Palmesøndag del 26
(Jean-Paul Rappeneau, Frankrig
Cannes 1990, Bedste Skuespiller (Gerard Depardieu) + Teknisk Pris (Pierre Lhomme, foto))
Første gang Jean-Paul Rappeneau var i konkurrence i Cannes, med Knald, fald og revolution i 1971, var det med en film der mest af alt virkede som en traditionel ‘cinema du qualité’-film, overhældt et tyndt lag fernis af ungdommelighed. 19 år efter gik han planken ud. I ekstrem grad. Jean-Paul Rappeneau’s Cyrano de Bergerac er måske den mest ekstreme ‘kvalitets-film’, der er udkommet i halvtreds år eller noget. Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogle konkurrenter. Det er en litterær filmatisering så trofast, at hele dialogen er sammensat af de gamle rimede linjer fra Edmond Rostand’s skuespil fra 1897, og der er ikke gjort en tøddel for at gøre filmen til noget som helst andet end en trofast gengivelse af et legendarisk skuespil – som man f.eks. ellers ser det gjort ofte med Shakespeare-filmatiseringer, der måske nok beholder dialogen, men ofte omplanter setting til andre perioder og omgivelser. Al energi er brugt på at genskabe en troværdig og opulent version af 1640’ernes Paris, med kæmpe sets og tonsvis af kostumer. Det er en af de dyreste franske film nogensinde. I disse overdådige omgivelser kan især Gerard Depardieu tumle rundt og levere tonsvis af de dybeste indsigter 1897 havde at byde på, og så endda på vers! Og så er det naturligvis alt sammen godt belagt med skiftevis sentimentale og medrivende strygere, alt efter hvad scenen omhandler. Det er alt sammen udført med enorm sans for kvalitet, ja, hvert eneste valg filmskaberne har foretaget er taget for at optimere kvaliteten af filmen. Det er nærmest grotesk så meget efter skabelon det hele synes at være. Så naturligvis var det en af årets største successer, med hele to priser i Cannes, og en bunke nomineringer til både Golden Globe og Oscar. Det er måske halvfemsernes bedste udgave af alt hvad der er galt med kvalitets-film.
Hvor kendt mon stykket er i vore dage? Cyrano de Bergerac, digter og fægtemester, elsker sin kusine Roxanne, men tør ikke gøre noget ved det fordi han frygter hans store næse gør ham for grim til at elske. I stedet hjælper han den smukke men poetisk ubegavede Christian med at vinde hendes kærlighed, kulminerende i en berømt scene, hvor de gemmer sig under Roxanne’s balkon, og Cyrano finder på ord Christian kan fremføre op mod den skønne. Og så er der en hel masse dueller og senere krig og død og tragik. Det er en pærevælling af krig og kærlighed, der til sidst skal fremstå som en hyldest til poesi og livsglæde og kærlighed og det som Cyrano kalder sin ‘panache’ – stykket gjorde ordet berømt – dvs hans flamboyante og fandenivoldske personlighed. Flamboyant kan man nok godt kalde den her produktion, men fandenivoldsk, det er den fanme ikke… Tværtom, det er panache per stedfortræder, hvor den trofaste og slaviske fremstilling af panachen’s ophavsmand ses som den rette måde at skabe egen panache på, i stedet for selv at gøre noget med panache. Til tider bliver det nærmest ufrivilligt komisk, som i startscenen, hvor Cyrano afbryder et teaterstykke fordi det er for opstyltet og gammeldags, hvilket falder komplet til jorden i en bagstræberisk filmatisering som denne her.
Gerard Depardieu er fantastisk i hovedrollen, han gør det i hvert fald så godt som han kan, men han er også et enormt kedeligt valg. I 1640, hvor størstedelen af filmen finder sted, ville Cyrano, der var født i 1619, have været 21 år. Gerard Depardieu var 42 år da filmen kom ud. Det bliver ganske morsomt i sidste akt, hvor han sminkes unaturligt gammel for troværdigt at kunne gengive Cyrano i den alfældige alder af 35 år… Anne Brochet var 24 år gammel da hun spillede Roxanne, så der er en aldersforskel på 18 år mellem de to karakterer, som ellers ifølge dialogen skal forestille at være tildels opvokset sammen. Det er lidt svært ikke at holde med Christian i bejleriet til Roxanne, som godt nok ikke har en flig af den visdom Cyrano render rundt med, men som sikkert godt kunne komme efter det, når nu han lader til at være årtier yngre – Vincent Pérez var 26. Det skal dog siges, at aldersforskellen på 18 år mellem Depardieu og Brochet faktisk er et lille skridt fremad i forhold til den indtil da bedst kendte filmatisering, en engelsk fra 1950, hvor 38-årige José Ferrer, der vandt en oscar for rollen som Cyrano, var dobbelt så gammel, altså hele 19 år ældre, end Mala Powers, der spillede Roxanne. Det er ganske typisk stil for hollywood/cinema de qualité, at det handler om den ældre kloge mand, og den unge kvinde, hvor Anne Brochet ikke bliver bedt om meget andet af Jean-Paul Rappeneau end at se så porcelæns-agtig ud som muligt. Hendes rolle som teksten beskriver det er først og fremmest som trofæ, hverken Cyrano eller Christian tænker på hendes følelser nok til at stoppe dem fra at snyde og bedrage hende ind i et ægteskab med en mand som hun, i den ene scene hvor hun møder ham uden at Cyrano hjælper ham, afviser. Til sidst skal hun indse at hun har elsket Christians breve mere end Christian selv, at hun altså elsker at læse mere end at elske, så at sige. Der er momenter hvor filmskaberne godt ved at der nok må gøres noget, hvor Roxanne sukker med en længsel der nok ikke var gået i 1897, eller hvor hendes mod og selvstændighed sættes frem i scenen hvor hun rejser ind i en krigszone, men der er ikke ret meget kød på rollen når den spilles straight.
