Palmesøndag del 18
(Karel Kachyna, Tjekkoslovakiet
Cannes 1990)

Der var to film i Cannes 1990, der var en del ældre end de andre. Ryszard Bugajski’s Forhøret var fra 1982, hvilket dog er en del nyere end denne her, Karel Kachyna’s Ucho eller The Ear som den kom til at hedde på engelsk, der er helt tilbage fra 1970.

At se de to film i streg er som at se historien gentage sig selv. Karel Kachyna er tjekke, var del af den tjekkiske nybølge i tresserne, sammen med navne som Jiri Menzel, Milos Forman og Vera Chytilova.* Som med Polen i 80-81 gennemgik Tjekkoslovakiet i sluttresserne en periode med håb for fremtiden, 68 var året med ‘Foråret i Prag’, hvor Alexander Dubcek forsøgte at indføre ‘socialisme med et menneskeligt ansigt.’ Som med Polen medførte det også en gevaldig kulturel opblomstring: I løbet af tresserne havde Tjekkiet næsten hvert år en film i Cannes**, og perioden indeholder så legendariske film som Vera Chytilova’s Daisies og Jiri Menzel’s oscar-vinder Skarpt Bevogtede Tog.

* Samtlige instruktører har diverse accenter i deres navne, som jeg ikke kan finde ud af at tilføre i wordpress, så det bliver uden.

** Indtil 1972 kunne lande der ville være med i Cannes selv vælge en film at sende ned, så det er ikke så imponerende at et land var med hvert år. Det gør det så meget mere iøjnefaldende, hvor få gange Danmark var med i perioden. En gang imellem undervurderer man, hvor navlepillende og selvoptaget landet var dengang. Dengang.

68 lod vitterlig til at skulle være Tjekkoslovakiet’s år i Cannes, med hele tre film i konkurrence, Jiri Menzel’s Capricious Summer, Jan Nemec’s A Report on the Party and it’s Guests og Milos Forman’s klassiker, der på dansk fik titlen Brandmænd i Fyr og Flamme. Det er selvfølgelig gætteri, men jeg kan sagtens se en af de tre vinde den helt store pris. Men sådan skulle det ikke være, for på grund af de politiske uroligheder i maj 68 i Frankrig stoppede festivalen uden at uddele nogen priser det år. Den 21. august 1968 invaderede Sovjet og andre østblok-lande Tjekkoslovakiet for at sætte en stopper for reformerne. Året efter, i juli 69, vandt jugoslaviske Zelimir Zilnik en Guldbjørn fra Berlin for filmen Early Works om invasionen 11 måneder forinden. Tjekkoslovakiet, og siden Tjekkiet og Slovakiet, har aldrig siden vundet nogle store festivalpriser. Med en enkelt undtagelse.

Den undtagelse kom i netop 1990. Karel Kachyna’s film var ikke den eneste tjekkiske film der blev sat fri i 1990, Jiri Menzel’s Lærker i Snor, oprindeligt fra 1969, var på Berlin, hvor den delte Guldbjørnen med Costa-Gavras’ Music Box. Umiddelbart kunne det se ud til, at Berlin havde det større scoop. Menzel var Oscar-vinder, blev igen Oscar-nomineret i 1987, og Lærker i Snor var igen, som Skarpt Bevogtede Tog, en filmatisering af en roman af Bohumil Hrabal, gang nummer to ud af seks at Menzel filmatiserede den forfatter.*** Karel Kachyna er en noget mere obskur instruktør, hvis film hovedsagligt er blevet vist på mindre festivaler, en enkelt gang i Venedig med The Nun’s Night, men ellers Locarno, Moskva, San Sebastian. 

*** Plus den fik dansk distro. Premiere 16/11 1990. 961 solgte billetter. Ucho fik ikke dansk premiere.

Ucho er også langt mere gammeldags at se på. Lærker i Snor har et ganske typisk tjekkisk nybølge-look, ganske kaotisk og satirisk, håndholdte kameragange på en skrotplads hvor borgerlige fanger bliver tvunget til at hjælpe med at fremstille stål. Ucho, derimod, er langt mere modernistisk, holdt i højkontrast sort/hvid, det meste af tiden et kammerspil mellem funktionæren Ludvik og hans kone Anna, sammenklippet med scener fra en kaotisk fest aftenen før, som en blanding af Bergman og Fellini. Allerede i 1970 var Ucho en noget gammeldags film, jeg kan forestille mig den må have virket ganske arkaisk i 1990. Men jeg blev ganske overrasket over den, den er Lærker i Snor aldeles overlegen, og en af de bedste film fra Cannes 1990.

