skærmbillede_2015-08-23_kl_181845

Rodrigo D: No Futuro (Victor Gaviria)

Palmesøndag del 28 af 1674

Punk på soundtracket, lo-fi billeder taget med håndholdt kamera, og amatør-skuespil der svinger mellem kompetent og ringe. Rodrigo D: No Futuro er ulig alle de andre film jeg har set fra konkurrencen i år. Så hvordan blev filmen den første columbianske film nogensinde i konkurrence i Cannes? Et svar kunne henvise til hvad man hvis man vil være lidt grov kan kalde tokenism: Op gennem firserne var der som regel i hvert fald én film fra Latinamerika, fra ikke voldsomt kendte instruktører som Ruy Guerra, Carlos Diegues og Arnaldo Jabor fra Brasilien, Raúl de la Torre og Fernando Solanas fra Argentina og Humberto Solás fra Cuba. Nogle af dem er mere kendte end andre, men det er ikke nogen der har fået fast plads ved bordet dernede. Et andet svar har at gøre med filmens emne: Fattige børn i slummen i Medellín i Columbia. Medellín er berømt som narkobossen Pablo Escobar’s hjemby, og i 1990 var hans berygtethed på sit højeste. I 1989 vandt den columbianske fodboldklub Atlético Nacional fra Medellín det latinamerikanske svar på Champions League, Copa Libertadores, der var bred mistanke om at deres succes skyldtes narko-penge fra Escobar. I 1989 blev Escobar’s formue anslået til at være 3 milliarder dollars af Forbes Magazine. I 1989 blev den columbianske præsident-kandidat Luis Carlos Galán myrdet, hvor langt de fleste mener Escobar havde en finger med i spillet. Columbia, Medellín og problemerne med kokainhandlen var i nyhederne på den tid, og danner også bagtæppet for Gaviria’s film. Og endelig er der en tredje forklaring, nemlig at Rodrigo D: No Futuro er en ganske glimrende debut-film, der måske nok er noget upoleret, men som samtidig er en del mere energisk end resten af de film der konkurrerede i Cannes i 1990.

Hovedpersonen hedder Rodrigo D, og han har ingen fremtid. Han er droppet ud af skolen, har ikke noget arbejde, bruger al sin tid i håbet om at komme til at spille punk-trommer. Det er med andre ord ikke den mest dynamiske hovedperson. Rundt omkring ham render hustlere, pushere og røvere rundt og forsøger at overleve i slummen. I betragtning af hvor lidt der sker for Rodrigo D er det en ganske forvirrende og plotfyldt film. Også fordi filmen effektivt viser usikkerheden blandt de unge mænd, hvor døden kan komme ud af det blå, og sjældent med nogen fyldestgørende forklaring. Der ér forklaringer på, hvorfor de unge mænd forsvinder, de har skudt på politiet, har stjålet fra den forkerte person, men følelsen er mere at det er Medellín selv, der dræber unge mænd i foruroligende antal. Det er i hvert fald nærmest umuligt at regne ud, hvad de unge mænd gør forkert, hvad de kunne gøre anderledes. Og Rodrigo D har i hvert fald opgivet at finde svaret. Hvorvidt de andre unge mænd forsøger er svært at regne ud, de er mere aktive, men måske er det blot deres aggressioner der styrer dem, hvor Rodrigo forsøger at kanalisere den ned i hans musik.

skærmbillede_2015-08-23_kl_181636

Noget af det unikke ved filmkunsten er den måde den skaber verdener på. Så meget som skuespillere afgør langt størstedelen af en films kommercielle potentiale, og sidder i første række til oscar-fester, så er filmkunsten unik i dens sammensætning af karakter og omverden, at kameraet iscenesætter ikke blot skuespiller men også noget udenom, mens vores blik i et teater afhænger af hvor vi sidder i salen. Rodrigo D bruger amatør-skuespillere af svingende kvalitet, og dets hovedpersoner har meget lille agens i forhold til deres liv, så den er fuldstændigt afhængig af at skildre dens omverden effektivt. Og det lykkes heldigvis også rimelig suverænt af Victor Gaviria og hans crew. I bedste neo-realistiske stil bliver de ruinøse slum-kvarterer en af de vigtigste karakterer i filmen, og den dokumentariske stil afdækker på glimrende hvis områdets logik, en logik vi ellers aldrig ville få noget at vide om. Slummen i Medellín er bygget på bjergsider, mens de reelt bymæssige dele af byen ligger nede i dalen. Karaktererne render altid op og ned af skrå gader, og snakker om at køre op af bjerget når de skal væk fra farer. Bygningerne er konstant under opbygning, de flade tage bliver til øvelokaler for de lokale musikere, mens man venter på at midler til at bygge endnu en etage skal vise sig. Det er her filmen er unik, fordi dens verden er unik.

