Palmesøndag del 1
(David Lynch, USA
Cannes 1990, Guldpalmen)

David Lynch har haft en lidt mærkelig Cannes-karriere. På den ene side må han ses som en af dem der har klaret sig bedst, han har været med fire gange, og han har vundet både Guldpalme og Bedste Instruktør. På den anden side blev han først rigtig anerkendt til sidst. Wild at Heart blev mødt med delte reaktioner, og vandt i et år der ellers er præget af obskuriteter. Twin Peaks: Fire Walk With Me blev nærmest buhet ud. The Straight Story blev hyldet, men i høj grad for at være en anderledes slags Lynch. Først Mulholland Drive kan siges sådan rigtig at have fungeret. Men den var så også nærmest en sensation.

Den lidt atypiske historie vil jeg gerne fortælle, over fire små indlæg.

Wild at Heart var som nævnt første gang David Lynch var i Cannes, og den falder lige midt i den periode hvor han fik sit kunstneriske gennembrud. Efter debuten Eraserhead gik der nogle år hvor Lynch ikke havde fuld kunstnerisk frihed, og det var først med Blue Velvet i 1986 at han igen arbejdede med et manuskript han selv havde skrevet. Men produktionsselskabet bag Blue Velvet gik ned, og Lynch vendte derefter tilbage til at arbejde mere med andre, dels med Wild at Heart, baseret på en roman af Barry Gifford, og dels med den der anden lille ting David Lynch lavede i 1990: Tv-serien Twin Peaks. Faktisk blev første sæson af serien vist i USA i netop samme periode som festivalen løb af stablen, og sæsonafslutningen blev vist kun to dage efter at Lynch vandt palmen. Hvis jeg må være lidt streng, så tror jeg næsten at Lynch fik palmen fordi han så klart var tidens helt store samtalepunkt, snarere end for Wild at Heart‘s kvaliteter.

Nicolas Cage og Laura Dern spiller Sailor og Lula, det vilde unge par på flugt. Der går kun et par minutter af filmen, så har Sailor myrdet en mand med de bare næver i selvforsvar. Han kommer i fængsel for manddrab, og da han bliver prøveløsladt stikker parret af og kører mod Texas. Det bliver en vild og voldsom tur, og parret jages af Lula’s mors kæreste Santos, en gangster med en hær af lejemordere under sig. Det er sådan set det hele. Vil Sailor blive myrdet af en lejemorder? Kan parrets kærlighed overleve under de trange kår? Set i forhold til de knudrede og bizarre plots i film som Lost Highway og Mulholland Drive er det nærmest forbløffende simpelt. Og selvom der er særhed under overfladen hele filmen igennem, så er det først da parret ankommer til den lille by Big Tuna, at det bizarre for alvor tager over.

Wild at Heart er faktisk nærmest en omvendt Lynch. Film som Blue Velvet eller Twin Peaks foregår i smukke, rolige verdener, hvor det onde og grimme lurer lige under overfladen. Wild at Heart, derimod, foregår i en grum og voldelig gangster-verden, og følger et ungt par, der desperat forsøger at skabe en smule skønhed sammen. Dermed kommer filmen nærmest til at virke diametralt modsat. Der er mange skønne detaljer. En stor del af crewet fra Twin Peaks dukker op, i den ene mere fantastiske rolle end den anden. Der er en person der farver hele ansigtet med læbestift. Willem Defoe er fantastisk som maniske Bobby Peru i filmens anden del. Og Lynch er ganske enkelt en god instruktør og billedskaber. Scenen hvor det unge par stopper bilen i ørkenen for at danse – Lula skal muntres op efter at have hørt for meget om mord i radioen, verden er voldelig i den her film – er fantastisk filmet, kameraet stiger til himmels så det unge par der sparker støv op og hopper rundt bliver mindre og mindre i landskabet, og derefter drejer linsen mod solnedgangen. Det er virkelig smukt.

Det er skægt at se den på afstand. Som nævnt fordi Lynchs sådan set største kunsteriske succes i forhold til priser er så ikke Lynch’sk som den er, men også fordi den er så tidstypisk. Historier om voldelige unge par på flugt fylder meget i amerikansk film, fra Bonnie og Clyde og Badlands. I halvfemserne var der dælme nogle stykker af dem, som Tony Scott’s True Romance eller Oliver Stone’s Natural Born Killers eller måske endda Ridley Scott’s Thelma & Louise. Snarere end at indvarsle Lynch’s senere arbejde kommer filmen derfor mere til at virke som en forgænger for amerikansk postmoderne film, med pludselig overdreven vold der nærmest er Tarantino’sk, et miskmask af en genreblanding, og en inddragelse af gammel kultur i dens brug af Elvis-sange og The Wizard of Oz. Hvilket alt sammen er noget Lynch har gjort både før og siden, men fordi det virker mindre egensindigt, mere anonymt, fordi det virker mere som så mange andre film, så kommer den til at virke mere som en film forud for sin tid. Hvilket måske er godt? Omvendt virker den så nok også mere fanget af sin tid, hvor en film som Blue Velvet stadig holder hundrede procent. Det er bestemt ikke nogen dårlig film, men det er ikke Lynchs bedste.

Wild at Heart vandt Guldpalmen som anden ud af tre amerikanske indie-produktioner i streg, der vandt. Steven Soderberghs Sex, Lies and Videotapes vandt i 1989, og Coen-brødrenes Barton Fink vandt i 1991. Som kuriosom blev de tre amerikanske vindere indrammet af Bille Augusts to palmer i 88 og 92. Wild at Heart er nok den mindst egnede vinder af de tre, for det er ikke engang rigtig Lynch’ kunsteriske gennembrud. Men 1990 var som nævnt ikke et år med de store sensationer. Jeg elsker Godards Nouvelle Vague, men yikes, den blev heglet igennem. De to film der delte andenpladsen er Idrissa Ouedraogos Tilaï og Kohei Oguris The Sting of Death, og de er også en del mere obskure end hvad der som regel går af med sejren. Så Lynchs sejr virker ikke helt absurd, selvom jeg personligt rangerer den i mellemlaget af filmene fra det år.

Og så må jeg dog trods alt give den, at den dels er umiskendelig Lynch’sk, dels alligevel forsøger at være lidt anderledes. Der er en ting jeg lidt har set går igen ved receptionen af de ting Lynch lavede efter Blue Velvet og Twin Peaks (sæson 1) blev så store successer. En frustration over at Lynch nu denne gang er gået for langt. Nej, Wild at Hearts, den er godt nok for klam og voldelig. Fire Walk With Me, den er godt nok for fragmentarisk. Lost Highway, den er godt nok for mørk. Men når man ser tilbage på det nu her tredive år efter, så ligner det bare variationer over David Lynch? Altså, hvad er problemet?

Serien om David Lynch fortsætter med Twin Peaks: Fire Walk With Me