Hvid Jæger, Sort Hjerte

Palmesøndag del 20
(White Hunter Black Heart, Clint Eastwood, USA
Cannes 1990)

Der er nogle instruktører der er palmeinstruktører, og nogle som ikke er. Coen-brødrene hører til i Cannes, mens Spielberg ikke gør – i hvert fald ikke i konkurrence. Nogle amerikanske instruktører laver måske nok prestigiøse film, men de laver Oscar-film, og det er altså ikke det samme som Palme-film. Det er lidt sådan jeg har det med Clint Eastwood. Han er måske nok efterhånden en af de mest prisbelønnede instruktører der findes i Hollywood, men det er stadigvæk svært at tænke på ham som en rigtig Cannes-deltager. Men for 25-30 år siden var han i konkurrence tre gange på fem år. For Pale Rider i 85, Bird i 88 og Hvid Jæger, Sort Hjerte i 90. Især Bird lyder helt mærkelig af en Eastwood at være, en 2,5 timer lang montage om jazzsaxofonisten Charlie ‘Bird’ Parker. Måske er det ikke så mærkeligt, at det er den eneste Eastwood-film der har vunder priser dernede, en Bedste Skuespiller til Forrest Whitaker i titelrollen, og en Teknisk Grand Prix for soundtracket. Men efter tre Cannes-film på fem år gik der tretten år før han blev inviteret tilbage igen, for Mystic River i 2003. Og kun en enkelt gang har han været tilbage, i 2008 med The Changeling. Det er et let unormalt skift, normalt når en instruktør holder op med at komme i Cannes er det fordi hans film bliver mindre prestigiøse. Og selvom opfølgeren til Hvid Jæger, Sort Hjerte var den noget mere letbenede Koldt Bly og Varme Øretæver, så havde Clinten hele tiden mixet tju-bang-film ind blandt hans mere seriøse værker. Men i 92 instruerede, producerede og spillede han hovedrollen i De Nådesløse (Unforgiven), som blev nomineret til ni Oscars og vandt de fire, heriblandt Bedste Film og Bedste Instruktør til Eastwood . Utroligt nok var det første gang Eastwood nogensinde var nomineret til en Oscar. Det var samtidig også et stort populært gennembrud for hans ‘seriøse’ film. Jeg tænker det snarere er dér grunden ligger til, at han holdt op med at tage til Cannes hele tiden. Han havde ikke længere brug for dem.

Hvid Jæger, Sort Hjerte spiller Eastwood ‘John Wilson’, en excentrisk og ærke-maskulin film-instruktør, der rejser til Afrika for at lave en film om et par, der sejler på en dampbåd op af en flod. Det er rimelig nemt at gætte, at filmen må være The African Queen fra 1951, at instruktøren i så fald må være John Huston, og at stjernerne skal ligne Humphrey Bogart og Katharine Hepburn. Filmen er da også baseret på en bog af samme navn, skrevet af Peter Viertel om hans oplevelser som manus-forfatter på settet til Huston’s film. I filmen hedder manuskriptforfatteren Pete Verill, og spilles af John Fahey. Wilson vil lave filmen for at komme ud af gæld, og er derudover mest interesseret i at få en rejse til Afrika og at komme på safari. Anden del af filmen handler om, at Wilson forsøger at skyde en elefant. Der er vitterlig ikke meget kød på plottet, det er i langt højere grad et portræt af en mand, og de ting han tror på. Det, som kom bag på mig, det som gør filmen så mærkelig, er, hvor meget filmen hænger på sin dialog. Det er ikke lige det man forventer af en Clint Eastwood film. Men Eastwood har mange, lange, monologer, som når han forklarer Pete hvorfor han har valgt en melankolsk slutning på filmen: ‘We’re gods, Pete. Lousy little gods, who control the lives of the people we create. We sit up in some heavenly place, and decide whether they live or die, on the merits of what happens to them in reel one, two, three, et cetera. And then we decide if they have the right to live. And that’s how we arrive at our ending.’ Lidt senere i samme scene fornærmer han en kommercielt tænkende producer ved at sige til ham: ‘You’re an obscene man. You witnessed the cultural disintegration of Central Europe, and you nevertheless persist on following the same cheap, disastrous course that led to Hitler over Europe, World War II, and the atomic bomb.’ Fik jeg fortalt at Clinten taler med en falsk britisk accent? John Huston talte distinktivt, og Clinten efterligner, og jeg ved ikke helt hvad det skal ligne, men det mindede mig en del om Huckleberry Hound. I det hele taget er det en tale-film, filmsproget er godt, klassisk, solidt. Hvilket også keder mig en smule. Det eneste er, i den aller sidste scene, hvor Wilson’s selvopfattelse er blevet knust, køres der pludselig en hektisk klippende strøm af beskuerne, skuespillerne, crewet, de afrikanske indbyggere i landsbyen, der observerer den store mands fald. Det knuger. Det er skide godt lavet.

skærmbillede_2015-06-25_kl_121600
skærmbillede_2015-06-25_kl_121755skærmbillede_2015-06-25_kl_121635

