50. HVAD – HVAD DØGN
Hvad skal man dog gøre med HVAD? Den erfarne DJ (også kendt som Hari Shankar Kishore, Kid Kishore, Albertslund Terror Korps) spillede koncerten HVAD DØGN i Cisternerne den 6.-7. januar 2024, og i år kom så livepladen. På vinyl, endda. En boks med fyrre plader. Komplet umuligt at høre i én køre, og også uoverskueligt at få hånd om, her snart et år efter udgivelsen. Men satte man bare en enkelt time på, som det var opdelt på streamingtjenesterne, var det som regel en effektiv ambient-plade. HVADs loopbaserede lydunivers knitrer og snurrer rundt, og lyden står godt til Cisternernes drypstens-akustik.
49. Blaue Blume – Regnvåde sale
Det danske sprog fylder mere og mere i den danske musik, så meget at selv kunstnere, der ellers var fremragende til at bruge det engelske sprog musikalsk, nu skifter over til at synge på dansk. Blaue Blume fik et publikumsmæssigt gennembrud med Regnvåde sale, der droppede deres Cocteau Twins-agtige brug af det engelske sprog som lyd-fantasi, for i stedet at skifte over til dansk, simpel, ligetil, syng-med lyrik. Og det er naturligvis et gigantisk skridt i den forkerte retning i forhold til forgængerne, over mod noget meget mere ordinært poprocket. Men Blaue Blume er stadigvæk artsy og skønhedssøgende, og på numre som ‘Det husker jeg’ og ‘Det er din kærlighed’ (ugh, de titler…) skabte kombinationen af musikalsk abstraktion og dansk-sproget ligefremhed et par af årets bedste pop-rock sange.
48. Tak for dit brev – Langsyn
Og en anden ting, der er galt med dansk musik: Alt for meget ‘nordic sound jazz’, duoer eller trioer, kontrabas og så noget melodisk ovenpå, klaver eller synth. Ambient og minimalistisk jazz, som skal forestille at lyde som et nordisk skovlandskab, men som lyder som en dårlig café på Østerbro. Nej, Simon Toldam har derimod knækket koden på sit andet album med Tak for dit brev-projektet. Ved at bruge mørke blæserinstrumenter, kornet, klarinet og basklarinet, og være lige så inspireret af nordisk folke-danse-musik, så rammer det stilen fra Jazz på svenska meget renere, også selvom den nu 90-årige bassist Georg Riedel ikke er med denne gang. Der er ikke et P8-hit som ‘Nu sejler vi’ på projektets anden plade, men som helhed var det noget af årets bedste søndagsjazz.
47. Ida Duelund – Sibo
2025 blev året hvor den københavnske alt-pop stil nåede så langt ud, at Spotify lavede playlisten ‘Cph+’ til at samle det hele. Det føles næsten også som om bassist og komponist Ida Duelund tog stilen et nærmest parodisk sted hen på Sibo, hvor hendes underspillede popsange blev iklædt det lyddesign hun har vist sig så god til at lave som filmkomponist og del af duoen Lueenas, og så med tekster på volapyk ovenpå, for at gøre kontrasten mellem det tillokkende og det fremmedgørende ekstra større. Men albummet fungerede fordi sangskrivning og produktion vitterligt var på et højt niveau, særligt på sange som ‘Misi miamo’, ‘Kio’ og ‘Yrsa’, der næsten kunne have været hits hvis de var blevet lavet lidt mere normalt. Men så havde det jo ikke været lige så ‘Cph+’.
46. Selina Gin – I Memorize Your Face, ‘Cause It Changes All The Time
Selina Gin fortsatte på solo-toeren med at lyde meget mere moden og pop-rocket end hun gjorde tilbage i Nelson Can-dagene, men i modsætning til debuten var sangmaterialet denne gang helt i top. ‘Oh My Heart’, ‘Hey Gatekeeper’ og ‘Hurts Like A Mother’ var tre hits ud af ti sange, og hun har også udviklet sig til en af Danmarks mest elegante og udtryksfulde sangere. Det var alt sammen meget pænt og behageligt, men også nogle virkelig udtryksfulde ørehængere.
