Palmesøndag del 495(L’Adversaire, Nicole Garcia, FrankrigCannes 2002) Der er en virkelig tør kommentar i Cindy Hing-Yuk Wongs bog Film Festivals, hvor hun forklarer hvordan en festival-jury er stykket sammen. Der er en præsident, der sidder for bordenden, og så nogle andre: ‘The head works with about eight other jury members, including cinematographers, technical people, critics, […]
Palmesøndag del 494(南國再見,南國, Nánguó zàijiàn, nánguó, Hou Hsiao-hsien, TaiwanCannes 1996) Ifølge James Udden i No Man An Island – The Cinema of Hou Hsiao-hsien er Goodbye South, Goodbye faktisk et mislykket eksperiment. Hou Hsiao-hsien ønskede at vende tilbage til spontaniteten og energien fra hans tidligere film som The Boys From Fengkuei, og selvom man kan […]
Palmesøndag del 493(好男好女, Hǎo nán hǎo nǚ, Hou Hsiao-hsien, TaiwanCannes 1995) Der er blevet gjort ret mange forsøg på at få skabt orden i Hou Hsiao-hsiens filmkunst. Inddele hans film i perioder og trilogier, notere hvornår han skifter samarbejdspartnere, lægge mærke til, hvornår han gentager sig selv eller skifter spor. Og det er jo rigtig […]
Palmesøndag del 492(Два прокурора, Sergei Loznitsa, UkraineCannes 2025, François Chalais Pris) Jeg havde det lidt som om, at Sergei Loznitsa peakede i årene efter A Gentle Creature. 2018 var helt vanvittigt, med hele tre film, spillefilmen Donbass, arkivfilmen The Trial og begivenhedsportrættet Victory Day, der alle tilføjede væsenligt nyt til hans samlede portræt af Sovjetunionen […]
Palmesøndag del 491(Amarga Navidad, Pedro Almodóvar, SpanienCannes 2026. Soundtrack Pris (Alberto Iglesias)) For at opsummere det framework jeg har brugt i alle mine tekster om Pedro Almodóvar, så inddelte kritikeren Emanuel Levy Almodóvars film i fire perioder: Flamboyant indledende fase fra Pepi, Luci, Bom (1980) og til Kvinder på Randen af et Nervøst Sammenbrud (1989). […]
Palmesøndag del 490(戲夢人生, Xìmèng rénshēng, Hou Hsiao-hsien, TaiwanCannes 1993, Jury Pris) Egentlig synes jeg, at der sker meget ok mange interessante ting i filmens verden for tiden. Hvert år kommer der stadigvæk nogle film, der forbløffer mig, overrumpler mig, sætter nye tanker i gang om, hvad filmkunst kan og skal. Men alligevel, når jeg så […]
Palmesøndag del 489(Jeunes mères, Jean-Pierre & Luc DardenneCannes 2025, Bedste Manuskript + Økumenisk Pris) Dardenne-brødrenes filmsprog er i forfald. Deres film havde tre meget markante elementer: Først og fremmest, i hvert fald efter min mening, det fantastiske håndholdte kamera, der fulgte lige i ryggen på filmens karakterer. ‘Corps-camera’ eller ‘krops-kamera’ kaldte de det, der var […]
Palmesøndag del 488(Nicolas Winding Refn, USA/DanmarkCannes 2016) Nicolas Winding Refn har simpelthen fået sit eget logo til The Neon Demon. NWR står der på en enormt stilet måde. Det er meget passende til en film, som først og fremmest er Nicolas Winding Refn i reneste aftapning. Neonbilleder, vold, sex, synthesizermusik fra Cliff Martinez. Det er […]
Palmesøndag del 487(Nicolas Winding Refn, DanmarkCannes 2013) Nicolas Winding Refns filmografi har fulgt en særlig rytme siden debuten. Pusher (1996) var en fremragende, men også nogenlunde konventionel, genrefilm, lavet for et meget lavt budget. Den blev en stor succes. Der var derfor mere frie tøjler på opfølgerne Bleeder (1999) og Fear X (2003), men de […]
Palmesøndag del 486(Nicolas Winding Refn, USA/DanmarkCannes 2011, Bedste Instruktør) You have proved to be / A real human being / And a real hero De ord, fra sangen ‘A real hero’ af College feat. Electric Youth, formulerer nærmest kernen i Nicolas Winding Refns kunstneriske projekt, tydeligere end nogen som helst dialog den danske auteur selv […]