Historien er ganske simpel: Filmen foregår som sagt natten efter en fest, efter at Ludvik og Anna er kommet hjem til deres hus. Da de kommer hjem finder de ud af, at deres nøgle er væk, men til gengæld er både port og hoveddør åben. Ludvik fik til festen at vide, at hans overordnede var blevet anholdt af sikkerhedspolitiet, og nu begynder de at frygte, at de har fået installeret overvågning, og at Ludvik også snart vil blive anholdt. Derudover er der revner i ægteskabet, der også kommer op til overfladen. Det er en ganske simpel fortælling, og med undtagelse af de mange flashbacks til aftenen før, kunne det sagtens være et teaterstykke. Men det ville nu være synd, for fest-passagerne indeholder filmens mest potente metaforiske materiale. 

Ucho betyder ‘øret’, og det er hvad ægteparret kalder overvågningen af deres hjem. Statens ‘øre’ i deres stue, althørende. I flertallet af festpassagerne, derimod, gør instruktøren det, at han filmer fra personernes subjektive synspunkt, gør kameraet til et ‘øje’. Men i modsætning til statens øre kan borgerens øje ikke forstå hvad der foregår, festen er for kaotisk, personerne for hemmelighedsfulde. Det er en essentielt filmisk beskrivelse af livet under et dikatur. Paranoiaen opstår i det ulige vidensforhold, og det ulige magtforhold, i og med statens øre altid vil vide mere end borgerens øje. Og hvis der er uoverensstemmelse, så ved vi også, at bevismaterialet fra øret vil vægte så meget højere.

Eks 1: Subjektivt kamera, Ludvik leder efter Anna i kaos.

Eks 2: Ikke længere subjektivt kamera. Anna er fundet. Men stadig ikke klart forståeligt.

En anden ting jeg elsker ved filmen er dens sort/hvide cinematografi. Det er gammeldags, det er Bergman og Antonioni, men det fungerer hamrende godt. Filmen starter om natten, og strømmen er gået, så den første lange del af filmen er oplyst af stearinlys. Der er en lyssky stemning mens Ludvik panisk forsøger at skille sig af med dokumenter der forbinder ham med hans chef, og hvad end det var for en politik der fik ham i fedtefadet. Halvvejs gennem filmen kommer lyset tilbage, men det gør ikke stemningen bedre. Nu er der tværtom overbelysning, som om ægteparret er under et mikroskop. Og til sidst i filmen bryder daggry frem, til sidst er der en naturlig udendørs belysning.

Eks 3-5. Skygger og stearinlys. Overeksponering. Daggry.

Det er en fantastisk stemningsfuld film, med et filmisk og flerstrenget metaforisk fletværk. Kamera-øjet, mikrofon-øret. Kampen mellem ægtefællerne kunne være taget fra vestlige fortællinger, Bergman, Strindberg, men det bliver så meget dybere fordi det kontrasteres med kampen mellem stat og borger. De to ægtefæller ved præcis hvilke knapper de skal trykke på, hvor det gør aller mest ondt. Magtforholdet ændrer sig konstant, konen er med til fest som mandens vedhæng, er hans statussymbol, men derfor kan hun ydmyge ham ved at opføre sig ukorrekt. Hun har hemmelighederne, han har de fysiske kræfter. Den får ikke for lidt, og det er til tider ubehageligt at se på.

Men selvom det gør ondt at se dem vælge det ene våben efter det andet for at såre hverandre, så er det stadig at foretrække for kampen mod diktaturet, hvor de vitterlig ikke har nogle våben at kæmpe med. Her har borgeren altid tabt på forhånd. Den geniale slutning (og SPOILER herfra) ser faktisk Anne og Ludvik vinde en lille sejr, de gør oprør mod øret og bliver ikke straffet for det. Men dermed bliver de blot endnu mere klar over, at de spiller på statens spilleregler, og at det er staten der bestemmer vindere og tabere. Og tilsyneladende vilkårligt. ‘I’m scared!’ lyder den sidste replik.

Jeg forstår godt hvorfor Ucho ingen pris fik i Cannes. Berlin havde allerede givet en stor pris til en undertrykt tjekkisk film, så Cannes ville virke som efterabere hvis de også gjorde. Filmens manuskript var skrevet af Kachyna og Jan Prochazka, som døde i 71, så det havde været lidt kunstigt hvis de fik den pris. At hive skuespillerne op på scenen tyve år efter havde også været mærkeligt, selvom også de begge to spiller fantastisk. Og man ville nok også hellere hylde fremtiden end fortiden.

Men Ucho er et lille mesterværk. Den findes på dvd fra Second Run, jeg kan virkelig anbefale den. Jeg har ingen idé om Kachyna lavede andre film der var lige så gode, men det kan man vel finde ud af. Filmen falder også helt uden for hvad folk normalt forstår ved tjekkisk nybølge, men bortset fra Daisies er det den bedste tjekkiske film jeg har set fra den tid. Jeg har heller ingen idé om hvordan Karel Kachyna nogensinde havde regnet med at få den godkendt af censuren, uanset hvor meget ‘menneskeligt ansigt’ det socialistiske styre snakkede om at have. Det var virkelig et gamble at lave den her film, og den blev da også meget forudsigeligt gemt væk af regimet. Men heldigvis dukkede den op af gemmerne igen.