Palmesøndag del 35
(Come See the Paradise, Alan Parker, USA
Cannes 1990)
Sidste år forsøgte forskere fra UCLA at komme frem til hvilken film der var aller mest oscar-bait siden 1985. Og overraskende nok viste det sig at være den her, Alan Parker’s Kom og Se Paradis fra 1990, som ellers ikke fik en eneste nominering. Men når man ser den giver det god mening: Den har instruktør og stjerner fra oscar-film, og så kombinerer den et fokus på Hollywood med en histoire om marginaliserede mennesker og racisme og undertrykkelse. Jamen, hvordan kan den dog kombinere så mange forskellige emner? Det kan den heller ikke, det er en absurd skodfilm, og hvis der er dårligere film i konkurrence i 1990, så bliver jeg meget overrasket og forstemt.
Se traileren, hvis du tør. Der er rigtig meget stryger indover.
Alan Parker har instrueret alt mellem himmel og jord. Jeg er ret glad for en enkelt af hans film, hans filmatisering af Pink Floyd – The Wall, men det har nok mere at gøre med musikken og de animerede sekvenser. Jeg skal ikke kunne afvise at han har et talent for musik-film, han har i hvert fald haft succes med Bugsy Malone, Fame, The Commitments og Evita, som jeg ikke har set en eneste af. Men han har også forsøgt sig med vægtige, politiske film, og inden for det felt tror jeg nærmest at han er den dårligste instruktør nogensinde. Midnight Express var så racistisk over for tyrkere at manus-forfatter Oliver Stone senere sagde undskyld. Mississippi Burning fortæller historien om raceundertrykkelse i sydstaterne ved at gøre alle sorte karakterer som ofre der er alt for rædselsslagne til selv at gøre noget, så de har brug for de tapre hvide FBI-folk til at redde dem, desuagtet at i virkeligheden var J Edgar Hoover’s FBI godt i gang med at forsøge at undergrave Martin Luther King Jr og alle andre sorte borgerrettighedsforkæmpere. Den er blevet kaldt en ‘lynchning’ af sandheden. The Life of David Gale er ganske enkelt forrykt, den angriber dødsstraffen ved at skabe en byzantinsk forbrydelse, hvor det i sidste ende alligevel er dødsstraf-modstanderne som er sindssyge, og derudover bruges halvdelen af tiden på at forklare hvorfor man altid skal passe på med at dømme for hurtigt, for kvinder lyver jo konstant om at blive voldtaget, ik? Kom og Se Paradis er et drama om en japansk families strabadser under Anden Verdenskrig, hvor japanere blev interneret i lejre, men af en eller anden grund har den Dennis Quaid i hovedrollen.
Helt kort fortalt har Alan Parker aldrig fundet noget politisk problem han og hans samarbejdspartnere ikke har kunnet dreje over til at handle om, hvor hårdt det er at være en hvid mand.
Men ok, Dennis Quaid. Han spiller Jack McGurn, gifter sig med en japansk kvinde Lily (Tamlin Tomita), og så bliver hendes familie interneret under Anden Verdenskrig. Det er sådan set plottet. Hvis det lyder af et lidt tyndt plot, så er det ganske korrekt. Der er en mængde andre ting i plottet: McGurn må skifte navn til McGann fordi han er eftersøgt for at have sat ild til en biograf som hævn for noget fagforeningsnoget, og han får arbejde i Lily’s fars biograf, og de flytter til Seattle fordi japanere og kaukasere ikke må gifte sig i Californien, og Jack bliver også inddraget i noget fagforeningssnask i Seattle, og når krigen kommer skal alle mænd også overveje om de vil kæmpe og al den slags. Men det hele føles først og fremmest som biting der 1) skal gøre filmen lang nok, uden at dvæle for længe ved alt det der kedelige og deprimerende lejr-noget og 2) skal gøre filmen mere spiselig for publikum og oscar-vælgere. Så altså, racistisk* internering af en hel befolkningsgruppe er noget skidt, men det er ekstra meget noget skidt fordi det står i vejen for den store kærlighed mellem Lily og Jack, og pyha, så fik vi også en hvid mandlig stjerne i front, hvorimod familiens japanske mænd skubbes i baggrunden, og deres reaktioner på undertrykkelsen forbliver postulater. Det er håbløst.
