skærmbillede_2015-07-26_kl_161601

Nouvelle Vague (Jean-Luc Godard)

Jeg skal gerne indrømme, at jeg har været lidt lunken over for opbuddet af film på festivalen i 1990. Jeg har lavet en intro-side, hvor jeg copy-paster links til tekster ind, hvor jeg samtidig også stiller filmene op sådan nogenlunde i kvalitativ rækkefølge. Og min yndlings-film indtil videre, det er Ucho, en sort-hvid film fra 1970, der netop var blevet frigivet af censuren. Det er ikke så imponerende. En del af det er, at der var mange instruktører på festivalen i 1990, der virker rigtig spændende, men som af den ene eller anden grund ikke fik nogen stor arthouse-karriere efterfølgende. Folk som Victor Gaviria, Idrissa Ouedraogo og Raymond Depardon kommer fra filmens periferi – henholdsvis Columbia, Burkina Faso og art-dokumentar – og er ikke blevet lukket ind i det store festival/funding-kredsløb. Dem glæder jeg mig til at skrive om, men vil også lave noget mere research først, så jeg kan skrive på en måde de fortjener. Jeg har skrevet om mere kendte instruktører, som ikke lavede deres bedste film i 1990, hvilket har betydet jeg ikke har set den der rigtig gode film. Indtil nu. Jeg skal gerne indrømme, at jeg er gladere for sen Godard end flertallet af filmfans, men jeg vil alligevel holde på, at alle med bare den mindste interesse i filmen som kunstart bør se Nouvelle Vague og vil få noget ud af den. Det er et nyskabende eksperiment, en sær men stærk film, og et lille filmhistorisk knudepunkt. Men sådan er Godard jo så ofte.

skærmbillede_2015-07-26_kl_161639skærmbillede_2015-07-26_kl_161800

De åbne hænder er et tilbagevendende motiv i filmen.

Jean-Luc Godard. I min bog filmhistoriens vigtigste instruktør. Jeg synes han bliver undervurderet, fordi han vendte ryggen til publikum i slutningen af tresserne. Der er så mange store instruktører, der har lavet smalle film, men Godard lavede først skelsættende nyskabelser, der stadig havde fat i publikum, og så blev han ganske bevidst sværere og sværere at følge med. Der er fire perioder i hans filmografi. Første halvdel af tresserne er Nouvelle Vague filmene, som alle kender og elsker: Åndeløs, Bande a Part, Pierrot le Fou, Le Mepris, Alphaville og mange andre. Ifølge wikipedia lavede han femten spillefilm fra 1960-67, hvoraf langt de fleste er udødelige klassikere. Og så blev han maoist og politisk, og lavede film kollektivt i Dziga Vertov-gruppen, og dem er der stort set ingen der kan lide, og heller ikke de videoeksperimenter han derefter gik i gang med. 1980 det store comeback med Sauve qui Peut (la Vie), en langt mere konventionel film, og også første gang han var nomineret til en palme. Op igennem firserne var i hvert fald festivalerne med på hvad han lavede, og han vandt endda en Guldløve i 83 for Fornavn Carmen. Jeg har helt ærligt ikke set en eneste af firser-filmene, men de var mere populære end hvad der kom både før og efter. For hen imod slutningen af firserne gik Godard igang med et nyt projekt. Det havde boblet længe, faktisk i årtier: En lang, filmisk filmhistorie, lavet vha montager af gamle filmklip, via den nye videoteknologi. Det var Histoire(s) du Cinéma, et monstrum af et projekt, hvis to første dele kom ud i 1989, og som først blev færdiggjort i otte dele i 1997. Et filmhistorisk hovedværk, dels på grund af den detaljerede og idiosynkratiske udlægning af filmhistorien, men også af rent filmiske grunde: I og med filmhistorien skal fortælles via gamle klip og voiceover medførte det en række eksperimenter i at konstruere narrativer ud af ren billedsprog, symbolisme, og citater på lydsporet. Godard har sidenhen i film efter film arbejdet i dette spor, med sidste års Jury-pris-vindende 3D-film Goodbye to Language som seneste, og mest succesfulde, udgave. Nouvelle Vague var det første forsøg. Så i dag er det nok mere muligt at se tilbage på den som eksperimenterende nybrud, men dengang blev den helt reelt hadet. For anden gang i karrieren opgav Godard sit publikum.

