rsz_stanno_tutti_bene_1990

Stanno Tutti Bene

Palmesøndag del 50 af 1674

I anledning af at Youth har dansk premiere på torsdag tænkte jeg at skrive om en anden italiensk film op til. Først ville jeg gøre det der var lige for: Skrive om så mange andre af Sorrentino’s film som muligt. Det var der så ikke rigtig tid til, og det var ikke til at skaffe filmene, så i stedet valgte jeg at skrive om en film af en landsmand, den eneste italienske film i konkurrence i 1990: Guiseppe Tornatore’s film Stanno Tutti Bene eller Alle Har Det Godt, som den kom til at hedde på dansk. Generelt set kunne man tro Tornatore og Sorrentino er hinandens modsætninger, for Sorrentino laver altid film om gamle mænd, og Tornatore’s to store succeser – Cinema Paradiso og Malena – er barndomsskildringer. Det er naturligvis simplistisk. Der er stilistiske sammenfald (mere om dem senere), men mest centralt, så har de en fælles filmisk forfader: Federico Fellini.

Gad vide om vi undervurderer Fellini’s indflydelse i italiensk film? Jeg gør måske i hvert fald. Arven fra Fellini kommer fra minimum tre film: Den dekadente burlesque fra La Dolce Vita. Den drømmende kunsterskildring fra , og den drømmende barndomsskildring i Amarcord. Hvis man skal snakke italienske instruktører i Fellini-termer, så plejer Sorrentino at lave -Fellini men er i Den Store Skønhed rykket i retning af La Dolce Vita. Og Tornatore laver i sine mest succesfulde film Amarcord-Fellini, men Stanno Tutti Bene rykker stilen over mod 8½.

Der er helt konkrete links til . Marcello Mastrianni spiller hovedrollen i begge film. Den da 65-årige skuespiller er i Stanno Tutti Bene en enkemand, som da ingen af hans børn møder op hos ham, beslutter sig for at tage på italiensk rundrejse for at besøge dem alle sammen. Hans søn Alvaro finder han aldrig, og hans fire andre børn (Tosca, Canio, Norma og Guglielmo, de er alle opkaldt efter opera-figurer) spiller skuespil, holder hemmeligheder skjult for den gamle mand. De har det alle sammen godt, eller hvad? (Dam-dam-daaaaam!) Små surrealistiske sekvenser tilfører en billedglæde (og gør det mere Fellini’sk), faderen har dunkle drømme, og ser sine børn som var de stadigvæk små. Efterhånden bliver det både et portræt af en mand, af aldring, og af et forstilt Italien, ude af stand til at erkende egne problemer.

Tornatore kan lave billeder med en vis originalitet. Sekvenser fra hans bedste film, Malena, er klippet på en måde der foregriber Sorrentino’s stil. Når drengene stirrer efter Malena i klippet ovenover består filmene af små bevægede klip, frem og tilbage, og det minder lidt om Sorrentino’s kamera, der også er i konstant bevægelse. I Stanno Tutti Bene er der dog for lidt originalitet at spore. Blandingen af drøm og virkelighed giver selvfølgelig mulighed for at skabe interessante billeder, som når en gruppe ældre mennesker tilsyneladende bliver guidet rundt af en stemme fra himlen på en strand, men der kan nogen gange være en risiko for at den her stil paradoksalt nok affortryller virkeligheden. Så snart der er noget unormalt, så tænker man straks det er en drøm. Dermed bliver der ikke kommenteret på den virkelige verden som i Malena eller Den Store Skønhed for den sags skyld. Derudover er det som om nogle af passagerne er lidt rigeligt inspireret af andre film. Politiker-sønnen holder taler i et tomt rum med billeder af forsamlinger på væggen, lidt ligesom Rubert Pupkin gør i Scorcese’s The King of Comedy. Og en ellers ret fremragende drøm, hvor børnene hives til himlen af en lumsk vejrballon, har billeder som synes kopieret fra starten af Andrej Rublev. Det er jo ikke nogen dealbreaker, men filmer savner friskhed, originalitet, styrke. Det er en god og lun fortælling, med mange muligheder for at gøre noget ved noget, men filmen griber dem ikke.

At det virkelig er en god og lun fortælling ses da især af, at filmen i 2009 blev genindspillet med Robert de Niro i hovedrollen som den gamle mand. Hvor mange Cannes-film bliver til feel good genindspilninger? Det kan man slå Tornatore oven i hovedet med, at hans film så let bliver til hvad der promoveres som feel good pap, men det må siges der skal være skåret en del spydighed fra, hvis det skal kunne glide ned. Stanno Tutti Bene er i originalen en elskelig og lun film, om en morsom og forvirret gammel mand, som Mastroianni spiller med kæmpe briller og elskelig lun selvoptagethed, hans let ensomme kontakt-søgende enkemand har svært ved at finde ud af hvornår han trænger sig på. Men pludselig trænger mørket sig ind: Børnene kaster ham ud til højre, og deres løgne skyldes at de er bange for ham. Han råbte og slog. Og pludselig er det en meget anden film det her. Det er et skift det er svært at forestille sig i en Hollywood-komedie, som jeg helt ærligt ikke har nået at få set, men plottet er i hvert fald en del anderledes på wikipedia…

Guiseppe Tornatore er en lidt pudsig instruktør. Cinema Paradiso vandt Cannes Jury Grand Prix i 89, og senere både Golden Globe, Bafta, Robert og Oscar (en såkaldt BORG), så der var lagt i ovnen til et helt stort gennembrud året efter med Stanno Tutti Bene. Men Tornatore har vel aldrig nået samme popularitet igen, og står måske lige frem som et one-hit-wonder? Han var én gang tilbage i Cannes, i 1994 med Una Pura Formalitá, med Gerard Depardieu og Roman Polanski. Han lavede måske for mange film med internationale stjerner, og måske gik der noget tabt. Jeg har ikke set dem alle sammen, men den luksuriøse Legenden om Pianisten på Havet med Tim Roth i hovedrollen er noget bras sammenlignet med de fine barndomsskildringer Malena og Baaria. Tornatore har sødsuppe i årene, hvilket kan gøre børnefilm fint oplevede og fortalte, men han har aldrig været god når det bliver mere seriøst. Baaria knækker i anden halvdel når hovedpersonen vokser op, og Cinema Paradiso er kendt for først at have fået succes efter at en kæmpe del af anden halvdel blev skåret fra. Yep, den del af filmen, som handlede om hovedpersonen efter at han var vokset op… Der er for få børn med i Stanno Tutti Bene, hovedpersonen opfører sig ofte som et barn, og han drømmer om sine børns barndom, så til tider er det lidt af det samme. Men det bliver aldrig en rigtig god film.

Fortjent Pris?

Det mest logiske ville være en skuespiller-pris til Marcello Mastrianni, som bærer hele filmen. Men det ville i så fald have været skuespillerens tredje Cannes-trofæ, så det var nok aldrig sandsynligt. En mellem-film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.