Årets danske plader 2021

50. Nymalet – Syv lag

16 minutter er ikke meget, men det er så også det eneste ved supergruppen Nymalets vidunderlige ep der ikke er maximalistisk. De syv musikere lavede virkelig meget lyd, og fik det altid til at give mening. Der er intet som glæden ved at skråle sammen, alle sange burde have tre guitar-soli oven i hinanden, selv oplysninger om arbejdsforhold i Brugsen bør synges indfølt i kor. Katinka, Asger Techau og alle de andre skabte noget helt særligt her. En dansk rock ep helt uden skam eller angst for at være for meget. Som de siger ‘Det er bare klichéer / men det fungerer’.

Selvom du


49. Simon Toldam – Tak for dit brev

Det føles nogle gange som om halvdelen af den danske jazz-scene først og fremmest forsøger at skrive en komposition som Simon Toldams ‘Nu sejler vi’. En komposition, der er simpel som en børnesang, men samtidig jazz’et skæv og mærkværdig. Den slags, der kan spilles hver søndag formiddag de næste halvtreds år. Dem var der kun én af i år, og den er på Toldams album. Resten af albummet har også en skøn lyd tilbagelænet lyd, præget af mørke instrumenter – Nils Berg på basklarinet og Tobias Wiklund på kornet – og uden trommer. Uden tvivl årets søndagsplade.

Nu sejler vi


48. Several Things – Please Don’t Do This To Me Life

Jeg har svært ved at forestille mig en mere indie’et pladetitel end Please Don’t Do This To Me Life. Og var vi i tvivl om stemningen hedder numre ting som ‘And I Feel Like I’m Dead’ og ‘How To Fail At Everything’, inden vi runder af med ‘Om Sorg’. 21 sange på 49 minutter, indspillet over 11 år. Alt er optaget skramlet og billigt, og det meste er uden trommer. Selv sangstemmen kommer mest af alt til at lyde som en støjkilde, som den flyder oven på de dissonante guitarer. Næsten alt gør ondt, men en enkelt melodi trænger her og der frem som lys i mørke.

Have you met me?


47. Rasmus Johansen fra Fly – Køddag

Rasmus Johansens plade lyder lidt som hvis Bisse hørte Niels Hausgaard i stedet for CV Jørgensen – det vil sige mange gange bedre! Og hvor mange for tiden knækker halsen på at skrive ‘satiriske’ tekster, så fungerer Johansens udgaver nærmest eksemplarisk. Køddag er kreeret som en kakofonisk dialog mellem alskens danske stemmer. Åbningsnummeret ‘Grønskollingen’ er skrevet som et læserbrev, ‘Urmælk fra Thise’ er en snak mellem en P5-jyde og hendes P6-søn fra Vesterbro. Fordi pladen, snarere end at gøre grin med emner, i stedet satiriserer den måde vi snakker sammen i dagens Danmark, så formår Johansen endda at lave en velfungerende sang om den forkætrede ‘krænkelseskultur’.

Problemulven kommer


46. NØX – Walk of Shame

Der er noget typisk dansk over at et kvindeligt bud på stodder-rap genren selvfølgelig skal hedde Walk of Shame. Der er mere skam, mere mørke over NØX’ sexfikserede rap-tekster, fjernt fra sex-positivister som Cardi B og Megan Thee Stallion. Men det er en stærk og sammenhængende verden hun bygger op, et sted ‘hvor vi knalder før vi knalder dig ned’. Som så mange andre rappere er hun en ‘Slummajestæt’, men hendes dronningedømme er baseret på sex frem for f.eks stoffer og vold. Det blik, og de stærke produktioner fra Xeren, skabte årets mørkeste og hårdeste danske rapalbum.

Slummajestæt


45. Jærv – Skud

Jærvs første plade som duo er ret mærkelig af en retro-plade at være. Som helhed er deres lyd utvivlsomt et opkog af dreampop/shoegaze-scenen, det høres fra de aller første bøjede psykedeliske guitar-klange. Men det er som om Jærv bruger for bredt af genren. I stedet for at dyrke det cool og kanoniserede fra deres elskede lyd lukker de samtidens pop ind, og kan lyde nærmest som Ray-Dee-Oh. Og samtidig går de for langt frem i tid, og lyder som fra superstjernerne der også hørte drømmepop: Smashing Pumpkins, selv lidt Madonna a la Ray of Light. Dermed bliver Skud nærmest meta-retro, og til tider udfordrer den nærmest genre-begrebet. Andre gange lyder den præcis som Cocteau Twins, og det er også godt nok.

Når byen sover


44. Yung – Ongoing Dispute

Jeg tror næsten titlens løbende kamp drejer sig om taktarter. I rigtig mange sange kæmper 4/4 rytmer med 3/4, eller går pludselig over i 5/4 eller noget endnu mere komplekst. Men også riffs, melodier, tekstbidder synes at stride med sig selv. ‘Keep on playing that note’ synger Mikkel Holm Silkjær som en syrlig kommentar til det dronende guitar-riff i pladens første vers. Det skaber alt sammen et medrivende post-punk album om kampen for at finde sig selv og indse hvem man ikke burde stole på.

Autobiography


43. “Exchange”

Det lille label Petrola 80 udsendte et fornemt portræt af den danske elektroniske scene med denne compilation. 11 numre med 20 kunstnere, hvert eneste nummer var et samarbejde. Det gav en konstant omskiftelig lyd, fra drum’n’bass hos Main Phase & Lille Høg til mere rendyrket electronica hos Astrid Sonne & Minais B og Clarissa Connelly & Johan Polder. Udover at være afvekslende og indeholde noget af årets bedste danske elektroniske musik, så var den spraglede compilation også sammensat ret så fremragende, så pop- og indietronica sange vekslede mellem rytmiske udladninger, indtil det hele kulminerede i Lyra Valenza & Søren Gades pop-banger ‘Hold Fast’.

Main Phase & Lille Høg – Hold On


42. Ghost Coast Choir – Ghost Coast Choir

Moderne kormusik bevæger sig gerne på kanten af det rene fløde – Morten Lauridsen, Eric Whitacre – hvis den da ikke decideret falder i. Så egentlig virker det ikke som verdens bedste idé at svøbe et kor ind i endnu et lag af effektjageri. Men Gustav Rasmussen og Torben Seierø lod sig ikke afskrække, og trak koret Ensemble Edge ind i en sindrig elektronisk og postrock’et lydverden. Det virker næsten for let når en stemme på ‘Broken Voice’ får tilført et lag af digitalt støj, så den kan virke ekstra ødelagt. Men i det store hele er resultatet svært uimodståeligt.

Soldier



41. Randi Pontoppidan & Thomas Buckner – Voicescapes / Randi Pontoppidan & Sissel Vera Petterson – Inner Lift

Hvis man havde trang til mere avantgardistisk vokalmusik, så var Randi Pontoppidans to albums med hvad man kunne tage hende på ordet og kalde Voicescapes ret perfekte. Bedst var Voicescapes, hvor improviseret bas og sopran føjede sig om hinanden, og skabte et komplekst lydlandskab med små midler. Inner Lift tilføjer blot zither og tibetanske bedeskåle, men det gør det en lille smule mere velkendt. De to plader understreger dog umiskendeligt, at Pontoppidan er Danmarks pt mest interessante avantgarde vokalist.

Greeting