PIX15 – Sworn Virgin (Laura Bispuri)

Jeg elsker festival-film. Jeg kom blot fem minutter ind i min første konkurrence-film, før der var den første onani-scene. Alba Rohrwacher (nok mest kendt fra I am Love) der spiller hovedrollen, er stramt og dydigt klædt på, men hun får godt nok gnedet sig op af nogle sofapuder. Rohrwacher spiller Hana, titlens svorne jomfru, en ung albansk kvinde, der lover at leve i cølibat, og som gevinst får lov til at leve som Mark, mand i det ekstremt patriarkalske nord-albanske landsbysamfund. Han rejser til Italien for at bo med sin ‘søster’ Lila (jeg fangede ikke helt hvordan de er i famile, der er en del elipser i fortællingen), der fandt en mere normal måde at stikke af fra de snærende samfundsnormer, og begynder langsomt at genopfinde sin identitet.

Når vi snakker om ‘billeder’ i film, så mener vi normalt stillbilleder. Men det kan være ganske praktisk at snakke om del-billeder i filmen, om ting, som ikke er symboler eller tegn eller noget. Som går igen på mange måder, i mange sammenhænge. Et sådant billede er Alba Rohrwacher’s Mark. Det virker forkert at sige, at det er fordi hun spiller fantastisk, det lyder som om hun er ekstremt ekspressiv og gør rigtig mange ting. Men hele pointen med filmen er, at Hana mistede evnen til at vise sig selv, da hun lod sig tvinge til at blive Mark. Men Mark er stadig en fantastisk konstruktion, som han optræder med androgynt ansigt, kortklippet hår, løsthængende tøj, og nærmest komplet mangel på udtryksfuldhed. Og Sworn Virgin er så god en film som den er, fordi den har et så stærkt centralt billede at dreje sig omkring. Samt fordi det håndholdte kamera altid er i stand til at fange Mark effektfuldt sammen med omgivelserne. Mest sublimt i mødet mellem de sneklædte albanske bjergvidder og den lille mand. Men også på en italiensk rulletrappe, i en svømmehal, en parkeringskælder. Det fungerer hele vejen igennem, og betyder filmen kan hvile i sig selv uden at skulle fylde alt for meget kunstig drama på for at skabe forløsning. En instruktør, der kan skabe så meget katharsis blot ved et enkelt smil, er en instruktør jeg vil se mere til!

I flashbacks får vi historien om hvordan Hana blev til Mark, hvilket vil sige at Mark, filmens bedste billede, ikke optræder. Så er der til gengæld en del mere gang i plottet: Hvor nutidsdelen lever i en mand der vandrer rundt og finder sig selv, så får vi i Albanien både skydevåben, snestorme, forbudt kærlighed, og endda et forsøg på gruppevoldtægt. Der er godt nok gang i den. Til gengæld, så oppe i nutiden er der en del om synkronsvømning! Som viser sig at være den perfekte sport til den her film: En sport kun for kvinder, der handler om at bruge sin krop ekspressivt. Præcis det Hana/Mark ikke må. Og det viser sig at være overraskende filmisk. Et langt klip starter oppe på kanten, men følger derefter to unge kvinder ned under vandet, og filmer dem mens de komisk bakser rundt og spræller, i forsøget på at positionere sig så det ser mest muligt graciøst ud for dem der ser på oven vande.

Vi snakker som sagt håndholdt kamera, og klipningen er hård og kontant. Hana og Lila løber om kap KLIP de bliver ført hjem af deres far KLIP nu sner det rigtig meget KLIP nu er det sen aften og de er hjemme. Stilen minder mig måske mest af alt om Lars von Trier film som Breaking the Waves, der også klippede for at skabe den største effekt, snarere end for at fortælle historien mest gnidningsfuldt. Historien om kvinden der blev tvunget til at ofre sin identitet for at passe ind, er også noget von Trier kunne have fundet på.

Vi snakker ikke noget åbenlyst mesterværk, men en stærk og egensindig debut, der viser en personlig stemme der har vilje til at skabe nye billeder og lave filmisk film. Hvilket er hvad jeg håber på med enhver debut. Derudover kan jeg altid godt lide når en film får mig til at dykke ned i et wiki-hul, hvor det viser sig at de her ‘sworn virgins’ faktisk er en virkelig ting, og at misogynien i landsbyen sikkert ikke er overdrevet når der leves efter ‘kanun‘. Som har fået et comeback efter kommunismens sammenbrud i Albanien, der rev statsapparatet med sig. Så lærte jeg også noget om det. Håber de andre film er lige så billedstærke, og lærer mig lige så meget, så vil jeg være glad

PS jeg havde sagt jeg ville starte med at skrive om Eliten, men den var sgu udsolgt! Håber at se den senere på festivalen, men den ser svært populær ud. I morgen står den på franske Portrait of the Artist.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *