50. Esben Svane – Ikke et ord
Er Esben Svanes poprock plade rent objektivt set bedre end f.eks 2022-plader fra Eee Gee og Andreas Odbjerg (som – SPOILER – ikke er at finde på den her liste)? Nej, objektivt set er hans tekster lidt tunge, melodierne lidt små, stemmen lidt skinger. Men til gengæld er pladen er helt særligt lille værk, hvor orkestreringen kombineret med de naive og skønt emotionelle tekster om kærligheden til musiker Ihan Haydar – en kærlighed der virkelig havde svære kår, men som overvandt alt – skaber en egen lille verden. Og det er DET som så meget god dansk musik kan. Vi har ikke så mange genier, det er begrænset hvor mange ressourcer der er. Men der kan laves rigtig mange skæve, tænksomme og ganske unikke plader som Ikke et ord.
49. Stefan Pasborg – Ritual Dances
Der udkom et væld af bigband-projekter i 2022, og de fleste af dem mixede jazz, klassisk og elektronik, ligesom Stefan Pasborgs Ritual Dances gjorde det. Pasborgs album var qua sit afsæt – Stravinskijs berømte avantgarde-balletter – ualmindeligt rytmisk spændstigt, hvilket Pasborg som den ekvilibristiske trommeslager han er udnyttede fuldt ud, og et væld af musikere – særligt UMO Helsinki Jazz Orchestra og danske Blood Sweat Drum + Boss – tilføjede nærmest orkestrale klangfarver. Og så til andre tider holdes det helt minimalt. Generelt blev det gudskelov aldrig ‘sofistikeret’ fusions-jazzet, men bibeholdt den kantede primitivitet, der har gjort Stravinskijs musik så klassisk. Ja, i numre som ‘Dances of the Young Girls’ lød det nærmest som kraut-jazz.
48. Lukas Vanggaard – Natsværmeren & Sommerfuglen
Man skal ramme en svær balance hvis man skal lave pop-sange om at være sær og anderledes. Det kan nemt blive for sært og ukommercielt, eller omvendt så glat at det sære bliver postuleret. Men Lukas Vanggaard ramte balancen helt perfekt på hans korte debutalbum. Måske fordi han omfavnede sårbarheden, fra start af sang om at være ‘styret af min angst’. Produktionen er lofi, vokalen en anelse falsk, men omkvædene er gigantiske. Vanggaard ramte ved siden af på den polerede single-opfølger ‘Arriverderci’, men sange som ‘Abrakadabra’ og ‘Hey!’ kan blive kult-pop.
47. Slægt – Goddess
Slægts fjerde plade var ikke et nyt hovedværk som Domus Mysterium fra 2017. Det var lidt mere af den samme blanding af klassisk heavy metal med to duellerende guitarister, og så black metallens bulder og brag og forvrængede vokal. Når det er bedst bliver de heroiske guitar-soli understøttet af det buldrende og anderledes lydlandskab, men ret meget af pladen lød ikke særlig langt fra hvad de klassiske metal-bands kunne finde på, når de var mest teatralske. Magien er dog stadig intakt på ‘Goddess’, hvis opbygning og himmelstræbende soloer er decideret overvældende.
46. Toechter – Zephyr
Katrine Grarup Elbo fortsatte med at udforske violinens potentiale i sit virke uden for We Like We. Denne gang i en ny international trio med tyske Lisa Marie Vogel (Violin) og Marie-Claire Schlameus (Cello). Zephyr er en mere elektronisk og dansabel plade, hvor numre som ‘Charms’ bliver helt poppede, men udgangspunktet er stadigvæk strygernes klangunivers, og hvordan det kan bøjes, manipuleres, udvikles.