skærmbillede_2015-08-23_kl_182041

Rodrigo D er en god film, men det er ikke nogen fantastisk film. Hvis den skulle have været fantastisk skulle fornemmelse af verden komme ikke blot fra omgivelserne, men det skulle inficere filmsproget som medium, hvilket ikke rigtig sker. Filmen er punket, energisk og fuld af overraskende flotte billeder, men den kan ikke måle sig med f.eks. Rossellini’s ruin-film, som den ellers lægger sig meget op af. Filmen minder især meget om Germany Year Zero, hvor desperationen efter krigen, fortalt gennem ruinerne, synes direkte at drive en ung dreng til nærmest vanvid. Rodrigo D sigter langt hen ad vejen efter det samme, og at den ikke når Rosselliniske højder betyder naturligvis ikke, at den ikke er værd at se. Den er ulig alt andet jeg har fundet i konkurrence i 1990, og efter at have skrevet om nogle ganske forlorne og polerede film de sidste par uger, var det skønt med noget helt helt andet.

skærmbillede_2015-08-23_kl_181741

Men. Jeg er nødt til at skrive lidt om nød og æstetisering og den slags. For rent æstetisk er Rodrigo D en ganske fin triumf, men når den i så høj grad er en social film, bør den så ikke også dømmes fra den vinkel? Victor Gaviria er lidt berygtet i filmkredse, for hans film skildrer så desperate situationer, og brugte amatører i hovedrollerne, at virkeligheden ofte imiterede filmen med tragiske konsekvenser. Filmen er dedikeret til fire af skuespillerne, som alle døde før de var blevet tyve. Og det er altså inden filmen overhovedet kom ud, så vidt jeg har kunnet læse mig til døde i hvert fald én mere kort tid efter. Der er noget ved den situation jeg ikke kan forstå, kunne ressourcerne fra film-produktionen ikke være brugt bedre? Og her tænker jeg ikke blot på om sociale programmer havde haft brug for dem, men hvad med skuespil-programmer? Eller på anden vis noget mere vedvarende og tilstedeværende i kvartererne, der måske kunne have haft en gavnligere effekt – foruden at det så kunne danne base at lave film ud fra. Måske det også havde skabt stabilitet til Gaviria’s egen film-karriere, der har været noget hakkende, med 8 år mellem Rodrigo D og opfølgeren The Rose Selling Girl, der var i Cannes i 1998, og hvorfra flere skuespillere også endte i fængsel eller prostitution. Det er også en ganske anderledes film, der synes mere inspireret af Leos Carax’ De Elskende fra Pont Neuf end af punket neo-realisme, eller måske skyldes det snarere at dens karakterer har skiftet kokainen ud med lim, så billedsiden er mere søvnig og psykedelisk. Det er svært at se Victor Gaviria som en stor filmskaber når hans produktion er så erratisk – hans blot fjerde film skulle komme ud til næste år – og det er med en lidt mærkelig smag i munden man ser en social-film hvorfra så mange af karaktererne døde kort tid efter. Det er en kuriøs film, med en forfærdelig kontekst. Jeg er glad for at Cannes gjorde plads til den i deres program, mellem Clint Eastwood’s sydstats-accent og Gerard Depardieu’s næse-protese, men jeg ville have ønsket at den havde været bare lidt bedre, og havde gjort mere godt for skuespillerne. Men situationen var nok bare for håbløs og mørk. Der var No Futuro, der var bare punk og lo-budget, og så kan man nok bare ikke håbe på mere.

Fortjent Pris?

Det er svært at sige inden jeg har set resten af konkurrencen, men den er ikke blandt de aller bedste film fra det år, og der er ikke rigtig noget der sådan springer i øjnene ved den, som kunne få en specialpris.

Næste uge skal vi tilbage til 2014, med en film der fik en del skældud det år. Det skal dreje sig om Naomi Kawase’s mærkværdigt betitlede Still the Water.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.