Palmetorsdag del 9
(Ken Loach, UK
Cannes 1990, Jury Pris & Økumenisk Pris – Special Mention)
Hidden Agenda ligger tæt på midten af Ken Loachs filmografi: Der er 26 år fra Loach første gang instruerede for tv-serien Teletale i 1964 til Hidden Agenda, og 33 år mellem Hidden Agenda og The Old Oak. Filmen er på mange måder en skillelinje i filmografien. Første halvdel af Loach’s karriere indeholder Kes fra 1969, der stadigvæk står som Loach’s helt store mesterværk, men meget af det andet han lavede var for tv, og kom derfor ikke så meget på filmfestivaler. Derudover var der problemer med at finde faste produktionsmidler, og dermed opretholde en fast strøm af film. Det kulminerede i firserne, under Thatcher, hvor to tv-dokumentarer, Questions of Leadership fra 82 og Which Side are You On? fra 85, blev holdt borte fra tv efter at de var blevet produceret, formentlig af politiske grunde. Men efter Hidden Agenda begyndte det pludselig at gå stærkt igen.
Tjek traileren ovenfor. Sådan solgte man Ken Loach før ‘Ken Loach-film’ blev et begreb i sig selv. Der sælges på at filmen er fra de samme folk, som lavede Oliver Stones to film Salvador og Platoon – det er Hemdale Film der producerede dem alle tre. The Most Controversial Film of the Year! Traileren kulminerer med de rosende ord: A thriller… The acting is beautiful, the suspense is keen fra selveste Playboy Magazine. Det er nok den eneste Ken Loach film man har forsøgt at sælge til Playboy-segmentet. Ken Loach’s navn er ingen steder i traileren, det er ikke det, den bliver solgt på. Det er nok heller ikke den første film folk tænker på, når de tænker Ken Loach, men jeg holder på, det er en af de vigtigste. For det er vitterlig gennembruddet, både kommercielt, men på sin vis også på et indholdsmæssigt plan.
Så hvad er det der sker med Hidden Agenda? Det er en succes-opskrift, som Loach har fulgt mange gange senere. Der er social-realismen, og de politiske diskussioner, men samtidig er der mere populistiske genre-elementer, der kan lokke et publikum til. Filmen handler om ‘the troubles’ i Nordirland, og er en konspirations-thriller i stil med Costa-Gavras’ indflydelsesrige Z. Frances McDormand og Brad Dourif spiller to amerikanske menneskerettigheds-aktivister Ingrid Jessner og Peter Sullivan, der undersøger anklager om tortur af briterne i Nordirland. Flere af de første scener, før plottet går i gang, er vidner der fortæller om overgreb, og en pressekonference hvor advokaterne diskuterer problemerne med journalister. Der er realisme over det her, det er diskussioner og fortællinger, og der er en ægthed over skuespillet, med megen øhm’en og ah’en, i stedet for formfuldendte fortællinger. Samtidig bevæger kameraet sig rundt i Belfast, optager en march under titel-sekvensen, og leder efter spioner og agenter på gaderne. Det er social-realistisk thriller: en realistisk fremstilling af anspændte gader. Det er en ret elegant måde at diskutere politiske problemer på.
Og så går plottet i gang. Brad Dourif’s karakter bliver skudt ned af britiske soldater i civil, og Peter Kerrigan (Brian Cox) bliver kaldt ind for at undersøge om tingene er foregået efter planen. Han og Ingrid afdækker hurtigt en hel masse britisk snavs, og der bliver ikke sparet på antydningerne. Det er vældig fint og ganske spændende, men det er samtidig ting der er set en milliard gange før. Det interessante foregår stadigvæk i periferien: Billederne af et Belfast i krigstilstand, som Peter og Ingrid kører igennem på vej til et hemmeligt møde på en IRA-bar. Diskussionerne om Irland’s frihedskamp på selvsamme bar. Actionscenerne er sådan lidt gumpetunge, mest af alt noget med at løbe omkring, eller farlige mænd der går målrettet hen imod folk. Den slags er knapt så spændende for mig.
Denne artikel fra LA Times giver en god introduktion til kontroverserne. Den konservative politiker Ivor Stanbrook kaldte filmen: Not a british entry but an IRA entry. Pressekonferencen i Cannes endte i råben og skrigen, efter at britiske journalister anfægtede filmens troværdighed. En samling af britiske tabloid-journalister forsøgte at få Gilles Jacob til at trække filmen ud af konkurrence, hvilket han eftersigende blot svarede med latter. Filmen endte tværtom med at modtage jury-prisen. Den er også baseret på hele to konspirations-teorier. Historien om en idealistisk politimand, der søger til bunds i snasket i Nordirland, men bliver taget af sagen af overordnede, er inspireret af John Stalker. Og i filmen her er problemet, at den idealistiske efterforsker kommer på sporet af en anden konspiration, inspireret af historien om Colin Wallace og projektet Clockwork Orange, hvor MI5 agenter eftersigende underminerede politikere som Harold Wilson og Edward Heath, for at rydde banen for en mere hårdhændet konservativ politiker, som viste sig at være Margaret Thatcher. Det er en vild historie med rod i virkeligheden, men det virker meget meget konspiratorisk, når det pludselig lægges frem som faktum, at MI5 stod bag Thatcher’s fremgang, selvom filmen sørger for at nævne at hun ikke havde noget med konspirationen at gøre – Thatcher havde på filmens udgivelsestidspunkt at gøre stadig et halvt år tilbage før hun blev væltet som Prime Minister. Det virker apropos traileren meget som noget Oliver Stone kunne have gjort, og det trækker desværre fokus væk på fra mange problemer som Loach viser i filmens start. Væk fra de hårdhændede britiske politikker, og væk fra den filmiske skildring af den anspændte stemning i det militariserede Belfast. Det er lidt synd. Men det var vel det der skulle til på det tidspunkt, for at få genetableret Ken Loach som relevant filmkunstner, både kontroversiel og populær. Hidden Agenda kan ikke regnes blandt de bedste Loach, men i og med den bragte ham tilbage som et vigtigt navn, så har den en essentiel plads i hans filmografi.
Filmen modtog som nævnt Jury-prisen, nærmest tredjepræmien. Det synes jeg egentlig ikke den er god nok til. Men den er måske konkurrencens vigtigste film: Den var et gennembrud for Loach. Og den indvarsler i virkeligheden et kæmpe skift i britisk film generelt. I firserne var engelsk Cannes-film navne som Hugh Hudson (Chariots of Fire (1981) Lost Angels (1989)) og Roland Joffé (der vandt palmen i 86 for The Mission), store prestige-instruktører, der også havde held hos Oscar. Ude på sidelinjen stod Peter Greenaway (The Belly of an Architect (87) og Drowning by Numbers (88)) og lavede finurlig postmodernisme. I halvfemserne var den prestigiøse britiske film derimod kitchen-sink realisme fra Loach og landsmanden Mike Leigh, der vandt Palmen i 96 med Secrets and Lies. Det skift starter, mærkeligt nok, med Hidden Agenda.