skærmbillede_2015-07-26_kl_162206

Det er også en forvirrende film. Jeg var nødt til at se den to gange, og læse nogle resuméer, før det gik op for mig hvad der foregik. Domiziana Giordano, kendt fra Tarkovskij’s Nostalghia, spiller en komtesse involveret i gigantiske kapitalistiske handler – de overtager Warners på et tidspunkt. Legendariske Alain Delon – L’Eclisse, Leoparden – spiller Roger Lennox, en vandrer, som komtessen samler op efter han ligger døden nær i en vejkant, hvorefter de indleder et forhold. Men midt i filmen falder Roger i vandet, og komtessen nægter at redde ham. Herefter dukker hans bror Richard Lennox op, og historien gentager sig. Jeg kan overhovedet ikke med dobbeltgænger-historier – jeg er rimelig ansigtsblind – og Delon skifter attitude og påklædning gentagne gange gennem filmen, fra fattig vagabond til usikker elsker til selvsikker direktør over komtessens forretninger, og jeg skulle bruge et stykke tid før det gik op for mig det var samme person. Godard har selv sagt, at det er en allegori over filmhistorien: At komtessen skal forestille filmindustrien, som først redder en kunstner fra sig selv, derefter lader ham gå under, hvorefter kunsten vender tilbage og til gengæld redder filmen. Plot-linierne er ganske tyndt optegnet, som var det en allegori: Hovedsagligt skubbes plottet fremad af tre redningsscener undervejs, derudover er de fleste af de andre scener optaget af stemninger og diskussioner.

Men det er ikke nogen plot-film, langt vigtigere er billeder og lyd. Tjek klippet ovenover for et eksempel. Klippet indeholder det meste filmen består af: Smukke billeder af naturen, imponerende trackingshots, og et lydbillede med overlappende diskussioner, naturlyd og klassisk musik. Især er lydbilledet imponerende nyskabende: Musikken er fra pladeselskabet ECM, kendt for deres vellyd og udgivelser med moderne komponister som Arvo Pärt, og hele soundtracket, inkl dialog og reallyd, blev udgivet på dobbeltcd. Om man lukker øjnene under filmen er det et ganske imponerende 85 minutters musique concréte værk, a la f.eks. Beatles’ Revolution 9. Godard redigerede lydsporet ved hjælp af 24 spor, og resultatet fik bl.a. Wim Wenders til at tabe kæben over alle de muligheder han åbenbarede. Mikrofonen, øret, bliver en selvstændig beskuer af historien på linie med kameraet, øjet, og ofte indledes en scene med dialogen inden kameraet følger efter. Man ved heller aldrig hvor i omgivelserne lydene optages henne, hvilket Godard til tider gør ganske klart: I en scene der foregår i baghaven kan man pludselig ganske kraftigt høre høje hæle på asfalt, hvorefter der klippes til en mand og en dame der går op af indkørslen, og damen træder ind på græsset for ikke at larme så meget. Som med 3D i Goodbye to Language foretager Godard grundundersøgelser i teknologiske muligheder for at forme og omforme rum. Det er konstant fascinerende.

Godard vedblev at eksperimentere med lyd i hans efterfølgende film. Det der gør Nouvelle Vague så enestående, selv for Godard, er kontrasten til det ganske klassiske filmsprog. Filmen er det sidste samarbejde mellem Godard og den legendariske fotograf William Lubchantsky, der også samarbejdede med bl.a. Jacques Rivette og Claude Lanzmann på dennes 9 timers holocaust-dokumentar Shoah. Godard’s film begyndte at blive mere og mere billige, rystede, nærmest ‘punk’, efterhånden som instruktøren begyndte at undersøge muligheder i billig digital- og video fotografering, og en film som Goodbye to Language er en triumf i do-it-yourself innovation. Men Nouvelle Vague‘s billedside er et stykke hen ad vejen ganske klassisk, med de lange smukke trackingshots og naturbilleder, hvilket skaber en fornem kontrast til fandenivoldsk-heden i resten af filmen. Kameraet kører op i trætoppe, og gang på gang frem og tilbage. Først til højre, så til venstre. En enkelt gang gøres der grin med det, hvor kameraet kører langs med bølger på havet, hvor man ingen rum-fornemmelse har, men i stedet ser bølgerne ud til at skifte tempo. Der leges med kontraster i billeder hvor forgrunden holdes i skygge, mens baggrunden står knivskarpt. Og så må klipningen også fremhæves, den er ligeledes forrygende. Den underbygger forvirringen, idet Godard, i stedet for tydeligt at vise hvad der sker, bliver hængende i en anspændt situation hvor intet sker, og klipper væk så snart forløsningen kommer. Det underbygger pludseligheden i slagene, kyssene, og redningerne. Hele filmen er også konstrueret rytmisk, hvor det synes som om lange passager blot er sat ind som pusterum imellem de forvirrende dialog- og plot-scener. Der er ganske enkelt en syv-otte nyvindinger i den her film, som hver især burde sikre den en sikker plads i filmhistorien. Men det er lige knap hvad der skete.

