Palmesøndag del 496
(Selon Charlie, Nicole Garcia, Frankrig
Cannes 2006)
Når man snakker om manglen på kvindelige instruktører i filmverdenen, så handler snakken som oftest om retfærdighed. Det er naturligvis forkert, at tonsvis af dygtige instruktører bliver dårligere behandlet – helt åbenlyst, come on – på grund af deres køn. Men det har naturligvis også haft en negativ kunstnerisk konsekvens, at nogle kunstnere er blevet dårligt behandlet, udelukkende på grund af deres køn. F.eks har der ikke været ret mange udleverende mande-portrætter i Cannes, i forhold til hvad man kunne tro. Ikke som Charlie Says, ikke satirisk, beskt, og med skarpt blik for kønnede strukturer.
Det må man give Charlie Says. Den skillede sig ud i sin samtid, inklusive i Cannes, der ellers havde et for sin tid mere diverst år end normalt, med hele tre (!) kvindelige instruktører. Der er noget særligt over den måde Garcia skildrer filmens mange mænd. Men det er så også det mest særlige ved filmen, der ellers er en ekstremt tidstypisk multi-plot film.
Jeg har det ofte virkelig svært med multi-plot film, der ofte bygger på søgte sammenhænge og usandsynlige plot-udviklinger. I Charlie Says er der dog en enkelt person, som binder det meste af filmen sammen: Charlie, en ung dreng, der det meste af filmen tavs observerer hvad andre mænd omkring ham har gang i. Hans far Serge (Vincent Lindon) har en affære, som han tager sin søn med til, for at have et alibi over for hans kone. Kvinden som hans far ses med er gift med Pierre (Benoît Magimel), der tilfældigvis er Charlies skolelærer. Rundt om dem kredser Joss (Benoît Poelvoorde), der netop er kommet ud af fængslet, og på ret uduelig vis forsøger at organisere et nyt kup, samt byens borgmester Jean-Louis (Jean-Pierre Bacri), der udover at gå op i hvilke blomster der plantes hvor i byen, mest ser ud til at bruge tid på sin egen affære med en meget yngre kvinde.
Charlie spiller en rolle i alle historierne, men ellers er der ikke meget rent plotmæssigt, der binder fortællingerne sammen. Jeg fik ellers dårlige nerver over f.eks, de mange scener hvor mændene kører i bil, for hvis der er én ting som den her slags film kan lide, så er det at få alle filmens karakterer til at køre galt sammen. Men nej, det virker nærmest mere som om Garcia leger med genren, som allerede i 2006 var præget af en masse klichéer. I stedet bindes historierne mest sammen tematisk, som et samlet portræt af maskulinitet i krise. Karaktererne er mere eller mindre sympatiske, ingen af dem er decideret skurke, men selv Pierre, som gør færrest moralsk forkerte ting, har store ikke-bearbejdede problemer, der f.eks får ham til at tyre en håndbold i hovedet på en holdkammerat. Både Serge og Jean-Louis bruger så meget tid og besvær på deres affærer, at det først og fremmest virker ynkeligt – hvilket understreges i en sjov scene, hvor Jean-Louis af politiske årsager slår op med hans langt yngre elskerinde, som virker helt overrasket over at han går så meget op i det, mens han selv nærmest virker knust.
Som i Modstanderen er en af filmens største kvaliteter Garcias vilje til at trække de her mandeportrætter helt ud på overdrevet, og hendes mange stærke skuespillere er fuldstændig med på den. Vincent Lindon er som så ofte fabelagtig, ikke mindst når han trisser nøgen rundt mens han forsøger at retfærdiggøre sig selv, og Jean-Pierre Bacri har filmens bedste øjeblik, da han får at vide, at hans forhold til en langt yngre kvinde nok kan gøre hans næste valgkamp noget mere besværlig, og netop som han knækker sammen i selvmedlidenhed bliver spurgt om han vil lede en conga, og derefter danser rundt i salen med et dybt ulykkeligt ansigtsudtryk, og en endeløs række af fulde franskmænd bag ham. Det er så meget for meget, at det er helt vidunderligt.
Når nu Garcia er så god til at trække tingene ud på et overdrev, så passer hun meget godt til multi-plot-filmen. En anden anke mod så mange af dem er, at de først og fremmest bare lægger mere og mere og mere til, uden at det af den grund bliver bedre (som i Babel, hvor den japanske plot-tråd, der giver filmen lov til at sige, at den foregår på tre kontinenter, er elendig og overflødig), men det er netop når tingene bliver for meget, at Garcia træder i karakter. Det kan jeg godt lide, det gør hendes film til en af de bedre multi-plot-film jeg har set. Men det er en genre, som var virkelig træt i 2006, hvor både Babel fik stor opmærksomhed i Cannes, og Crash nuppede Oscar for næsten af Brokeback Mountain. Charlie Says ender også med at føles ret så gammeldags, og Garcias noget konventionelle instruktion gør ikke tingene meget bedre.
Det er ikke et makværk, men jeg kan også godt forestille mig, at den ikke gjorde noget godt for Garcias instruktør-karriere. Det var anden gang hun var i Cannes i træk, men herefter gik der et årti før hun kom tilbage, og selvom hun har lavet glimrende film sidenhen, er det også som om de blev lidt mindre personlige og auteur-agtige som årene gik. Garcia var allerede tres år da Charlie Says havde premiere, og havde en stor skuespiler-karriere bag sig, og en ok instruktør-ditto. Hun havde sine særlige instruktør-træk, men var stadigvæk først og fremmest lovende og på vej som decideret kunstner, og det er lidt sent at være som tres-årig. Læg dertil oveni, at den franske filmindustri jo generelt var (og er) virkelig sexistisk, og det er ikke svært at se, at Charlie Says ikke blev noget stort gennembrud.