Palmesøndag del 214(Hugo Santiago, FrankrigCannes 1974) Vi mennesker har et behov for at finde mening og orden i tingene. Det er på mange måder godt, det gør det f.eks muligt at finde rundt i ret eksperimenterende film. Men nogle gange forstener orden og mening til ideologi, fordomme, og undertrykkende strukturer. Så må man revolutionere og […]
Palmesøndag del 213(Una pura formalità, Giuseppe Tornatore, Italien/FrankrigCannes 1994) A Pure Formality er en ren katastrofe. Det er nærmest uforståeligt. Instruktøren er Guiseppe Tornatore, stadigvæk kun fem år efter Mine Aftener i Paradis. Den er fotograferet af Tornatores faste fotograf Blasco Guirato. Manuskriptet er skrevet i samarbejde med den franske forfatter Pascal Quignard, der et […]
Palmesøndag del 212(Nuovo Cinema Paradiso, Giuseppe Tornatore, ItalienCannes 1989, Jury Grand Prix) Guiseppe Tornatore har haft en ret sjælden Cannes-karriere. Han slog ekstremt meget igennem med Mine Aftener i Paradis i 1989, hans første gang i Cannes, hans blot anden film, som blot 33-årig. Herefter deltog han med hans næste to film Stanno Tutti Bene […]
Palmesøndag del 211(寝ても覚めても, Netemo Sametemo, Ryūsuke Hamaguchi, JapanCannes 2018) Japansk film har egentlig haft et glimrende årti i Cannes, hvor både Naomi Kawase og Hirokazu Kore-eda bed sig fast som faste konkurrenter med tre deltagelser (og en palme!), krydret med deltagelser fra Takashi Miike og Takeshi Kitano. Men der har været lidt malurt i bægeret. Alle […]
Palmesøndag del 210(月の砂漠, Tsuki no Sabaku, Shinji Aoyama, JapanCannes 2001) Shinji Aoyama fik et gennembrud med Eureka i 2000, og allerede året efter var han i Cannes igen. Det er ikke helt overraskende, for han var umanerlig produktiv, og i gang med at positionere sig selv som en af Japans vigtigste yngre instruktører. Det knækkede dog […]
Palmesøndag del 209(ユリイカ, Yurîka, Shinji Aoyama, JapanCannes 2000, Fipresci Pris & Økumenisk Pris) Noget af det interessante ved at skrive den her serie om Cannes-film er at kigge på de film og de instruktører, der aldrig rigtig fik deres plads i historien. ‘The road not taken’, som jeg har set det beskrevet. I halvfemserne skete […]
Palmesøndag del 208(Ken Loach, UKCannes 2019) Ken Loach har nu lavet to film der føles som farvel, Jimmy’s Hall og Sorry We Missed You. Begge har den frustrerede fornemmelse af afmagt, af ikke at have slået til. Men forskellen på de to film er virkelig slående: Sorry We Missed You formår at finde et æstetisk […]
Palmesøndag del 207 (I, Daniel Blake, Ken Loach, UK Cannes 2016, Guldpalmen + Økumenisk ‘Commendation’) Ken Loachs otium holdt lige præcis to år. Ifølge pressemateriale var det parlamentsvalget i 2015, hvor David Camerons konservative fik et overraskende flertal, der fik den gamle instruktør til at trække i arbejdstøjet igen. Det kan virke en lille smule sært, […]
Palmesøndag del 206(Ken Loach, UKCannes 2012, Jury Pris) Nogle gange så er det altså bare sådan, at der er små film og der er store film. Der er film der prøver meget, der fylder meget, og så er der glimrende film, der ikke rigtig gør så meget væsen af sig. Selv store instruktører laver små […]
Palmesøndag del 205(Ken Loach, UKCannes 2010) Jeg mener det virkelig, når jeg kalder årene 2009-2014 for Loachs kriseår. Dels er filmene ikke vanvittig gode, dels er der en tvivl i tematikken, en forvirring, et mismod, som ellers ikke altid er der. Loach er indigneret, han er sørgmodig, han kan til tider være decideret deprimerende. Men […]
