Screen-Shot-2013-02-15-at-11.49.25

The King’s Whore (Axel Corti)

Palmesøndag del 37 af 1674

Hvis jeg havde været lidt mere forudseende kunne dette her indlæg sammen med hvad jeg skrev om Besøget og Foxcatcher have dannet en lille triologi om amerikansk indie-film før og nu. Indie er den store historie i Cannes i perioden med tre palmer i streg til Soderbergh, Lynch og Coen. Men udover Lynch har jeg ikke set meget til det i 90, hvor de amerikanske produktioner ellers har været ret klassisk filmarbejde fra Alan Parker og Clint Eastwood. Et hurtigt blik på de omkringliggende år tyder også på, at historien om Cannes som indie-højborg nok er lidt overdrevet, der er såmænd nok flere film af gamle etablerede navne, end af de unge løver, som så til gengæld vandt priserne. The King’s Whore er en anden type indie-film, produceret i Europa, som Besøget i Cinecitta, men på engelsk, og distribueret af det dengang ret så nye Miramax. Og hvis der er en alarmklokke som ringer her, så jup, de fuckede udgivelsen op, som de senere skulle blive berømte for at gøre. The King’s Whore er en anden historie om indie-scenen end successerne der vandt palmer, en historie om euro-trash, om folk der famler for at finde noget nyt, om outsidere der egentlig forsøger at lave noget helt normalt, men fejler spektakulært. Det er så klart den mærkeligste konkurrence-film jeg har skrevet om indtil videre, og nok én af de mest bizarre der nogensinde har været med. For hva haen fik folk til at tro at den her skulle være god?

Er det instruktøren Axel Corti? Østrigsk instruktør, aldrig hørt om ham, men han skulle have lavet en trilogi om østrigske jøder, som er fænomenal ifølge den hjemmeside som har dem til salg. IMDB kalder dem tv-film, men østrigsk tv-film kan også være ret godt – Haneke har f.eks. lavet nogle stykker. Stadigvæk, en tv-instruktør plejer ikke at springe direkte til Cannes, så der må være noget andet. Det kan vel ikke være emnet, jeg mener, alene titlen. Filmen bygger på en historisk roman og handler om Jeanne de Luynes, der var elskerinde for Victor Amadeus II, fyrste af Savoyen og senere konge af Sardinien. Historiske film har det godt på festivaler, men sjældent dem der kaldes ‘erotiske’ og som blander historiske begivenheder sammen for at kunne forklare dem ud fra en enkelt mands seksuelle besættelse. Måske er det castet, men det ser også lidt sjovt ud med nutidens øjne. Victor Amadeus spilles af Timothy Dalton, der netop året før havde spillet med i sin anden og sidste Bond-film. Han viser meget godt både hvorfor han fik rollen som sexet dræber, samt hvorfor han ikke har haft den store karriere siden da. Jeanne spilles af Valeria Golino, tidligere model, Tom Cruise’s kæreste i Rain Man, der vandt fire oscars i 89, og hun blev senere hen kendt for at spille den kvindelige hovedrolle i de to Hot Shots film. Men hun er også dobbelt vinder af Volpi-cup for Bedste Skuespillerinde i Venedig, med første sejr for Storia d’Amore i 1986, og anden gang såmænd i år for Per Amor Vostro. Hun har også haft ganske stor succes som instruktør, såmænd, med Miele der blev vist i Un Certain Regard i 2013. Kald mig bare politisk, men jeg kan godt lidt at i en elendig film om en ældre mand der tvinger en ung kvinde til sex, skrevet, produceret og instrueret af ældre mænd, der er det hende der spillede den yngre kvinde der har haft den mest distingverede karriere sidenhen.

KingsWhore7

Ikke at hun spiller specielt godt her, dog. Hun overspiller, ligesom alle andre. Og hun er den eneste der taler med en tyk italiensk accent, hvilket er endnu mærkeligere når nu Jeanne de Luynes var fra Frankrig. Men sådan er der så meget i den her film. Det er faktisk en forbløffende dårlig film. Der er vitterlig ikke meget der fungerer. Jeg skrev for to uger siden, at jeg ville blive overrasket hvis der var en film så dårlig som Kom og se Paradis i konkurrence i 90, men The King’s Whore er sgu deropad. Men den er elendig på en lidt sjovere måde. Kom og se Paradis er kompetent, men så kalkuleret og falsk at det ikke er til at holde ud. The King’s Whore er en katastrofe, hvor man tager sig til hovedet og siger ‘hva faen har de tænkt på?’ I hvert fald i den version jeg har set, og her kommer Miramax ind i billedet igen. Stadig et relativt ungt firma, det var først senere i halvfemserne at Brødrene Weinstein’s firma skulle blive den ultimative indie-fabrik med film som Pulp Fiction og Clerks, men de var allerede godt i gang med et andet kendetegn: At indkøbe film og dumpe dem og/eller klippe dem i smadder. The King’s Whore blev begge dele, aldrig udsendt i amerikanske biografer, og den version der er lettest at se, den version jeg kunne komme til at se, er blevet forkortet med næsten en halv time, hvilket gør et allerede dårligt plot nærmest komplet uforståeligt. Man kan godt følge med fordi filmen sjældent gør andet end det komplet forudsigelige, men alt foregår blot ved at blive antydet, og så ske. Pludselig er der krig med Frankrig, og pludselig belejrer franskmændende Torino, og man forstår at det i høj grad skyldes kongens fanatiske begær efter Jeanne, men… helt præcist hvordan hænger det sammen? Det virker som om det er sådan det skal være, fordi historien må være at kongens synd fører til hans fald, men det er ikke ret let at greje kausaliteten i handlingen som sådan. Kontekst synes klippet ud mens sex og vold naturligvis stadig er der, og det hele bliver mest af alt blot mærkeligt.

KingsWhore2

Hvad i alverden skete der her? Hvordan blev den her film lavet? Hvad fik Miramax til at købe den, og Cannes til at vise den? Jeg aner det ikke, det er meget mærkeligt. Men ‘mærkeligt’ er stadig sjovere end Kom og se Paradis. The King’s Whore er en rigtig dårlig film, men den var ikke den dårligste film i konkurrencen. Det er egentlig også lidt trist.

Fortjent Pris?

Nope.

Næste uge skal vi til noget anderledes ungt og energisk og oppe på beatet. Det skal dreje sig om Xavier Dolan’s Mommy.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.