Palmesøndag del 84
(Такси-блюз, Taksi-Blyuz, Pavel Lungin, Sovjetunionen
Cannes 1990, Bedste Instruktør, Økumenisk Pris – Special Mention)
Der er noget mærkeligt over Pavel Lungin’s Taxi Blues helt fra start: I rulleteksterne staves den russiske instruktørs navn på fransk: Lounguine. Det er et tegn på nye tendenser, og på nye relationer mellem øst og vest. I 1990 var sovjetisk film i krise, mange af de gamle store instruktører havde forladt landet – Konchalovskij og Tarkovskij, f.eks., og Tarkovskij var endda afgået ved døden – og af den nye generation sad flere stadig fast i censuren. Landet var naturligvis også selv inde i en omvæltningsperiode, Gorbatjov’s glasnost havde så småt medført forandringer, og med murens fald og omvæltningerne i Østeuropa var Sovjetunionens grundlæggende eksistens truet. En usikker tid, men samtidig også en tid med forandring og måske endda forhåbninger? Måske endda forventninger? Virkeligheden blev dog en del mere dyster. Det sås også i Cannes. I årene 1990 til 92 fik hele fem sovjetiske/russiske instruktører lov at debutere i hovedkonkurrence, men blot Pavel Lungin blev nogensinde inviteret tilbage igen. Nok fordi han i første film, med denne debut, vandt både Bedste Instruktør, og senere blev nomineret til en Golden Globe for Bedste Udenlandske Film. Men samtidig nok også fordi han, som den franske stavemåde indikerer, lavede filmen som en co-produktion, og op gennem halvfemserne forblev nært knyttet til den franske filmindustri. Hans film fremstår som en hybrid af europæisk og russisk film, i sig selv diskussioner om forholdet mellem øst og vest.
Shlykov kører rundt i sin taxi i den russiske nat. En dag samler han Lyosha og hans venner op på en fordrukken bytur, men ved nattens afslutning har Lyosha ikke penge til at betale turen, så Shlykov forsøger at tvinge ham til at arbejde beløbet af. Filmen omhandler mødet og senere relationen mellem de to mænd, Shlykov, den russiske arbejder, mut og indadvendt, og Lyosha, den flamboyante jødiske jazzsaxofonist. Episodisk skrider filmen frem, mens magtforholdet mellem de to mænd skifter, til tider nærmer sig et venskab. Først er Lyosha nærmest en slave for at arbejde sin gæld væk, men sidenhen får han succes med sin musik, og vender tilbage til et meget forandret liv, mens taxi-chaufføren ikke har så vanvittig megen udvikling at se frem til. Sovjetunionen skildres med alle sine problemer, alkoholisme, anti-semitisme, sortbørs-handel, og en indestængt, desperat vrede som især kommer til udtryk hos den konstant trænende Shlykov – der tydeligvis skal minde en del om hans kollega Travis Bickle fra Taxi Driver.
Sammenblandingen af øst og vest var også meget det, der blev slået på ved modtagelsen af filmen dengang. I artikel-samlingen Russian Critics on the Cinema of Glasnost, redigeret af Michael Brashinsky og Andrew Horton, er det den sidste inkluderede film, som afslutningen på glasnost-film, lige før Sovjetunionens opløsning, og hvor mange tidligere tendenser når sin kulmination. Kritikeren Sergei Lavrentiev kaldte filmen en blanding af ‘Russian theme, good American rhythm and French elegance’ og skrev: ‘As a result, we have a “Soviet film of international standards,” which our film makers have been dreaming of since the beginning of the end of the Soviet Union.’ Blandingen af øst og vest var i firserne ikke bare en filmisk drøm, der var også en distinkt musikalsk ‘new wave’ med bands som Kino, Aquarius og Nautilus Pompilius, der går igen på soundtracksne til tidens film. Forsangeren fra Kino, Victor Tsoi (hvis liv blev til en film med Kirill Serebrennikovs Sommer) spillede også med i to film, kultfilmen Assa af Sergei Solovyov og The Needle af Rashid Nugmanov. Pavel Lungin valgte også en new wave musiker til rollen som jødisk jazzsaxofonist, nemlig Pyotr Mamonov fra bandet Zvuki Mu, der også allerede havde fået uhørt international succes: Deres debutalbum Zvuki Mu fra 1989 er såmænd produceret af Brian Eno. Der er på alle måder mere prestige over Taxi Blues end de fleste andre glasnost-film.
Videoen til Zvuki Mu’s Grubiy Zakat fra 1995. Hvis den virker velkendt så er det nok fordi The National var særdeles inspirerede af den til deres video Sea of Love
Men. Træerne vokser ikke ind i himlen. Taxi Blues har måske ‘international standard’, og Mamonov er såmænd glimrende i hans rolle, ligesom Pyotr Zaychenko, der spiller Shlykov, også er det. Den glider fint frem, og der er nogle ret strålende visuelle sekvenser, især de neon-belyste nattesekvenser, men også når Lyoshov spiller saxofon i modlys på en bilvask, lys og vanddamp omkring ham som var det noget fra en MTV video. Men den beskrivelse siger måske også lidt om, hvorfor Taxi Blues godt kan virke lidt gammeldags og uselvstændig. Den forsøger så meget at virke ‘professionel’ og ‘international’, og formår det helt bestemt, men den mister noget energi og personlighed i forsøget. Pavel Lungin var 41 år da han instruerede sin debut, som kom efter at han havde arbejdet som manus-forfatter i mange år, og der er ikke den samme ungdommelige energi som der er i nogle af de andre rock-inspirerede glasnost-film. Det er egentlig okay i denne film, som forsøger noget andet end film som Assa eller Vasili Pichul’s kæmpehit Lille Vera (den første Sovjet-film med en sexscene!) men jeg sidder også lidt med fornemmelsen af, at Lungin først og fremmest fjerner kanterne fra en flosset filmbølge, og ikke rigtig putter så meget ind i stedet.
Taxi Blues er i og for sig en historisk film, og så absolut værd at se fra den vinkel. Den hører vel hjemme i enhver serie om glasnost-film, sammen med Assa, Lille Vera og flere andre, som den mest prestigiøse version af den stil. Men det er også en historisk film fra en historisk udvikling der sådan set slog fejl. Taxi Blues blev set som en vigtig glasnost-film, og blev lavet inden nogen af de østeuropæiske kommunistiske regimer faldt fra hinanden, men glasnost viste sig ikke at være nøglen til Østeuropas fremtid. Da Sovjetunionen gik i opløsning gjorde filmindustrien ligeså, og filmæstetikken kaldte derfor også på nye blikke. Pavel Lungin havde med sin Cannes-pris kørt sig i stilling som den store auteur inden for en stil, der nu nærmest var overflødig. Som sagt Cannes-debuterede hele fem russisk/sovjetiske instruktører i årene 90-92, men uden at de rigtig fik slået deres navne fast. Det var ikke en periode, der rigtig indbød til stabile auteur-karrierer, og Lungin, på trods af hans europæiske finans-forbindelser, fik da også en noget knudret filmografi.