Palmesøndag del 50
(Giuseppe Tornatore, Italien
Cannes 1990, Økumenisk Pris)
Man skal smede mens jernet er varmt. Guiseppe Tornatore erobrede hele verden med Mine Aftener i Paradis, kulminerende den 26. marts 1990, da den vandt Oscar for Bedste Ikke Engelsksprogede Film. Halvanden måned senere, i maj, var hans næste film klar til konkurrence i Cannes. Og selvom det egentlig gik meget godt, den fik den økumeniske pris og især de italienske journalister var svært glade, så gentog den på ingen måde successen fra året før. Det var nok også for meget forlangt, men den formåede heller ikke rigtig at bygge videre på noget. Det er en meget mere ambitiøs film, hvor det virker som om Tornatore virkelig skal vise hvor mange tricks han kan, men det bliver aldrig rigtig godt. Hvis Mine Aftener i Paradis er ‘nostalgisk postmodernisme’, som en mulig vej fremad, så er Stanno Tutti Bene bare lidt nostalgisk og gammeldags.
Noget af det som virkelig trigger nostalgi-musklen er, at legendariske Marcello Mastrianni (La Dolce Vita, 8½, etc) spiller hovedrollen Den da 65-årige skuespiller spiller en enkemand, Matteo, som da ingen af hans børn møder op hos ham, beslutter sig for at tage på italiensk rundrejse for at besøge dem alle sammen. Hans søn Alvaro finder han aldrig, og hans fire andre børn (Tosca, Canio, Norma og Guglielmo, de er alle opkaldt efter opera-figurer) spiller skuespil, holder hemmeligheder skjult for den gamle mand. Stanno Tutti Bene betyder ‘Alle har det godt’, for det er da sådan alle hans børn har det, er det ikke? (Dam-dam-daaaaam!) Små surrealistiske sekvenser tilfører en billedglæde (og gør det mere Fellini’sk), faderen har dunkle drømme, og ser sine børn som var de stadigvæk små. Efterhånden bliver det både et portræt af en mand, af aldring, og af et forstilt Italien, ude af stand til at erkende egne problemer.
Der bliver virkelig arbejdet med æstetikken i den her film, så meget at man kan blive helt forpustet. En af de første simple scener er blot Matteo der står på toget på en banegård, men der er så absurd mange klip i den scene, fra så absurd mange vinkler, at det er helt groteskt. Det er også flot, det er nogle flotte vinkler, men det er også vitterlig absurd. Tornatore blev dog også bedre til at lave den her slags æstetik, og i hans bedste film Malena, er det helt gennemarbejdet og nærmest proto-Sorrentinosk. Dyrk alle de små klip i den her lille sekvens, hvor bevægeligt og energisk det er. Udviklingen frem mod den stil starter her.
I det meste af Stanno Tutti Bene er der dog for lidt originalitet at spore. Blandingen af drøm og virkelighed giver selvfølgelig mulighed for at skabe interessante billeder, som når en gruppe ældre mennesker tilsyneladende bliver guidet rundt af en stemme fra himlen på en strand, men der kan nogen gange være en risiko for at den her stil paradoksalt nok affortryller virkeligheden. Så snart der er noget unormalt, så tænker man straks det er en drøm. Dermed bliver der ikke kommenteret på den virkelige verden som i Malena eller Den Store Skønhed for den sags skyld. Derudover er det som om nogle af passagerne er lidt rigeligt inspireret af andre film. Politiker-sønnen Canio holder taler i et tomt rum med billeder af forsamlinger på væggen, lidt ligesom Rubert Pupkin gør i Scorcese’s The King of Comedy. Og en ellers ret fremragende drøm, hvor børnene hives til himlen af en lumsk vejrballon, har billeder som synes kopieret fra starten af Andrej Rublev. Det er jo ikke nogen dealbreaker, men filmer savner friskhed, originalitet, styrke. Det er en god og lun fortælling, med mange muligheder for at gøre noget ved noget, men filmen griber dem ikke.
