Palmesøndag del 499
(호프, Hopeu, Na Hong-jin, Sydkorea
Cannes 2026)
Jeg læste engang et interview med en musiker – jeg kan desværre ikke huske hvem – der sagde, at 80% af hans plader bestod af de bedste sange han var i stand til at lave, men 20% var forsøg på at lave noget nyt. Og at hans næste plade som regel så lød hen ad de 20% eksperimenter fra pladen før.
Det kom jeg til at tænke på, mens jeg så Na Hong-jins monster-film Hope. For langt hen ad vejen er det en art ‘greatest hits’ film, hvor Na tager de ting han i hans tidligere film har vist sig som mester i, og breder det ud i nogle meget større rammer, ja i efter sigende Sydkoreas hidtil dyreste filmproduktion. Men hen imod slutningen ændrer filmen sig, og bliver til noget som Na aldrig rigtig har forsøgt sig med før, og som i meget høj grad lægger op til en 2’er, hvor det så formentlig bliver den dominerende form.
Det giver en ret ujævn film. Og jeg ved heller ikke helt hvordan jeg har det med en potentiel 2’er, for første del af filmen virkelig meget bedre end anden.
Na Hong-jin skabte opmærksomhed allerede med sin debutfilm The Chaser (2008). På overfladen noget så konventionelt som en seriemorder-film, men Na fandt sin helt egen måde at fortælle sin historie. Der var en ægte jagt i filmens første halvdel, til fods gennem smalle gader optaget on location i Seoul. Og så i anden halvdel blev historien meget mere kompleks, mens agendaer viklede sig ind i agendaer, hvilket gjorde filmens anden jagt mindre adrenalin og mere suspense, men mindst lige så nervepirrende. Det var en grusom effektiv måde at konstruere en thriller på.
Også The Yellow Sea (2010) og The Wailing (2016) var uforudsigelige og varierede konstruktioner. I The Yellow Sea blev en nærmest socialrealistisk første del afløst af en kompleks thriller da hovedpersonen bliver hyret til at rejse til Sydkorea og likvidere en utro industrialist, hvilket hurtigt bliver en meget kompleks sag. The Wailing begynder som en krimi-film, men udvikler sig efterhånden til en overnaturlig gyser, hvor ingen er i sikkerhed og forskellen mellem himmel og helvede er særdeles udvisket.
Hope begynder meget hen af The Chaser, bare med et monster i stedet for en morder. Den lokale politimester Bum-seok finder liget af en tyr, som er blevet angrebet af et eller andet meget stort, som han så begynder at lede efter. Det udvikler sig til en hæsblæsende jagt gennem gaderne af en lille fiskerby, på en stor og morderisk skabning, som vi dog i lang tid ikke får at se. Vi hører skramlen, hører pistolskud, ser lig overalt, så katastrofen er tydelig, men monstret bag holdes længe skjult. Det er først en jagt på lyd. Og så derefter en jagt på et monster, som desværre er ret så dårlig CGI, men der er så meget konventionel stunt-arbejde i det, at det er hæsblæsende alligevel.
Efter den første time udvikler filmen sig så i alskens retninger. En gruppe ude i skoven undersøger andre mystiske begivenheder. En mærkelig tømrer påstår at have noget mærkeligt i sin fryser. En gammel mand har set noget uhyggeligt mens han havde diarré i skoven. Og langsomt begynder endnu en actionsekvens, denne gang med mange flere karakterer, og en meget mere nuanceret idé om, hvad der egentlig foregår mellem ‘monstre’ og mennesker.
De nuancerede idéer føles dog, som om de gør Hope til en meget anderledes film end Na Hong-jins tidligere tre. Det følger ellers han sædvanlige stil, med først at præsentere én type af genre-film i første del af en film, og så gøre det noget mere komplekst i anden del, men det er gjort anderledes denne gang. I en film som The Wailing, f.eks, så kom der lange forklaringer og udredninger af, hvad der i virkeligheden var sket i den lille by, men det viste sig hurtigt, at man generelt ikke kunne stole på, hvad der blev sagt, så det gjorde bare tingene mindre klare og mere creepy. Det blev mere forvirrende og komplekst, snarere end at det bare blev til en anden fortælling. Men der er rigtig mange ting, som bliver forklaret i anden halvdel af Hope, og der er for det første intet, der tyder på, at vi ikke skal tage det for gode varer, og for det andet ved jeg ikke rigtig hvor spændende jeg synes det virker. Det er mytologisering som i en franchise, det er regler for fortællingen som i The Matrix eller Transformers, og Nas film har ofte virket så creepy, fordi det netop ikke virkede som om, nogen forstod reglerne for, hvad der foregik, før det var for sent. Og jeg tror, jeg foretrak den effekt.
Der er også andre nye ting, som Na gør brug af i Hope. Hans auteur-status kommer nok først og fremmest af den måde han blander genrer på, og den måde han konstruerer og strukturerer sine fortællinger på, men visuelt er Hope også en ret interessant film. Der er et meget bevægeligt kamera, som nogen gange skaber en ret mærkelig rumfornemmelse, på en måde der mindede mig om Anora. Til tider virker det nærmest som om der er brugt droner, andre gange et komplekst steady-cam system. Men det forstærker fornemmelsen af, at bevæge sig rundt i en verden, der er mærkelig og anderledes. Det ser nemlig også ofte mærkeligt og anderledes ud, selv når vi egentlig bare ser fire mænd stå i en skov og snakke. Det er altid et godt tegn, når en instruktør kan skabe mærkelige og anderledes billeder uden alt for store virkemidler.
Men så er der så også brugen af CGI, igen noget ret så nyt for Na. Og så vidt jeg kan forstå også noget, som er ret anderledes i forhold til sydkoreansk film. Det er som nævnt Sydkoreas dyreste filmproduktion. Men det understreger godt nok, hvor dyrt det er at lave CGI-film i dag, for det ser stadigvæk ret så herrens ud. Det skal siges, at designet af monstrene er virkelig avanceret, så jeg forstår godt hvorfor det har været så svært at lave, men det er grimt. Monstrene er mindre troværdige end i Bong Joon-hos klassiske tyve år gamle monsterfilm The Host (2006), ja, de er mindre troværdige end i Jurassic Park (1993). Og en stor del af det er fordi Nas ambitioner for dem er så meget højere, han vil lege med at vise dem som mere menneskelige end typiske monstre, med følelser og tankegange og relationer, men lad os bare sige, at der går noget troværdighed tabt i det ambitionsniveau. Det er faktisk lidt svært at tage Hope seriøst som monsterfilm, når monstrene er så grimme og uvirkelige.
Det er ikke noget dræbende problem for filmen, for det er i lige så høj grad en jagt-film a la Chaser. Nej, monstret fungerer ofte ikke, men man har stadigvæk hjertet op i livet mens en stor bil kører i imponerende høj fart gennem byens utroligt smalle gader, og mange andre stunts med de menneskelige karakterer fungerer fornemt alligevel. En biljagt er spændende om der er to biler, eller én bil og en grim CGI-klat, viser det sig.
Det er bare ikke specielt beroligende, hvis der skal være endnu mere monster i en potentiel toer. Så ikke nok med, at Hope slutter meget uforløst, jeg er ikke helt sikker på, at jeg kommer til at se toeren.