skærmbillede_2015-11-23_kl_165706

Tilaï (Idrissa Ouedraogo)

Palmesøndag del 44 af 1674

Meningen med de her nedslag i Cannes-historien var i høj grad at komme i dybden med filmhistorie på en anden måde end ved blot at konsumere den normale kanon. Der ville være flere vildskud, mere blinde veje. Jeg har tænkt meget filmhistorie, og er nu kommet frem til et skelet, et framework, så at sige, som de resterende 1630 artikler kan raffinere. Jeg kalder den De 6 Brud.

De 6 Brud: 1) Første Verdenskrig. Krigen sætter en bremse for europæisk filmproduktion, og Hollywood tager over. Efter krigen samkører filmhistorie i høj grad med den kunstneriske avantgarde, der i høj grad også var en reaktion på krigens gru. 2) Lyd-film. Burde være nogenlunde selvindlysende. 3) Anden Verdenskrig. Deleuze lægger sit store brud mellem hans to filmbøger her, mellem bevægelses-billeder og tids-billeder. Mere simpelt opstår neo-realismen af Europas ruiner, og den bevidste fremelskning af en global mellemfolkelig festival-kultur betyder de første auteur-gennembrud fra Japan, Indien og f.eks. Sverige. 4) Nybølger. Eksperimenter overalt i Frankrig, Østeuropa, Senegal, Latinamerika. Oprør mod samfundet, klimaks i 68. New Hollywood i halvfjerdserne. 5) Globalisering omkring 90. Murens fald, den kolde krigs ophør. Asien tager førertrøjen. Taiwan, Hong Kong, Iran. Forskellen til nybølge-filmene er instruktører der arbejder inden for systemerne, inden for censurens grænser. Subversion frem for direkte modstand. Poesi frem for politik. Og endelig 6) Digitalisering. Som vi stadig er i færd med, hvis tekniske nyskabelser – lettere og mere stabile kameraer, nyt nattelys, etc – stadig er i gang med at blive udforsket.

Nogle af bruddene er nok indlysende. Lyd og digitalisering. De fleste er også med på Anden Verdenskrig og Nouvelle Vague som skelsættende begivenheder. Det mindst anerkendte globale skift i filmkulturen, som jeg dog stadig vil insistere på fandt sted, er globaliseringen omkring 1990. Det skete så mange forskellige steder i verden på samme tid, der er ikke én enkelt film-gruppe – som neorealisme, eller nouvelle vague – som kan ses som trendsettere. Og det kræver mere info om hvad der helt præcist adskiller en nybølge film fra en globaliserings-film. Men det er også noget som det at kigge på Cannes 90 hjælper med. Som jeg skrev da jeg skrev om The Sting of Deathså er Cannes 90 kendetegnet ved at den overhovedet ikke er oppe i tiden. Filmverdenen var midt i Brud Fem, men Cannes 90 er ikke med på beatet. De bedste film – Godard’s Nouvelle Vague, Ucho – er ganske gammeldags. Hvordan passer Tilaï ind i dette?

skærmbillede_2015-11-23_kl_165414

Helt grundlæggende må det siges, at der ikke var nogen områder af Afrika, der spillede den store rolle i globaliserings-bølgen omkring 90. Vest-afrikansk film har sin glansperiode i tresserne og halvfjerdserne, især film fra Senegal hører med til nybølgerne, med Ousmane Sembene (Xala, Ceddo) og Djibril Diop Mambéty (Touki Bouki) som de store auteurs. Faktisk kan post-koloniale film fra frankofone Afrika siges at spille en hovedrolle i starten af Nouvelle Vague, den del som kaldes Left Bank film, med film som Paulin Vieyra’s Afrique sur Seine fra 1955, Jean Rouch’s Moi, Un Noir fra 1958, og Ousmane Sembene leverer også et klasseeksempel med La Noire de… fra 1966. Traditionelt kaldes de her film afrikanske film, men de omhandler i høj grad en fransk virkelighed. Derudover kan Nouvelle Vague siges at være grundlæggende post-kolonial, den næres ved frustrationen ved Frankrigs krigs-eventyr i Algeriet, og den gaullistiske regering der opstod ud af den krise, hvilket naturligvis kulminerede i opstanden maj 1968. Det kan være nærliggende at sige, at afrikansk film simpelthen levede af en post-kolonial energi, og at de her film fra slut-firserne og start-halvfemserne, som Tilaï er et eksempel på, blot er efterdønningerne. Men jeg gik lidt mere i dybden med det, og helt så simpelt er det ikke.