At det virkelig er en god og lun fortælling ses da især af, at filmen i 2009 blev genindspillet med Robert de Niro i hovedrollen som den gamle mand. Hvor mange Cannes-film bliver til feel good genindspilninger? Det kan man slå Tornatore oven i hovedet med, at hans film så let bliver til hvad der promoveres som feel good pap, men det må siges der skal være skåret en del spydighed fra, hvis det skal kunne glide ned. Stanno Tutti Bene er i originalen en elskelig og lun film, om en morsom og forvirret gammel mand, som Mastroianni spiller med kæmpe briller og elskelig lun selvoptagethed, hans let ensomme kontakt-søgende enkemand har svært ved at finde ud af hvornår han trænger sig på. Men pludselig trænger mørket sig ind: Børnene kaster ham ud til højre, og deres løgne skyldes at de er bange for ham. Han råbte og slog. Og pludselig er det en meget anden film det her. Det er et skift det er svært at forestille sig i en Hollywood-komedie, som jeg helt ærligt ikke har nået at få set, men plottet er i hvert fald en del anderledes på wikipedia…
Der var en detalje, som gav mig en idé til hvor problemet måske ligger. Sønnen Canio arbejder i politik, Matteo tror han er lige ved at blive valgt til noget meget fint, men i virkeligheden sker der ikke ret meget for ham. Men på et tidspunkt ser vi Canio øve sig i en tale (vi finder senere ud af han har skrevet den til en anden og vigtigere person) hvor han taler om ‘partiet’, og om hvor vigtigt det er at ‘partiet’ tilpasser sig halvfemserne. Det kunne ingen jo vide på det her tidspunkt, men det lykkedes nærmest ingen af de italienske partier med. I 1992 blev en socialistisk politiker anklaget for korruption, og da han mente han blot havde gjort hvad alle andre gjorde begyndte han at fortælle om alle sine kolleger, og så rullede hvad der er blevet kendt som ‘mani pulite’-skandalen, hvilket betyder ‘rene hænder’. Håndvasken var så massiv, at de fleste partier simpelthen forsvandt, og italiensk politik blev aldrig det samme igen. Det er ud af de ruiner Silvio Berlusconi trådte frem som den nye store mand.
Med ‘mani pulite’ gik en verden under, og det kan man sige den også gjorde rent filmisk. Tornatore har aldrig rigtig beskæftiget sig med det emne, og med de nye politiske spilleregler, men det har de italienske instruktører, der herefter blev Cannes-gengangere, såsom Nanni Moretti (i Aprile og Mig og Berlusconi) og Paolo Sorrentino (i Il Divo og Silvio og de andre). Det er måske forkert at sige decideret en ny stil tog over – Tornatore trækker rigtig meget på Fellini og det gør Sorrentino også, og det er der i virkeligheden altid nogle italienere som gør – men en lidt strengere satirisk tone blev fremherskende. Nu er det ikke mere den lidt sørgmodige nostalgiske tone det handler om, men mere en rasende desperation over alle de ting som folk har gjort galt. I Stanno Tutti Bene konkluderer Matteo, at problemerne for hans børn kommer af, at han glemte at give dem penge i hænderne første gang deres negle blev klippet. Efter Mani Pulite var de fleste ret overbeviste om, at problemerne kom af, at politikerne var nogle korrupte og uduelige røvhuller…
På den led synes Stanno Tutti Bene nærmest profetisk. Det er helt tydeligt at et eller andet er galt, der er dukket problemer op for alle de fem børn, og det er svært at sige hvorfor. Tornatore diagnosticerer det ikke, han viser bare problemerne. De overvældede så landet bare to år senere. Det er på en og samme tid ret imponerende klarsynet af Tornatore, men på den anden gjorde det bare også hans film forældet med lynets hast. Det er altså ikke en film der formår at bygge videre på Tornatores styrker. I stedet, så bliver det altså overgjort og undertænkt, og på trods af alle de gode elementer langt hen ad vejen mest bare træls.
Serien om Guiseppe Tornatore fortsætter med A Pure Formality