Billeder fra slutscenen

Der blev talt meget om hvordan Clinten ‘dekonstruerede’ hans image i perioden, hvilket sikkert især skyldes det lidt banale, at han i filmen De Nådesløse spiller en dræber der til en forandring har taget skade af at dræbe. Også Hvid Jæger, Sort Hjerte har dekonstruktive træk. John Wilson hiver konstant jagtrifler frem og sigter på folk, bruger geværet som del af sit image, men da han endelig kommer på jagt kan han ikke ramme en eneste hjort. Som med William Munny fra De Nådesløse er John Wilson også en mand, der bliver besat når han fokuserer på noget. Pete Verill siger sent i filmen: ‘Something terrible is wrong, the man has the FEVER! It’s just like any passion. It’s irresponsible and it’s destructive.’ Jeg har det dog lidt stramt med at tage den monolog for gode varer, for noget af det, som John Wilson går fanatisk op i, er, at bekæmpe racisme og anti-semitisme overalt hvor han ser den*. Selv når det medfører et gevaldigt lag tæsk stiller han sig op og tager kampen. Og det er stadig uansvarligt og destruktivt hvis ens passion er anti-racisme? Det er heller ikke rigtigt en dekonstruktion af Clint-myten, for Clint har alle dage været konservativ og reaktionær – og fred være med det, i øvrigt. Sammenligninger mellem Clint og John Huston som kunstnere er også lidt sær. Clint har haft ry for at kunne være besværlig, da han med Øje for Øje (The Outlaw Josey Wales) skilte sig af med Philip Kaufman og selv overtog instruktionen medførte det så stor furore med instruktørernes fagforening at de indførte hvad der blev kaldt ‘Clint Eastwood Reglen’. Men i skænderierne har Clinten mere haft den omvendte idé af hvad Wilson står for, Clinten har ment at film skulle laves hurtigt og spontant, så skuespillet føltes levende. Og som nævnt før: Samme år som Hvid Jæger, Sort Hjerte udsendte Eastwood filmen Koldt Bly og Varme Øretæver. Lyder det som en film lavet af en mand, der går fanatisk op i filmkunst? Af de grunde kan jeg ikke rigtig se den her film som en ligetil dekonstruktion af ‘Clint Eastwood.’ Der er for mange elementer, hvor filmen påpeger aspekter af Wilson som er ligepræcis dem, som Clinten ikke deler.

* Men behandler alle kvinder som lort. Mere progressiv er filmen heller ikke.

skærmbillede_2015-06-24_kl_134856

Men det er måske også mere spændende? Der er noget rodet over den her films opgør med myten, men det gør det måske mere interessant? Hollywood er fyldt med maskuline ikoner, og deres menneskelighed gør, at man altid kan finde startpunkter at dekonstruktuere ud fra. Rock Hudson var homoseksuel. John Wayne brugte paryk, var så konservativ at han støttede Joe McCarthy’s HUAC-commité, og lavede makværket De Grønne Djævle (The Green Berets) for at støtte op om Vietnam-krigen. Og så døde han af kræft som han formentlig pådrog sig som følge af radioaktiv stråling på settet hvor han spillede Djengis Khan i yellowface i den bizarre Erobreren (The Conqueror). Clint Eastwood er mere svær. For hvor meget hans roller som Manden Uden Navn er ikonografi snarere end skuespil, og hvor meget Dirty Harry er en fascistoid feberdrøm, og hvor mange mærkelige historier der er om ham, såsom at forfatteren bag Øje for Øje viste sig at være en tidligere KKK-leder der skrev under pseudonym, så må man bare også acceptere, at Clinten i den her periode var rigtig interessant som filmkunstner, og havde overskuddet til at lege med egen ikonografi. A Perfect World fra 93 vil jeg nærmest kalde et mesterværk. Hvis man skal dekonstruere ham skal man først forholde sig til hans egen dekonstruktion. Clint Eastwood er 85 år gammel, så for at sige det som det er, så må historien om ham snart være afsluttet. Og hvis den var sluttet for et par år tilbage, så havde man en afslutning: Med mærkværdigheder som det bizarre makværk J Edgar og den virkeligt ukarakteristiske Jersey Boys, og måske en slutscene hvor han taler med en stol på scenen til republikanernes årskongres? Og så i år, så fik han med American Sniper sin største succes i mange år… Hvad skal man sige? Der er lag i den mand.

skærmbillede_2015-06-24_kl_134736

Fortjent Pris?

Hvid Jæger, Sort Hjerte er en udmærket interessant film, og eftersom den på flere planer handler om filmhistorie, så kan jeg godt forstå den kom i Cannes. Men nej, den havde ikke fortjent nogen pris. Jeg har endnu ikke set Cyrano de Bergerac, der vandt Gerard Depardieu skuespiller-prisen, men Clinten’s semi-selvudstilling i rollen som John Wilson/Huston havde da sikkert flere lag af ikonografi. Men alene den bizarre accent må have gjort ham for kontroversiel til den pris…

Læs med igen næste søndag, når det bliver Dardenne-brødrenes To Dage, En Nat der bliver taget under behandling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.