Der er enkelt-elementer jeg godt kan lide, såsom et effektfuldt klip fra soldater marcherende på vej i krig til en krigsplads efter slaget med lig alle vegne. Det er også lettere sagt end gjort at levere rimet tekst, hvor linierne ofte er klippet op mellem flere skuespillere, så rytmisk og præcist som det gøres her. Men film som Cyrano de Bergerac er komplet misforståede, og ejer ingen ‘panache’. Jeg gider ikke grave i det, for at få stumper af liv bragt frem af den kvælende dyne af ‘kvalitet’. Cyrano de Bergerac er mere værd som modbillede, som eksempel på alt det en film ikke skal være. Forstenet ‘panache’. Lige så lidt fandenivoldsk som en koncert med den 70-årige udgave af Rolling Stones.
Der findes legendariske ‘parringer’ i Cannes-konkurrencen. F.eks. de to italienske film i 1960: Fellini’s dekadente La Dolce Vita og Antonioni’s modernistiske mesterværk L’Avventura. Eller de to franske nybølge-film året før, Truffaut’s Ung Flugt og Resnais’ Hiroshima, Mon Amour. Man kan lade som om man kan aflæse temperaturen på filmverdenen ved at se hvilken der får mest succes, at f.eks. Truffaut’s fine men relativt konventionelle ungdomsfilm fik tildelt instruktør-pris, mens Resnais’ nyskabende eksperiment måtte gå tomhændet hjem – og at de to klassikere så alligevel intet kunne stille op mod Marcel Camus’ konventionelle bossa nova palmevinder Orfeu Negro. Jeg skrev også tidligere om hvor pinligt det var i 2014, at af to argentinske film, så endte det eksperimenterende mesterværk Jauja i Un Certain Regard, mens den konventionelle komedie Wild Tales kom i hovedkonkurrence (link). Jeg vil sige det også er et utroligt sigende sammenfald, at Rappeneau’s gennem-fortærskede kvalitets-filmatisering var i konkurrence samme år som Godard genopfandt Nouvelle Vague med Nouvelle Vague (link), i typisk mesterlig eksperimenterende stil. På den ene side et kostume-drama, der på ekstrem vis inkorporerer alt det Truffaut og de andre nybølge folk harcelerede imod helt tilbage i halvtredserne. Og på den anden side ånden fra opgøret, stadig levende, stadig nyskabende, stadig fantastisk og foranderlig. Og selvfølgelig fik den bagstræberiske skodfilm hele to priser med hjem, og selvfølgelig blev det en gigantisk publikumssucces (også over 50.000 billetter solgte i Danmark), og selvfølgelig fik den oscar-nomineringerne. Og beskæmmende, men vel heller ikke overraskende, fik den også langt de bedste anmeldelser, også fra ellers intellektuelle steder som NYTimes, der sablede Godard’s landvinding ned. Det peger på 1990 som et år hvor filmkunsten vitterlig havde trange kår, et år hvor især Frankrig som filmnation var ude af stand til at redde sig selv. Filmhistorisk var der heldigvis ny energi på vej, nye filmnationer piblede frem fra en globaliseret verden, og energi blev tilført fra steder som Iran, Taiwan og Hong Kong. Det er heldigt, for hvis film som Cyrano de Bergerac er det bedste Europa havde at byde ind med, så så det trist og patetisk ud.
Fortjent Pris?
Jeg kan egentlig godt forstå Gerard Depardieu vandt prisen i Cannes for Bedste Skuespiller: Han er i hvert fald nok den der spiller mest i filmene, og så endda på vers! Men at filmen også vandt en Teknisk Grand Prix, for Cinematografien, er komplet til grin. Der er intet specielt over cinematografien, det er ren solid kvalitet, uden kunstnerisk dimension. Igen, Nouvelle Vague leverede en både teknisk og kunstnerisk landvinding inden for lyd-klipning, og så gik den tekniske pris til en gang forstenet palæ-fotografi.
Serien om Jean-Paul Rappeneau begyndte med Knald, fald og revolution