skærmbillede_2015-10-24_kl_005013

The Sting of Death (Kohei Oguri)

Palmesøndag del 40 af 1674

Jeg er over halvvejs i denne gennemgang af Cannes 1990, og efterhånden har et centralt tema meldt sig: Cannes 1990 var virkelig ikke et af de fremsynede år. En palme til David Lynch synes måske ganske moderne, men resten af konkurrencen var gammeldags. Den her periode bærer præg af, at en hel masse af det mest spændende skete i margenen af filmverdenen, udenfor de store konkurrencer, men 1990 er så ekstra ekstrem af to årsager: 1) På grund af murens fald var to gamle østeuropæiske film i hovedkonkurrence, og de er naturligvis lidt gammeldags i det. 2) Der hvor Cannes ellers havde haft fingeren på pulsen var nok i kinesisk film, men på grund af reaktionen på Tiananmin var den bølge ved at knække. Så man sidder i Cannes 1990 med fornemmelsen af, at Cannes missede alt det gode, og i stedet programmerede en masse film der i dag er glemt. Men her er så en anden lidt sjov pointe: Det mest gammeldags, det mest typisk modernistisk filmiske, og i dag ganske glemte, var det meste af tiden også det bedste.

skærmbillede_2015-10-24_kl_003926

Kohei Oguri’s debut Muddy River, fra 1981, var nomineret til en oscar som Bedste Ikkeamerikanske, det siger lidt om hvor lidt moderne han var fra start. Det er endda en sort-hvid film. Men også en virkelig sød film, om to fattige drenge der finder hinanden da den enes husbåd lægger til hvor den anden bor. En sen sekvens hvor drengene må indse at selvom de er de eneste jævnaldrende drenge i området, og virkede som om de kunne blive bedste venner, så er de alligevel så forskellige at det skiller dem, er noget af det mest hjerteskærende jeg har set længe. Grædende børn, mand, grædende børn. For Kayako kom i 84, og handler om en immigrant-pige i den japanske provins, har jeg ladet mig fortælle, den er så obskur at det ikke er muligt at finde engelske undertekster til den. Og The Sting of Death kom så seks år senere, hans første film i hovedkonkurrence på en af de større festivaler, hvor den delte Grand Jury Prize med Tilai. Den blev også indstillet som japans bud på en oscar, men blev ikke nomineret. Og det kan jeg dælme godt forstå, for filmsproget er blevet rykket i en langt mere streng og formel retning. Det bringer først og fremmest minder om de klassiske japanske filmskabere såsom Ozu og Naruse, eller Mizoguchi når han er social-realistisk, men hvor de gamle japanere egentlig lod til at have et nogenlunde tilgængeligt filmsprog, som blot var egensindigt og fantastisk, så er det her en demonstrativt filmisk film, med drømmesekvenser, lange takes, og et kamera som bevæger sig så sjældent at det føles som en hel event hver gang det sker. Det er virkelig konsekvent eksekveret. Og ret så fantastisk.

skærmbillede_2015-10-24_kl_004814skærmbillede_2015-10-24_kl_164904skærmbillede_2015-10-24_kl_213704

Jeg har meget lyst til blot at poste billeder fra filmen som dem ovenover, for jeg synes virkelig de er fantastiske, men jeg skal vel også skrive lidt om plottet. Filmen lader til at foregå i halvtredserne, og handler om et ægtepar i krise. Manden har været utro, og konen kan ikke tilgive ham. Det hele er isnet til, hvilket er en meget god begrundelse for at have et så strengt filmsprog. Manden forsøger at gøre det godt igen ved at love kvinden at hun skal bestemme hvordan deres forhold skal være, hvilket pudsigt nok møder skæve blikke overalt i det japanske samfund. En utro ægtemand, det kan de acceptere, ditto en hysterisk hustro. Men en mand der gør hvad der bliver sagt? Det er godt nok syret! Manden kan ikke acceptere det, konen kan heller ikke lade fortiden ligge, og en spiral begynder at trække længere og længere ned, indtil det hele virkelig bliver dystert.

skærmbillede_2015-10-24_kl_161245skærmbillede_2015-10-24_kl_005233

Huset de bebor skildres som fængsel, vinkler, vægge og vinduer rammer dem ind, adskiller dem. Verden er konstant overskyet, måske er det et bagtæppe, det får i hvert fald filmen til at virke ganske uvirkelig. Senere i filmen begynder familien at gå lange ture i vinterlandskabet, hvilket blot får stemningen til at være endnu mere kold. Det er ret så mesterlig lavet, en virkelig streng krølle på klassisk japansk filmsprog. Men. I dag er det også lidt let at se det som en blindgyde, af senere japanske filmskabere er det kun Naomi Kawase som jeg kan forestille mig trække inspiration herfra. De vigtige japanske film i denne periode kom andet steds fra. I 88 havde en af de helt store instruktører sit gennembrud: Hayao Miyazaki med Min Nabo Totoro. Og netop i 90 havde den japanske instruktør, der om nogen kom til at tegne halvfemserne, sin første succes: Takeshi Kitano med Boiling Point. Anime og Yakuza film kom i langt højrere grad til at præge det følgende årti end neo-Ozu.

skærmbillede_2015-10-24_kl_005813

Da jeg gik i gang med det her projekt var tanken, at jeg ville komme til at dykke rigtig dybt ned i filmhistorien, men jeg føler efterhånden nærmest, at mit blik på Cannes 1990 er ved at udvikle sig til en art kontra-historie, så langt væk er konkurrencens udvalg fra den etablerede konsensus om hvad der skete i samtiden. Der skete så ekstremt meget i hele verdenen på det her tidspunkt, og Cannes var komplet bag af dansen. Her er nogle eksempler på kunstneriske gennembrud fra globale filmskabere: Ungarske Bela Tarr’s Damnation fra 88. I 89 vinder taiwanesiske Hou Hsiao-hsien’s City of Sadness Guldløven, og John Woo’s The Killer sætter standarden for Hong Kong action. I 1990 laver Abbas Kiarostami den iranske nybølges første kæmpe-klassiker med Close-up. Og i 91 finder Wong Kar-wai sin stil med Days of Being Wild. Det er i de her år at filmkunsten for alvor bliver global, og ingen af gennembruddene var i Cannes, kun en enkelt var i Venedig. Enhver moderne filmhistorie må stille spørgsmålene om hvordan så mange essentielle film fra hele verden, uafhængigt af hinanden, poppede op inden for de samme fem år, og hvordan den vigtigste gatekeeper fuldstændig missede det alt sammen.

skærmbillede_2015-10-24_kl_215749

Men hvis ikke jeg får givet en dækkende filmhistorisk skildring af perioden, så får jeg i stedet set en masse gode glemte film. The Sting of Death er virkelig en perle, og en af de absolut bedste film i konkurrencen. Og Oguri’s andre film er også fede. The Sleeping Man fra 96 foregår i nutiden, er mindre streng men mere poetisk og ganske fantastisk. Herefter lavede Oguri sjældent film – han er også forfatter – med The Buried Forest i 2005, som jeg ikke har set, og en ny på vej her ti år efter der hedder Foujita på japansk. Han er en bi-person i film-historien, ganske obskur. Men virkelig god og interessant.

Fortjent Pris?

The Sting of Death modtog som nævnt en Jury Grand Prix, og jeg ved ikke om den lige var den næstbedste film i konkurrencen, men ja, den fortjente en af de helt store priser. Det er virkelig en god film.

Det har jeg til gengæld hørt at næste uges film ikke helt var… Tilbage til 2014 med Atom Egoyan’s The Captive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.