45. Jura – Formality Jerne-Site
Pladeselskabet Anyines dyrker en helt særlig lyd, særligt med kunstnere som Minais B og ML Buch. Firseræstetisk, hypnagogisk, konstant omskiftelig, i udtryk og tekstunivers som regel udpræget cyborgfeministisk. Juras debutalbum trækker lyden så langt ud som den kan komme, hvor alt er ustabilt, produktionerne er firserklange i hvirvlende rundgang, mens rytmer tæver sig frem og der synges mere hoppende og hikkende end melodisk. Også tekstligt er vi ude på dybt vand, hvad er f.eks et ‘Jerne-site’? Transkvinder som Sophie og Arca har ændret den elektroniske musikscene hen mod at handle om transformation og destabilitet, og Juras debutalbum imponerer som den måske mindst stabile danske plade i år. Intet giver helt mening. Alt kværner. Stort set alt fascinerer.
44. Lueenas – Lueenas
Duoen Lueenas – violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelund – har før lavet soundtracks, bl.a. til dokumentaren om mordet på Emilie Meng. Deres første fritstående album er også ekstremt filmisk, og emmer af mord og mystik. Strygere og støj mixet sammen, til det lyder som bagtæppet til en okkult gyser. Når Emma Acs gæster for at synge sidste nummer, der lyder som musik til rulletekster, så er det nærmest katarsisk. Det er som om noget er blevet uddrevet af de mørke skingre klange.
43. iB101 – Enfant Terrible
‘iB’ står for ‘Irrelevant Bitch’, og projektets to plader hedder Persona non grata og Enfant Terrible. Det er ret konfrontatorisk popmusik, hvilket sangtitler som ‘Volatile’, ‘Delusional’ og ‘Therapist’ måske også vidner om. Mest af alt var iB101 på sit andet album flabet, spydig og overlegen, mens han sang fornærmelser og lala henover stramme men også lidt nedbarberede pop-produktioner. Det er personligt og tekstligt handler det om skrøbelighed, men musikken forsøger ikke at være skramlet og fragil. I stedet pumper den afsted som var den det skjold der holder den unge ‘volatile’ kunstner gående.
42. Else Marie Pade – The Orchestral Album
Opdagelsen og udgivelsen af den elektroniske pioner Else Marie Pades orkestrale værker blev i år lidt sært anledning til at påpege, at hun altså ikke ‘rigtig’ var så avantgardistisk som vi engang mente. Og nej, EMP var aldrig det mest out there elektroniske musik – men her årtier efter kan vi vel også indrømme, at det var hendes arvtagere som Future 3 og Opiate heller ikke?
At lytte til EMPs elektroniske værker føles ofte som om hun kæmper for at få de nye lydkilders kolosale kræfter til at give genkendelig mening hos lytteren. Og der er noget af det samme over hendes orkester-musik. Jo, det er sgu avantgarde-idéer hun arbejder med, men det ender altid med at blive pænt og funktionelt. Hvilket helt ærligt måske også gør hende til forgænger for nye komponist-helte såsom Hans Abrahamsen?
Under alle omstændigheder var The Orchestral Album en glimrende oplevelse. Nogen Stockhausen var hun da aldrig, men det virkede hun måske heller ikke som?
41. Kalaha + Hilal Kaya With Aarhus Jazz Ochestra – Tutku
Kalaha har gennem tiden indoptaget flere og flere slags musik i sig, men min glæde ved bandet er omvendt falmet en smule. Det var som om det blev for meget, der skete hele tiden noget nyt, nye gæster, nye lyde, nye sprog, men det betød omvendt der ingen tid var til at arbejde med opbygning og variation af de enkelte elementer. På Tutku lægges der jazz-orkester og sanger til, men det føles mere som en begrænsning, som om Kalaha nu skal arbejde med det her lydunivers en plades tid. Og resultatet er ret så fremragende, når groovesne får lov til at ånde, og et væld af soli tilføjes. Hvis man som jeg frygtede projektet var ved at køre af sporet, så beviser Tutku at det er langtidsholdbart, og ikke mindst at det må kunne levere nogle forrygende liveoptrædende de næste mange år.