* som filmen påpeger, så er USA også i krig med Tyskland og Italien, uden at de to etniciteter bliver kollektivt straffet, så det er uomtvisteligt racistisk bestemt.
Også bare rent filmisk er det komplet håbløst. Manus er elendigt skruet sammen, fra store problemer som at der er alt for mange ligegyldige plottråde i filmen, f.eks. alt hvad der har med hovedpersonen at gøre, til at dialogen bare er virkelig dårlig. Det falder ofte sammen og gør filmen på en gang tåkrummende udpenslende, og så alligevel forvirrende. Dialog fra den første scene med Jack: ‘Just spit it out, Augie!’ ‘Things are different, Jack. To these guys you’re trouble, okay? You know every statute of the law books by heart, but you also got principle. And you got politics. And that ain’t how they wanna do things right now. This is a different union, and they’re scared of you.’ Så er man vist ikke i tvivl om præcis hvilken type person Jack er, det var godt nok heldigt at der var en karakter som lige havde lyst til at skære ud i pap hvordan han var. Sjov detalje: hele filmen er fortalt i flashback, det er Lily som fortæller historien til deres datter. Og eftersom den her scene finder sted før de møder hinanden, så er det enten noget som Lily finder på, eller også har Jack fortalt hende om dengang hans ven fortalte ham at han havde alt for mange principper til at være med i en fagforening. Hvis nu blot filmen havde et minimum af overskud, eller af selvironi, så kunne det være et meget sjovt lag at lege med, hvem det egentlig er som skaber de elendige to-dimensionelle papfigurer der fylder især når Jack er alene. Men det ville være en mange gange mere subtil film end hvad vi sidder med.
Og der er så mange dramaturgiske sammenfald at det blot forvirrer. Da Lily vender tilbage til familien, efter at have stukket af til Seattle med Jack, så kommer hun naturligvis hjem præcis som faderen er blevet ført bort blot for at være af japansk afstamning. Lily går ovenpå og ser sin mor stirre ind i et spejl lammet af sorg. Lily forsøger at sige trøstende ord, først om faderen, forsøger at sige at myndighederne nok skal indse han er en god mand, men derefter omkring hvor meget hun har savnet sin familie, at hun skrev breve men aldrig fik svar. Det skal klart være et forsøg på dobbelt-dramatik, at kombinere tragedien over farens anholdelse med tragedien om datterens renden hjemmefra. Det er den slags man lærer på dårlige manus-kurser, altid at lægge så megen katarsis så muligt ned i én scene. Men det bliver bare forvirrende. For hvad tænker moren på mens hun stirrer ind i spejlet, på hvordan det amerikanske samfund har nægtet at acceptere hende som japansk immigrant, på datteren, på kærligheden til faren? Der er lagt så meget i den scene, at det blot bliver dumt. Og sådan er det hele vejen igennem.
Kom og Se Paradis har ét element, som inspirerede andre film. En lille bid fra soundtracket, kaldet ‘Fire in a Brooklyn Theater’, blev brugt i rigtig mange trailere op igennem halvfemserne, f.eks. til Dødens Karteller (1:27 inde). Det er egentlig ikke overraskende, at et element fra den her film viste sig at have ganske generiske kvaliteter, og kunne genbruges alle mulige andre steder. Det er den slags film, komplet generisk, uden personlighed, indsigt, særpræg. Verdens største oscarbait, ifølge videnskaben. Som jeg har skrevet før, så er der et skift i britisk Cannes-film mellem firserne og halvfemserne, mellem storladne produktioner som Viljen til Sejr (i konkurrence 81) og The Mission (palme-vinder 86) og kitchen-sink realisme fra folk som Ken Loach og Mike Leigh. Alan Parker hører til blandt de førstnævnte, og Kom og Se Paradis var den sidste af de fem film han fik med i Cannes. Han sluttede af med et rigtig godt argument for aldrig at blive inviteret tilbage. Og så lavede han så The Commitments året efter, som jeg har hørt meget godt om. Man skal ikke kimse af en god feel-good musical. Det er meget mere værd en den her gang faux anti-racisme.
Fortjent Pris
Heeeeeellll no!
Næste uge, første af tre canadiske film fra 2014: David Cronenbergs Maps to the Stars.