Ok, jeg har fået en ret dum idé. En hjemmeside skal have en lind strøm af indhold, så jeg tænkte jeg ville lave en serie af posts om film, på en eller anden måde. Jeg gik og spekulerede over hvordan det skulle hænge sammen, og så kom jeg i tanke om den serie de kører på AV Club, kaldet ‘Palm Thursday’. Her anmelder AA Dowd samtlige af de film der har vundet De Gyldne Palmer i Cannes, én om måneden. Men se, én artikel om måneden, det er overhovedet ikke nok for kronoper.dk, som har en lidt mindre skriver-skare end AVClub. Og at skrive om de 67 Guldpalme-vindere, det er overhovedet ikke dumt nok for os. Så jeg har tænkt mig at gå i gang med at anmelde samtlige NOMINEREDE til De Gyldne Palmer.
Lad os få én ting på det rene: Jeg kommer ikke til at gøre det her færdigt. Det normale er 20 nominerede om året, og gange 67 filmfestivaler, så bliver det til 1340 film. Med en film om ugen, så er det 26 år. Men åh, så nemt er det ikke, for før i tiden, før sidekonkurrencer som Un Certain Regard og Quinzaine de Realisateurs, kunne der være helt op til 40 nominerede per festival. For at starte projektet på den rette dumme måde gik jeg i gang med at tælle op med hjælp fra wikipedia, og min optælling – som jeg på ingen måde kan garantere er korrekt – viser at der har været 1655 nominerede indtil videre. Med en film om ugen ville det tage næsten 32 år at komme igennem den alle. Men heller ikke det er lang nok tid, for der kommer jo en ny festival om året, dvs 20 nye nominerede. Så egentlig har man kun 52-20=32 uger til at skrive om alle de gamle film. Hvorfor at det vil tage mig lige præcis 51.72 år at komme igennem dem alle sammen. Jeg ville være færdig lige omkring min 80 års fødselsdag! Det kommer med andre ord ikke til at ske, og jeg forbeholder mig retten til at stoppe når som helst.
Men jeg kommer til at gå på med krum hals. Jeg har tænkt mig at starte med at veksle mellem to år: 1990 og 2014. 2014, fordi det er det seneste år, så filmene er stadig oppe i tiden – ja, fire af dem kommer til PIX, og en femte fik premiere for nylig. 1990 er valgt fordi det ganske enkelt er den festival hvor der er færrest nominerede, så det er hurtigt overstået. 18 styk, helt præcis. Derudover overvejer jeg at indflette nogle kortere temaer på tværs af årene, såsom f.eks. sovjetiske prisvindere, eller film af nyligt afdøde Manoel de Oliveira. Hvis jeg vil det, så annoncerer jeg det om et par uger. For hvert år har jeg tænkt mig at starte med prisvinderne, fra Guldpalmen og nedefter, og så bagefter nuppe resten. Men jeg forbeholder mig retten til at bryde den regel når som helst. Og, without further ado, her er en liste over de nominerede fra 1990:
Nouvelle Vague af Jean-Luc Godard
The Sting of Death af Kōhei Oguri
La captive du désert af Raymond Depardon
Ucho af Karel Kachyňa
Vilde Hjerter af David Lynch
Ju Dou – Flammende Begær af Zhang Yimou
Tilaï af Idrissa Ouedraogo
Rodrigo D: No futuro af Víctor Gaviria
Taksi-Blyuz af Pavel Lungin
Forhøret af Ryszard Bugajski
Hidden Agenda af Ken Loach
Mat af Gleb Panfilov
Hvid Jæger Sort Hjerte af Clint Eastwood
Stanno Tutti Bene af Giuseppe Tornatore
Cyrano de Bergerac af Jean-Paul Rappeneau
La putain du roi af Axel Corti
Kom og se Paradis af Alan Parker
Daddy Nostalgi af Bertrand Tavernier
Vilde Hjerter vandt Guldpalmen, så den er først for.