Palmesøndag del 440(Jean-Stéphane Sauvaire, USACannes 2023) Det er ikke 100% sikkert at Jean-Stéphane Sauvaires Asphalt City kom i hovedkonkurrence i Cannes fordi Sean Penn spiller den ene af filmens to hovedroller. Den anden spilles af unge Tye Sheridan fra f.eks X-Men filmene, så det er en film der gav noget stjernestøv til festivalen. Sauvaire havde […]
Palmesøndag del 439(Sean Penn, USACannes 2021) Flag Day var ikke den værste film i Cannes i 2021, på den måde var det da et fremskridt efter Sean Penns The Last Face i 2016. Men det er næsten et større narcissistisk ego-trip af Cannes-programlægger Thierry Frémaux at inkludere endnu en film fra hans gode ven Sean […]
Palmesøndag del 438(Andrea Arnold, UKCannes 2024, Prix de la Citoyenneté) Det er sjældent, at jeg begynder en anmeldelse med at diskutere en films rulletekster, men Andrea Arnolds Bird gør noget ret særligt til sidst. Efter at vi har set navnene på filmens vigtigste skuespillere, står der ‘A film by:’ og så kommer derefter navnene på […]
Palmesøndag del 437(Wes Anderson, USACannes 2025) Wes Anderson er måske disse års største amerikanske indieinstruktør. Hans stil er så genkendelig, at den er blevet behandlet i sketchprogrammet Saturday Night Live, og han kan både at få stjerner i hobetal til at medvirke i hans film, samt sælge så mange billetter at hans film konsistent giver […]
Palmesøndag del 436(Sean Penn, USACannes 2016) Ten years apart, the Liberian civil war of 2003 and the ongoing conflict within South Sudan today, share a singular brutality of corrupted innocence. A corruption of innocence only known to the West, by any remotely common degree…through the brutality of an impossible love…shared by a man…and a woman… […]
Palmesøndag del 435(Sean Penn, USACannes 2001) Jeg ser ret ofte nostalgi for den amerikanske mid-budget film. De var store i halvfemserne. Ikke low-budget og eksperimenternede, men heller ikke blockbuster. Film for voksne om virkelige følelser. Men hvis der er en implicit idé om, at alle den slags film var mesterværker, så var virkeligheden naturligvis noget […]
Palmesøndag del 434(Il sol dell’avvenire, Nanni Moretti, ItalienCannes 2023) En af bivirkningerne ved, at Cannes under Thierry Frémaux tydeligvis bliver ved med at inkludere film fra deres favoritinstruktører, desuagtet at de tydeligvis er over deres storhedstid, er at vi får set nogle ret klare eksempler på hvordan kunstnere påvirkes af aldring. Tag f.eks Dardenne-brødrene, hvis […]
Palmesøndag del 433(Diamant brut, Agathe Riedinger, FrankrigCannes 2024) I et klip i Agathe Riedingers debutfilm Wild Diamond ser vi unge Liane forsøge at optage en lille video af sig selv. Til venstre hænger kameraet, som hun performer for, omverdens blik som hun forsøger at imponere. Foran hende står der et spejl, hvor hun tjekker sit […]
Palmesøndag del 432(Tre piani, Nanni Moretti, ItalienCannes 2021) Der er et virkelig interessant spil i Nanni Morettis omfangsrige filmografi mellem Nanni Moretti, kunstneren, og Nanni Moretti, mennesket. Da han var ung udgjorde mennesket Nanni Moretti en stor del af attraktionen ved hans film. Hans komiske fysiske bevægelser var basis for en masse små scener, og […]
Palmesøndag 431(Nanni Moretti, ItalienCannes 2011) Jeg har haft et lidt pudsigt tema i den her serie af tekster om Nanni Moretti. Nogle gange ramte han så meget plet i den italienske samtid, at det nærmest var uhyggeligt. Som da han lavede en film om unge mænd, der synes den italienske venstrefløj var for voldelig, og […]
