Palmesøndag del 494
(南國再見,南國, Nánguó zàijiàn, nánguó, Hou Hsiao-hsien, Taiwan
Cannes 1996)
Ifølge James Udden i No Man An Island – The Cinema of Hou Hsiao-hsien er Goodbye South, Goodbye faktisk et mislykket eksperiment. Hou Hsiao-hsien ønskede at vende tilbage til spontaniteten og energien fra hans tidligere film som The Boys From Fengkuei, og selvom man kan sige meget om Goodbye South, Goodbye, så er det en meget anderledes film end Hous første. Desuagtet at der er alskens innovative indfald og rock på soundtracket, hvilket godt kan virke spontant og energisk, så er det også en film, hvor man i minutter sidder og kigger ud af forruden på en bil. Det er moden Hou Hsiao-hsien, noget helt andet end hans første.
Men selv hvis Hou ikke opnåede det han havde håbet med filmen, så er det blevet en af hans mest hyldede. Cahiers du Cinema kaldte den for halvfemsernes næstbedste film i 2000, kun overgået af Brian de Palmas Carlitos Way. Filmen indeholder nogle af Hou Hsiao-hsiens mest berømte klip, men er også lidt en rodebutik af indfald og æstetikker, der dels ikke hele tiden virker personlige – meget af filmen minder om Wong Kar-wai, der i de her år fik sit internationale gennembrud – og dels aldrig rigtig samler sig til et hele. Hvilket ikke ville være noget stort problem, bortset fra at Hou formåede det med sine to næste film, som jeg derfor nok personligt sætter over Goodbye South, Goodbye.
Plottet i Goodbye South, Goodbye minder dog en del om The Boys From Fengkuei, bare i en noget større skala. I den film fulgte Hou en gruppe unge drenge, der tog fra den lille by Fengkuei på den lille ø Pengku og ind til den større by Kaohsiung på den større ø Taiwan. I Goodbye South, Goodbye følger vi to unge mænd, der forsøger at skaffe penge, så de kan forlade den lille ø Taiwan, og åbne en restaurant i Kina. Det er på samme måde en fortælling om unge taiwanesere, der drømmer om noget større, men finder ud af, at de i den store sammenhæng er ret så små.
Men der hører sammenligningen så også op. I The Boys From Fenguei var drengene bare drenge. Gao og Flatty, som de to unge hovedpersoner hedder i Goodbye South, Goodbye, er dels ældre end de unge drenge, dels har de større og lidt mørkere ambitioner. Vi møder dem i toget på vej til en lille by, hvor de skal arrangere organisere noget gambling. Filmen igennem forsøger de på den ene eller den anden lyssky måde at tjene nogle penge, indtil Flatty hører, at han faktisk har nogle penge til gode i hans familie på grund af en eller anden handel, som er lidt svær at forstå. Hvad der til gengæld ikke er så svært at forstå, det er, at han skal passe på med at kræve penge fra den del af familien, for de er også politibetjente og spiser middag med områdets magthavere, og der foregår nok noget ret så uldent, som to unge ‘punks’ skal passe på med at involvere sig i. For så kan det gå hen og blive endog rigtig mørkt.
Hou gentager igen en del af sine tidligere æstetiske idéer, men denne gang gerne med et twist. Således åbner en film af Hou igen med nogle unge mennesker ombord på et tog, men der er en meget anderledes stemning end i en firserfilm som Dust in the Wind. Her kørte søde unge mennesker i tog i tresserne, tog del af en mirakuløs modernisering af Taiwan, sad i moderne mekanik og kørte igennem sublim natur. I Goodbye South, Goodbye sidder Gao med solbriller på og stirrer ud i luften, too cool for modernity, skal bare frem hurtigst muligt. I en anden transportscene – et af filmens bedste klip – kører de to unge mænd på motorcykel ad små veje, den ene med kæresten bagpå, og virker næsten som Taiwans svar på Easy Rider. Det er nogle andre typer af unge, end dem fra Hous historiske film. Men hvor man nogle gange har følt hos Hou, at han har haft svært ved at finde den samme empati med de nye generationer af Taiwansk ungdom, som hans film havde overfor unge fra hans egen generation, så synes jeg egentlig han i Goodbye South, Goodbye gør sig umage.
Dels skildrer han hvordan de unge mænd kommer i klemme i nogle lyssky systemer, som er meget større end dem selv. Man forstår hvorfor de kommer galt af sted, på en måde man aldrig rigtig forstod hvorfor Ah Wei blev slået ihjel i Good Men, Good Women, og har derfor mere empati med dem. Hou skildrer også mere tingene fra de unges synsvinkel, bogstavelig talt. Der er nogle helt bizarre klip i Goodbye South, Goodbye, ulig ret meget andet Hou har lavet, ulig ret meget andet nogen nogensinde har lavet, hvor f.eks tingene er forvrænget som filmet gennem glas, eller billederne er tintet helt grønne eller røde. Og herefter ser vi f.eks en ung kvinde sidder og kigge på de andre gennem en glaskugle, eller Flatty med røde solbriller på. Vi ser bogstavelig talt tingene gennem de unges øjne, også når verden bliver forvrænget af de skærme de putter op foran den.
Det ser fuldstændig bizart ud, er et helt vildt greb, og jeg ved ikke om jeg decideret kan lide det. Men det giver også noget empati, at vi bliver trænet til at se tingene fra de unges synspunkt, at vi godt kan mærke, at de forsøger at undersøge hvad der foregår i verden omkring dem. Der er også nogle gange det flydende og formålssløse kamera, som der også var i Good Men, Good Women, hvor det virker som om kameraet driver rundt fordi der ikke sker noget som helst, men det er ikke kun hos de unge. I filmens længste klip flyder kameraet rundt på en karaoke-bar, hvor områdets vigtige mænd mødes og spiser og drikker sammen, og laver skumle aftaler. Og her er det som om kameraet også udstiller dem, de kommer til at virke lige så overfladiske og ligegyldige, som når de unge mennesker kaster op med tømmermænd eller tisser for åben dør. Denne gang er den tidligere generation ikke skildret som om de har mere mod og drive i deres tilværelse. De har bare mere magt.
Goodbye South, Goodbye er igen en vild film. Hou kastede virkelig mange filmiske idéer om sig i halvfemserne, han eksperimenterede virkelig meget. Det er ikke alt, der fungerer, og jeg deler ikke idéen om, at Goodbye South, Goodbye er et filmisk hovedværk fra halvfemserne. Det er der to andre af Hous halvfemserfilm, som er. Når det kommer til at skildre rodløs og småskummel ungdom i asiatiske byer og skove, så bød halvfemserne også på Wong Kar-wai film som Days of Being Wild (1990) og Fallen Angels (1995) som jeg synes mere er hovedværker. Og når det kommer til Cannes 1996, så synes jeg mere det lykkedes at finde nye filmsprog for Lars von Trier med Breaking the Waves og Aki Kaurismäki med Drifting Clouds.
Hou Hsiao-hsien var for mig stadig i en søgende fase. Men to år efter, så havde han dælme fundet noget helt unikt. Og så kom endnu et hovedværk.