Palmesøndag del 218(Айка, Sergey Dvortsevoy, KazakhstanCannes 2018, Bedste Skuespillerinde (Samal Yeslyamova)) Cannes startede som en fest for film fra hele verden. Hvert land kunne sende det bedste de havde, nogle programlæggere valgte noget ekstra, og så blev der holdt fest og set film. Men der var nogle rimelige åbenlyse problemer i forhold til at dække […]
Palmesøndag del 217(يوم الدين,, Abu Bakr Shawty, EgyptenCannes 2018, Prix François Chalais) Yomeddine betyder ‘dommedag’ på arabisk, og dermed er A.B. Shawkys film fra Egypten den anden mellemøstlige film med en religiøs titel fra Cannes 2018. Nadine Labakis libanesiske Kapernaum, opkaldt efter en af de byer hvor Jesus hang ud, havde dog en del mere […]
Palmesøndag del 216(José Ramón Larraz, UKCannes 1974) Pointen med den her miniserie af tre film fra 1974 (Les Autres, The Hour of Liberation Has Arrived og den her) handlede om at der virkelig var nogle mærkelige film i konkurrence i halvfjerdserne, men den her gang lader det i det mindste ikke til at være Cannes-programlæggernes […]
Palmesøndag del 215(Saat el Fahrir Dakkat, Barra ya Isti Mar, Heiny Srour, LibanonCannes 1974) Engang imellem ved jeg ikke helt om jeg stoler på mine oplysninger. Da jeg f.eks så den restaurerede version af The Hour of Liberation Has Arrived, så stod der i indledningen, at filmen havde været i Cannes i 1974, men i […]
Palmesøndag del 214(Hugo Santiago, FrankrigCannes 1974) Vi mennesker har et behov for at finde mening og orden i tingene. Det er på mange måder godt, det gør det f.eks muligt at finde rundt i ret eksperimenterende film. Men nogle gange forstener orden og mening til ideologi, fordomme, og undertrykkende strukturer. Så må man revolutionere og […]
Palmesøndag del 213(Una pura formalità, Giuseppe Tornatore, Italien/FrankrigCannes 1994) A Pure Formality er en ren katastrofe. Det er nærmest uforståeligt. Instruktøren er Guiseppe Tornatore, stadigvæk kun fem år efter Mine Aftener i Paradis. Den er fotograferet af Tornatores faste fotograf Blasco Guirato. Manuskriptet er skrevet i samarbejde med den franske forfatter Pascal Quignard, der et […]
Palmesøndag del 212(Nuovo Cinema Paradiso, Giuseppe Tornatore, ItalienCannes 1989, Jury Grand Prix) Guiseppe Tornatore har haft en ret sjælden Cannes-karriere. Han slog ekstremt meget igennem med Mine Aftener i Paradis i 1989, hans første gang i Cannes, hans blot anden film, som blot 33-årig. Herefter deltog han med hans næste to film Stanno Tutti Bene […]
Palmesøndag del 211(寝ても覚めても, Netemo Sametemo, Ryūsuke Hamaguchi, JapanCannes 2018) Japansk film har egentlig haft et glimrende årti i Cannes, hvor både Naomi Kawase og Hirokazu Kore-eda bed sig fast som faste konkurrenter med tre deltagelser (og en palme!), krydret med deltagelser fra Takashi Miike og Takeshi Kitano. Men der har været lidt malurt i bægeret. Alle […]
Palmesøndag del 210(月の砂漠, Tsuki no Sabaku, Shinji Aoyama, JapanCannes 2001) Shinji Aoyama fik et gennembrud med Eureka i 2000, og allerede året efter var han i Cannes igen. Det er ikke helt overraskende, for han var umanerlig produktiv, og i gang med at positionere sig selv som en af Japans vigtigste yngre instruktører. Det knækkede dog […]
Palmesøndag del 209(ユリイカ, Yurîka, Shinji Aoyama, JapanCannes 2000, Fipresci Pris & Økumenisk Pris) Noget af det interessante ved at skrive den her serie om Cannes-film er at kigge på de film og de instruktører, der aldrig rigtig fik deres plads i historien. ‘The road not taken’, som jeg har set det beskrevet. I halvfemserne skete […]