45. Speedy & Abcitoo – FLYVENDE PÅ LIFE
Der er hele tre interludes på det 23 minutter lange album, som ellers skal forestille at introducere både Speedy og Abcitoo som rappere. Men det giver god mening på et album der er sonisk i ganske særlig grad for dansk rap. De to unge fyres stemmer er autotunet i større eller mindre grad, lyse med den der helt særlige metalliske autotune efterklang, samt ekstremt melodiske, og produktionen – som på nær et enkelt nummer er håndteret af de samme tre producere – skaber et trap-poppet univers, svævende, nej netop snarere flyvende. Eller flydende, som kviksølv. Resultatet er en af de bedste uafhængigt udgivede popplader fra 2025, med tryk på pop.
44. The Raveonettes – PE’AHI II
Da The Raveonettes kom frem var deres musik nærmest Dogme-stramt: Korte sange, få akkorder, samme toneart hele vejen igennem. PE’AHI II er nærmest det modsatte. Kantet og sammensat, med mærkelige intro-stykker, lange instrumentale passager, sange der forsvinder væk. Albummet består efter sigende af mere materiale fra optagelsen af PE’AHI for over ti år siden, men det lyder ikke bare som b-sider. Der er noget kollage-agtigt over pladen, som om en masse ufærdige sange er blevet klippet sammen, men præcis den effekt gør det til en af Raveonettes bedste plader. For de viser sig at være eminente til den slags plader, eftersom der stadig er deres sans for dynamiske sving og minimalistiske popsange. Så man når aldrig at kede, før et catchy hook eller et energisk guitarriff sætter ind. Og omvendt bliver pladen heller aldrig ensformig, hvilket ellers lidt var bandets akilleshæl, selv på deres bedste plader.
43. Frederik Valentin & Emil F – Falling Into Fall
Meget produktive Frederik Valentin havde naturligvis igen et album klar i 2025, og selvom det ikke helt kunne måle sig med Rock N Roll Will Never Die fra 24, så var det alligevel en positiv overraskelse. Emil Frederik Emborg har mixet Valentins seneste albums, er uddannet musikproducer fra RMC, og har produceret nogle af de sidste års bedste projekter, men Falling Into Fall var såvidt jeg kan se første gang han er krediteret som hovedkunstner. Han er en af lydarkitekterne bag nye indiekunstnere som f.eks Kingtommi, og hans lydidéer klædte Valentins univers virkelig godt. Falling Into Fall var mere indie-organisk, med god brug af strygere i første nummer ‘The Falling’. Med otte numre på 27 minutter føltes den nye lyd ikke helt udfoldet, men det var et rigtig smukt første glimt.
42. SATNAV – Everything A Part
Debutalbummet fra SATNAV handler bl.a. om ‘the importance of imagining better worlds‘. Det er en af styrkerne ved genbrug af popkultur fra 80’erne og 90’erne i genrer som hyperpop, vaporwave, etc: Når det er bedst er det ikke bare nostalgisk, men får omsat brug-og-smid-væk kultur til noget meget stærkere og mere kunstnerisk. Det skaber en idé om, at der altid er mere potentiale i tingene end man tror, at ting rent faktisk kan blive bedre. Sebastian Zieler har som medgrundlægger af pladeselskabet Big Oil Recording været med til at udgive noget af den bedste danske musik det seneste årti, og selvom SATNAVs debut ikke er på højde med f.eks Aperly High eller Debbie Sings’ bedste udgivelser, så fungerer pladen også næsten som en opsummering af en moderne undergrunds ideologi. Det er okay at bruge de lyse toner, de optimistiske klange, de syntetiske lyde fra fortidens konfekterede mainstream, musikken kan være lige så idiosynkratisk og tankefuld som fortidens undergrund.
41. Communions – Unreconciled
Pure Fabrications, Communions seneste plade fra 2021, var et af de mest selvsikre danske rockalbums de sidste ti år. Unreconciled er, som titlen antyder, langt mere usikker, søgende, rastløs. Væk er den elektriske guitar-støj-rock med de pompøse omkvæd, og i stedet får vi noget mere knudret, mere anspændt, mere indestængt. Det giver til gengæld plads til rytmegruppen, som griber chancen og virkelig imponerer. Og ind imellem, som på ‘New Phenomenon’ får vi et omkvæd som Communions plejede at lave dem, som god modvægt til resten af pladens bevidst kantede og svære udtryk. Det er ikke nemt at lave indie støjrock i 2025 og stadig lyde frisk, så Communions søgende stemning giver mening. Unreconciled lød stadigvæk som en overgangsplade, som en ny lyd, der ikke helt er på plads endnu.
