Palmesøndag del 495
(L’Adversaire, Nicole Garcia, Frankrig
Cannes 2002)
Der er en virkelig tør kommentar i Cindy Hing-Yuk Wongs bog Film Festivals, hvor hun forklarer hvordan en festival-jury er stykket sammen. Der er en præsident, der sidder for bordenden, og så nogle andre: ‘The head works with about eight other jury members, including cinematographers, technical people, critics, and writers. If they are women, they are most likely to be actresses.‘ Festival-verdenen har altid været fuld af kvinder, men ja, det har som regel været skuespillere, og der har ikke været plads til særlig meget andet. Det gælder i Frankrig i bemærkelsesværdig grad også for filminstruktører, hvor kvindelige filminstruktører indtil for ganske nylig utrolig ofte var tidligere skuespillerinder.
Ikke at der grundlæggende er noget problem ved det – dansk film ville også være kedeligere uden instruktører som Hella Joof og Paprika Steen – men i Frankrig var det meget bemærkelsesværdigt, hvor lidt plads der var til andre franske kvinder. Nicole Garcia begyndte som skuespiller i tresserne, begyndte at arbejde som instruktør i halvfemserne, og fik efterhånden tilkæmpet sig en semi-fast plads i Cannes, med tre deltagelser. Hun har altid været den eneste franske kvinde i Hovedkonkurrence, når hun har været med,, ja i 2002 var hun endda den eneste kvindelige instruktør overhovedet.
Meget passende har hun også gennem årene haft et kunstnerisk blik på problematiske manderoller. Hun var i 2002 bestemt en auteur, og Modstanderen havde fortjent at være i Hovedkonkurrence. Garcias film er lidt gammeldags, men det er der så mange Cannes-film, der er. Modstanderen har dog ét kæmpe problem, som nok har gjort, at den er mere eller mindre glemt i dag.
Modstanderen var Garcias fjerde film, og hun havde efterhånden en genkendelig stil. Egentlig lavede hun film om kriminalitet, men de kriminelle elementer gled som regel i baggrunden. I debuten Every Other Weekend (1990) bortfører en fraskilt mor sine børn til Spanien, men bare lige for en enkelt tur, det er mere et portræt af en desperat kvinde. I The Favourite Son (1994) er en mand ved at knække nakken på et byggeprojekt, som han også har fusket sig til penge for at finansiere, og han kommer så langt ud, at han overvejer at myrde sin far, for at få penge fra hans livsforsikring. Det er en film med en mere åbenlyst kriminel hovedperson, men anden del af filmen handler mere om, at ham og hans brødre må lære at hjælpes ad, for at genfinde deres far, som er stukket af (måske fordi han har fornemmet at hans ene søn overvejer at slå ham ihjel) og det bliver i stedet til et portræt af en kompliceret familie. Place Vendôme – Juvelerkvarteret (1998) kredser om stjålne juveler, men hovedpersonen er en enke efter en kriminel juveler, som lægger planer for at sælge lyssky diamanter hun har arvet, så igen er det ikke en særlig kriminel hovedperson.
Det er det så til gengæld i Modstanderen. Filmen er baseret på en bog af samme navn af den franske forfatter Emmanuel Carrère, hvis bøger er blevet til en del Cannes-film, fra Klasseturen (1998) af Claude Miller og til Limonov: The Ballad of Eddie (2024) af Kirill Serebrennikov. Bogen bygger igen på en virkelig person, Jean-Claude Romand, der var en af de mest berygtede personer i Frankrig i halvfemserne. I filmen er hans navn blevet ændret til Jean-Marc Faure (Daniel Auteuil), men ellers ligger historien meget tæt op af de virkelige begivenheder.
Jean-Marc Faure ser på overfladen ud til at have et perfekt liv, med kone og to børn, job hos WHO og mange gode venner, men det er nemt at fornemme, at noget er galt. At filmen også fortælles fra et punkt i fremtiden, hvor han sidder alene i et mørkt hus, og vi i et glimt ser en børnekrop ligge ubevægelig bag ham, gør det også ret nemt at regne ud, at noget er galt, og derudover var Jean-Claude Romand som bekendt enormt berømt i Frankrig på den tid, så langt de fleste har nok vidst, hvor mørk en historie det her ville blive.
Faure arbejder naturligvis ikke i WHO. Han bruger sine dage på at drive hvileløst rundt, og når hans svigerfar snakker om alle de mange penge som Faure har investeret for ham, er det også helt åbenlyst, at han naturligvis har taget de penge. Der er mange forbrydelser i Modstanderen, men igen vælger Garcia ikke at lave en typisk genre-film, og har i stedet lavet karakter-portræt. Filmen er først og fremmest et portræt af en utroligt mærkelig mand. Faure bruger sine dage på at drive rundt, sidder i sin bil og hører radio, og når han påstår at han er på forretningsrejse, så booker han bare et hotelværelse og lukker sig inde. Hvorfor han ikke f.eks tager et andet arbejde for at hjælpe finanserne, eller bare rejser et eller andet lækkert sted hen, er uklart. Eller jo, det er fordi Faure er en virkelig mærkelig mand.
Den pointe skildrer Garcia med så megen filmisk insisteren, at det næsten bliver for meget. Men omvendt er det også helt forfriskende. Der er øjeblikke hvor Faure f.eks bare står i en døråbning, hvor kameraet skildrer ham helt fortabt og isoleret, og Auteuil formår at spille som om intet som helst foregår i hovedet på ham. Andre øjeblikke, som når han parodisk overstyret griner af noget han har hørt i radioen, er næsten endnu mere skræmmende. Det virker umenneskeligt, men det er – til at starte med – ikke en typisk narcissistisk psykopat vi har med at gøre. Faure vil bare gerne være en god familiefar med et godt job, og eftersom han ikke var i stand til at få det job, så har han i stedet bygget en kæmpe løgn op, og trasker rundt i sit liv i konstant fare for at blive opdaget, og uden at kunne nyde noget som helst andet.
Filmen har flot fotografering af Jean-Marc Fabre, og ikke mindst et stærkt soundtrack af Angelo Badalamenti. Det føles som en stor film, og det er ret imponerende hvor fokuseret Garcia er bare på karakteren Jean-Marc Faure, i stedet for at få det til at virke som en genrefilm. Det er den gode udgave af skuespilleren-som-instruktør, hvor kamera og klipning spiller sammen med Auteuil i forsøget på at skabe karakteren Faure. Det er også en meget mørk og ret mærkelig film.
Der er bare det, at fortællingen om Jean-Claude Romand allerede havde inspireret én film, Dobbeltliv (2001) af Laurent Cantet, som blev en stor succes året før Garcias film. Den er blevet husket ret meget mere af eftertiden, mens Garcias film mere er gået i glemmebogen. Det kan jeg godt forstå, for Cantets film er en del mere normal, uden på nogen som helst måde at være dårlig. Men Modstanderen er fascinerende i sit nådesløse fokus på en tom mand, der som tingene begynder at skride under ham, gør mere og mere forfærdelige ting.