skærmbillede_2015-11-23_kl_165617

I Roy Armes’ African Filmmaking: North and South of the Sahara henregner han Idrissa Ouedraogo’s film Yam Daabo (86), Yaaba (89) og Tilaï (90) til en gruppe af film han kalder ‘Exemplary Tales’. Instruktørerne går tilbage til en præ-kolonial fortid for i stedet for at lave post-koloniale kritikker. Armes nævner at en anden kritiker, Manthia Diawara, har opstillet tre grunde til dette skift: ‘to avoid censorship, to search for precolonial African traditions that can contribute to the solution of contemporary problems, and to develop a new film language.’ (s. 122) Problemet er, at det lyder relativt meget som f.eks. grundene til at iransk film tog et skift mod det poetiske og meta i halvfemserne, en gruppe af film der er helt centrale min idé om den globale filmbølge. Så er der alligevel en bølge af film som passer ind? Ja, hvis nogen afrikansk filmkultur skal kunne siges at passe ind i en sådan bølge, så må den ligge her i Burkina Faso og nabolandet Mali. Udover Ouedraogo snakker vi også filmskabere som Gaston Kaboré fra Burkina Faso (Wend Kuni, 83, og Zan Boko, 88) og især Souleymane Cissé fra Mali, hvis Yeeleen, der vandt jury-prisen i Cannes 1987, er det ultimative eksempel, en magisk saga om en ung mand der må bekæmpe sin far i et mystisk afrikansk landskab.

skærmbillede_2015-11-23_kl_165615

Men Ouedraogo er altså fra Burkina Faso. Som først fik sit navn i 1984. Blaise Compaoré tog magten ved et kup i 1987 mod den venstreorienterede Thomas Sankara, og beholdt den helt indtil protester i oktober 2014. Tilaï betyder ‘loven’, og selvom filmen intet har at sige om samtidens politiske tumulter, så er det en allegorisk beskrivelse af den voldelige spiral der vokser ud af for strikse attituder over lov og tradition. Saga vender hjem til sin landsby efter at have været væk i flere år, og finder at hans forlovede Nogma i mellemtiden er blevet tvangs-gift med hans far. Da de alligevel indleder en affære er det for landsbyen en utålelig incest-skandale, Nogma’s far begår selvmord, og Sagas bror Kougri bliver valgt til at slå Saga ihjel. Men i stedet sætter han ham fri, og herefter bliver filmen for alvor tragisk. Der er noget græsk tragedie over det hele, måden hvorpå skæbnen dræber nærmest alle involverede i plottet. Det er en afrikansk saga, ligesom Yeeleen f.eks. er det.

skærmbillede_2015-11-23_kl_165721

Problemet kommer i henhold til den tredje grund som Diawara gav, at filmene forsøger at finde et nyt film-sprog. For det kan jeg ganske enkelt ikke finde. Jo, der er smukke lange skud af mennesker i landskabet, men det føles ikke som noget ‘sprog’, det føles som flotte billeder. Der er ikke nogen følelse af, at det primordiale i fortællingen har trængt sig ind i filmens form. Tværtom var filmens billedside nærmest en modernisering i forhold til tidligere, der er brugt 35mm kameraer hvor der før ofte kun var råd til 16mm. Det blev i halvfemserne mere udbredt på norddelen af kontinentet, især pga franske co-producer-penge. Måske var det også det som slog den gryende bølge itu, for f.eks. Ouedraogo begyndte i stedet at lave film om forholdet mellem Frankrig og Vestafrika, hvoraf jeg har set Le Cri du Cæur (94), som er en glimrende skildring af en ung drengs problemer med at omstille sig til et liv i Frankrig efter at hans succesfulde emigrant-far bringer ham dertil. Det er en rigtig god film, men igen er der ikke noget specielt burkinabé’sk over den.

Måske er det mangel på ressourcer? Burkina Faso var og er for fattigt et land til at have en egen filmindustri, hvilket er hvorfra bølgerne i Iran, Taiwan og Hong Kong blomstrede. I stedet startede en lille gruppe filmskabere med at lave deres egen stil, men der var ikke energi og ressourcer nok til at komme videre med den, og så blev det ved forsøget. Som sådan er saga-stilen fra Mali og Burkina Faso en interessant uudforsket sti i filmhistorien. Der var potentialet til at skabe noget rigtig nyt, men det skete ikke. Tilaï vandt juryens store pris i Cannes, og er dermed den mest anerkendte af alle de her film. Som sådan har den måske fortjent sin egen lille plads i filmhistorien. Yeeleen er dog en bedre film.

Fortjent Pris?

Der er noget flot over at The Sting of Death og Tilaï delte juryens store pris. Fint med noget anerkendelse til den her film, som er blandt de bedre i konkurrencen, om end ikke blandt de bedste. Jeg havde måske skubbet dem ned til juryens almindelige pris.

I næste uge skal vi tilbage til 2014, til den aller sidste film i konkurrencen jeg ikke har skrevet om endnu. Det skal dreje sig om Mike Leigh’s Mr Turner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.