skærmbillede_2015-07-26_kl_162232skærmbillede_2015-07-26_kl_162812skærmbillede_2015-07-26_kl_162926

Lys og skygge

Nouvelle Vague var nok forud for sin tid. Den fik en elendig anmeldelse af Vincent Canby i New York Times, der rundede af med svadaen: ‘Only people who despise the great Godard films, everything from ”Breathless” (A Bout de Souffle) (1959) through ”Every Man for Himself” (Sauve Qui Peut la Vie) (1979), could be anything but saddened by this one. The party’s over.’ Det er ganske hårde ord, men på sin vis er det ganske rigtigt at ‘festen’ var ovre, hvis man med fest mener Godard’s lettilgængelige firserperiode. Herefter stod der eksperimenterende metafilm på programmet. Op gennem halvfemserne arbejdede Godard på Histoire(s) du Cinéma, og de spillefilm han lavede derudover var som Nouvelle Vague ofte allegorier over historie og film, såsom Germany Year 90 Nine Zero, der genindspiller Alphaville i Tyskland efter murens fald, eller Les Enfants Jouent a la Russie, der nærmest er et niende kapitel i filmhistorien, med fokus på Russisk kultur og historie, og kapitalismens indførelse efter Sovjetunionens sammenbrud. Op gennem 00’erne er det ikke blevet meget lettere. Det kan siges, at det der gør forskellen på hvornår en film er et fejltrin eller et nybrud kommer hvis instruktøren bliver ved med at gøre det samme. Hvor i 1990 Nouvelle Vague var et bizart skift fra en instruktør, der ellers havde vundet sit publikum tilbage, så må det her 25 år efter ses som en central film, der igangsatte et skift over mod en stil Godard stadig ikke er færdig med at udforske. Men filmverdenen er stadig ikke kommet efter det. Godard bliver stadig først og fremmest husket for hans tresser-værker, med hvad han lavede derefter, i de sidste små 45 år af karrieren, som et vedhæng. Cineast-dvd/blu-ray selskabet Criterion har efterhånden 13 Godard-film blandt deres udgivelser, hvoraf de 11 er fra 60-67 og den seneste er Sauve qui Peut (la Vie) som efterhånden er 35 år gammel. Sen Godard er ekstremt undervurderet, efter min mening fordi det er ekstremt underbelyst. Måske er der noget under vej: Goodbye to Language var den største succes Godard har haft i årtier, formentlig den mest populære af alle hans sene film. Grundeksperimenterne med 3D talte til folk, var til at forstå. Men Nouvelle Vague er i lige så høj grad grundeksperimenter, med lys og mørke, med klipning, og især med lydspor. På grund af dens landvindinger, som resten af filmverdenen stadig ikke har indoptaget, og på grund af dens status som den første spillefilm i Godard’s nye stil, så vil jeg gå så langt som til at sige, at vi har et gøre med et lille hovedværk i filmhistorien, som enhver med filmisk interesse bør forsøge at se. Men det skal forstås med det forbehold, at jeg mener Godard laver hovedværker hver gang han er over middel. Og Nouvelle Vague er blandt hans bedste.

Fortjent Pris?

Med det forbehold er jeg blot er lidt over en tredjedel gennem konkurrencen: Jeg synes den fortjener Guldpalmen. Men det er en kontrafaktisk historie, hvor det her var blandt de vigtigste film fra 1990. Det meste af filmverdenen afviste at følge med hvor Godard ville tage dem hen, og Cannes-juryen var ingen undtagelse. Jeg bliver igen lidt forundret over at der blev givet en teknisk pris til Cyrano de Bergerac. Lydsiden i Nouvelle Vague er indlysende den tekniske milepæl blandt de film jeg har set, og det er ganske enkelt skidt set af juryen ikke at anerkende dette. Så kan man mene hvad man vil om den prætentiøse og dunkle stil, men at den er teknisk formidabel, det kan der ikke herske tvivl om.

Næste uge skal vi hen til noget nok lidt mere konventionelt: Det skal omhandle Tommy Lee Jones’ neo-western The Homesman.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.