Palmesøndag del 498
(Mal de pierres, Nicole Garcia, Frankrig
Cannes 2016)
Fra starten af Nicole Garcias instruktør-karriere var der to tydelige tematikker: Hendes film involverede som regel noget kriminalitet, omend mest ude i periferien af fortællingen. Og hun havde fokus på familie og maskulinitet i krise: Hendes mandekarakterer har traumer, lyver for deres partnere, har affærer. I anden halvdel af hendes instruktør-karriere dukkede et tredje tema op: Kolonialisme og krig, og efterveerne deraf. Nicole Garcia er nemlig selv født i Algeriet, barn af franske kolonialister, de såkaldte ‘pied-noirs’, og hun kom til Frankrig i 1962, ved afslutningen af Frankrigs fejlslagne kamp mod algiernes krav om selvstændighed. Det har kunnet ses i hendes senere film.
I Huset ved havet (2010) bliver familiefaren Marc (Jean Dujardin) blandet ind i et svindelnummer, da han føler han genkender en kvinde fra sin fortid (Marie-Josée Croze), og har en affære med hende. Det er igen både en film om en mand, der ikke er ærlig for sin familie, og hvor også kriminelle svindlere lukrerer i periferien af fortællingen. Marc mener at kunne genkende den fremmede kvinde som hans barndomskærlighed fra Algeriet, som han aldrig så igen efter familien flygtede til Frankrig, men da hans forældre påpeger, at den unge pige døde i et terrorangreb i tresserne, bliver plottet for alvor mystisk.
Noget andet virkelig mystisk ved Huset ved havet var, at skuespillerne var alt for unge til deres roller. Hvis de virkelig skulle have været børn for krigen i Algeriet skulle de have været oppe i tresserne – lidt ligesom Garcia selv – men både Dujardin og Croze var omkring de fyrre, og så kunne man tænke filmen bare foregik i halvfemserne, men det var der heller ikke noget, der tydede på. Det føltes i stedet som en mediation over en erfaring, der ikke kun hørte til krigen i Algeriet, men var mere tidsløs. Hvordan fortidens forbrydelser ikke bare forblev i fortiden, men bredte sig længere op i nutiden, end man skulle tro.
Der er lidt det samme i Elsk mig, tredje og sidste film som Garcia fik i Hovedkonkurrence i Cannes. Men hvor Huset ved havet føltes frisk og mystisk, så er Elsk mig en træt og gammeldags film, som man virkelig skal arbejde med, for at få noget ud af.
Kort efter Anden Verdenskrig forsøger Gabrielle (Marion Cotillard) sammen med sin landsby at leve videre, mens hun drømmer om romantik og at komme væk fra den lille by. Da José, en veteran fra den Spanske Borgerkrig (Àlex Brendemühl), frier til hende, er det en mulighed for at komme væk, og han er indforstået med, at hun insisterer på, hun aldrig vil komme til at elske ham. Men at leve i et kærlighedsløst forhold er i sidste ende ikke så nemt for dem begge to, så da Gabrielle får nyresten (filmens franske titel, Mal de pierres, betyder åbenbart ‘nyresten’, og det skal vist ret meget forstås metaforisk på en eller anden måde) drager hun til et sanatorie oppe i bjergene. Her møder hun André (Louis Garrel), en svagelig veteran fra den franske krig i Indokina/Vietnam, og de forelsker sig i hinanden. Det er et umuligt forhold, men det efterlader alligevel Gabrielle gravid med Andrés barn. Eller hvad? Hvad foregik egentlig oppe i bjergene? Skete der også noget traumatisk, som Gabrielle har forsøgt at fortrænge, ligesom José, André og alle de voksne i den franske landsby også forsøger at fortrænge hvad de har set og oplevet?
Der er så klart en tematik her. Hvordan mørk fortid sætter sig i kroppen, som ‘nyresten’ i mere eller mindre abstrakt forstand, særligt hvis man ikke taler om det. Hvilket hverken José kan som deltager på den tabende side i Spanien, eller André som soldat i en fjern krig, som den franske offentlighed ikke vil indrømme er tabt. I både Huset ved havet og Elsk mig er det i høj grad fortielserne, som får plottet til at rulle, hvordan traumer bliver til hemmeligheder, betyder fortiden aldrig bliver bearbejdet, leder til impulsive og dumdristige handlinger. Det er meget godt skruet sammen, og hænger i øvrigt fint sammen med Garcias tidligere film som The Favourite Son og Modstanderen. Det er ganske auteuristisk, og interessant at Garcia i anden halvdel af karrieren løftede det op på et ret stort politisk/historisk plan.
Men Elsk mig er simpelthen for kedelig en film. Det er et kostumedrama i rigtig typisk fransk stil, det går langsomt, lydsiden er overgjort og anmassende (yikes, hvor er der mange cikader i scenerne fra landet) og plottet er både tungt og også urealistisk. Det var ikke vanvittig originalt, at Garcia gerne trak på genrer som krimi og thriller i hendes tidligere film, men man savner godt nok noget genre-energi her. For der er ikke meget andet at komme efter, hverken i fotografi, klip, lyd eller skuespil. Intet af det er dårligt, det er rigtig dygtige mennesker på alle poster, men det er umanerlig det, som Truffaut sarkastisk kaldte for en ‘kvalitets-film’ i halvtredserne. Der er kvalitet over hele linjen, men der er næsten ingen energi i det.
Nicole Garcia var halvfjerds år gammel, da Elsk mig havde premiere. Hun har en ny film klar i år, nu firs år gammel. Hendes instruktør-karriere startede sent, hun brugte en del tid på hver film, og de har ikke altid været lige gode, så det er ikke verdens største filmografi, hun fik stykket sammen. Men tilføjet også skuespilskarrieren, der går helt tilbage til tresserne, og de senere år har budt på glimrende roller i film som Mia Hansen-Løves En dejlig morgen (2022) og Christophe Honorés Marcello Mio (2024), så er det alt i alt ret så imponerende. Hendes instruktør-ouvre hænger da også sammen rent tematisk, og der er nogle ret interessante film iblandt. Men hun nåede aldrig at blive blandt de bedste, og det blev lidt gammeldags med alderen.