Ju Dou – Flammende Begær

Palmesøndag del 22
(菊豆, Zhang Yimou, Kina
Cannes 1990)

Da jeg skrev om filmene Forhøret og Ucho havde jeg fokus på, hvordan Cannes i 1990 forholdte sig til de nye film der blev frigivet efter murens fald i 89. 89 var et dramatisk år, også uden for Europa, men andre steder var de mindre heldige. Hvor demonstrationerne mod kommunisterne i Østeuropa i sidste ende førte til regimernes fald, så blev lignende demonstrationer i Kina slået ned den 4. juni på Tiananmen Pladsen. Det betød slutningen på, hvad der var blevet lagt frem af politiske og økonomiske reformer. Og det satte også en bremse for, hvad der ellers i årene forinden havde været en filmkultur på vej frem.

Zhang Yimou tilhører hvad der kaldes den ‘femte generation’ i kinesisk film, sammen med instruktører som Chen Kaige og Tian Zhuangzhuang. Helt præcis hvad der udgør de tidligere generationer er lidt svært at sige, og den fjerde ser ud til kun at være blevet benævnt retro-aktivt, men det her navn har holdt ved. Zhang var fotograf på den første store film fra generationen, Chen Kaige’s Yellow Earth, der vandt en sølvleopard i Locarno i 85. Zhang’s egen debut var De Røde Marker, der vandt Guldbjørnen fra Berlin i  88, det store internationale gennembrud for bølgen. Hans film har vedblivet at være populære i udlandet, med to Guldløver oven i bjørnen, tre nomineringer til Oscar’en for Bedste Udenlandske Film, og tilskuertal i Danmark der kan komme op på 12.753 for Ju Dou, 46.805 for Under Den Røde Lygte, og hele 83.059 for hans udstyrsstykke Hero. Han er også kendt som manden der instruerede åbningsceremonien ved OL i Beijing i 2008. Hans senere karriere har lænet sig op af nationalistisk propaganda, som når Hero synes at forsvare stærke mænd der massakrerer for landets bedste, og populistiske krumspring, som når Christian Bale skal spille hovedrollen i den mærkelige Flowers of War om massakren i Nanking. Men tilbage i 1990 havde han kant, det må man sige, og Ju Dou er en ganske grum, mærkværdig, og gudesmuk film. Zhang Yimou har alle dage været fantastisk til farver – det er noget af det som gjorde Hero så populær, tjek traileren hvis du har glemt det – og det kommer virkelig til udtryk i denne film.

Skærmbillede 2015-07-09 kl. 16.49.59Skærmbillede 2015-07-09 kl. 16.50.51Skærmbillede 2015-07-09 kl. 16.55.05

Nu til dags kan man color-code digitalt – det er derfor så mange film er så orange og turkis, det får skuespillernes hvide hud til at stå smukkere frem – men med celluloid var det lidt mere problematisk. Ju Dou blev optaget på Technicolor, der ellers var en forældet process, og der må have været lagt nogle gevaldige filtre på, for at få denne effekt frem. Zhang Yimou has selv sagt at alle hans tidligste film var røde, hvilket ikke er så mærkeligt når den her siges at udgøre en trilogi sammen med De Røde Marker og Under Den Røde Lygte, men Ju Dou er langt mere farvesofistikeret end som så. Den foregår på et farveri, en genial kulisse for Zhang, og farverne glinser både i genskæret fra solen og i vandhullerne inde i midten af komplekset. I den kulisse udspiller sig et grumt drama mellem kvinden Ju Dou og tre mænd fra familien Yang. Først bliver hun gift med gamle, grusomme, impotente Jinshan, der mishandler hende på det groveste. Senere forelsker hun sig i Jinshan’s adoptiv-‘nevø’ (hvordan det så end skal forstås) Tianqing. Og som årene går, og kampen mellem de voksne har skabt psykiske og fysiske sår hele vejen rundt, må hun forholde sig til sin tavse søn Tianbai, der reagerer voldeligt på dramaerne og fortielsen i fortiden.

Skærmbillede 2015-07-09 kl. 16.53.44

Det er en yderst grum fortælling. På en ganske bizar måde. De Røde Marker har også nogle virkelig grumme passager, men på den ganske typiske måde, hvor ædelt liv og folk går til i kampen mod ondskaben, her vist af de grumme japanere, der invaderer området i tredje agt. Der er ingen ædelhed i Ju Dou. Man holder automatisk med Ju Dou og Tianqing, men det er så fordi at Jinshan simpelthen er et uforståeligt forfærdeligt menneske, ikke fordi de er specielt sympatiske i egen ret. Tianqing virker mest af alt lidt sølle og vægelsindet, mens Ju Dou virker hævnagtig og ydmygende overfor Jinshan, hvilket naturligvis er forståeligt ovenpå hans overgreb først i filmen, men gør hendes karakter mindre typisk heltindeagtig. Og Tianbai er et lille monster, hvis reaktion på at se sin far drukne er et psykopatisk grin. Stilen minder mig mere om de senere års koreanske og japanske film fra instruktører som Park Chan-wook og Takashi Miike, som jeg egentlig ikke er den store fan af, men som gør sig ret godt i Zhang Yimou’s univers. Det kan ellers godt blive lidt for pænt, lidt for meget gode og onde, her hjælper det når den onde kører sølle rundt i en tønde efter at være blevet paralyseret fra livet og nedefter, mens den gode græder hjælpeløst når det går op for ham, at rivalens død blot betyder han nu har mistet undskyldningen for at bo sammen med sin elskede stedmor. Også Jinshan’s begravelse er en pragtscene, hvor Ju Dou og Tianqing er tvunget til, i et hysterisk og forstillet ritual, 49 gange at forsøge at stoppe kisten, og lade den passere hen over sig, for at modbevise rygterne om, at de i virkeligheden er fint tilfredse med den gamle mands død.

Skærmbillede 2015-07-09 kl. 16.59.56

Skærmbillede 2015-07-09 kl. 17.00.03

skærmbillede_2015-07-09_kl_165911


Ju Dou
er et kollaps ned i mørke og søllethed. Der er ingen glorværdig vej ud, og heller ingen katarsis. Der er blot en grum situation, som bliver stedse grummere. Hvilket egentlig er så meget federe. Jeg har set filmen blive kaldt en metafor for Kina på dette tidspunkt, hvor de gamle mænds grumme og patetiske love skal repræsentere kommuniststyret, men det virker lidt søgt i mine øjne. For mig kan den nøjes med at være en grusomt smuk tragedie. Men det var der heller ikke humør til i Kina efter Tiananmen. Både Ju Dou og Zhang’s opfølger Under Den Røde Lygte blev forbudt i hjemlandet, og også hans kolleger kom i klemme. Værst gik det for Tian Zhuangzhuang, der lavede den kritiske The Blue Kite på baggrund af et manuskript sendt til censur, som ikke var det virkelige, hvilket medførte et ti-årigt forbud mod at lave film. Men hele filmkulturen led. Det kunne ikke ses i årene lige derefter, hvor kinesisk film fejrede sine største triumfer, Zhang Yimou vandt Guldløven i 92 for Historien om Qiu Ju, og Chen Kaige vandt som eneste kinesiske instruktør nogensinde Palmen i 93 for Farvel Min Konkubine. Men så fes det lige så stille ud. På sin vis også i Cannes. Efter Chen Kaige i 88 med King of the Children, og som sagt Zhang Yimou i 90 med Ju Dou, så skulle der gå et årti før en ny fastlands-kineser fik chancen, i 2000 med Jiang Wen’s Devils on the Doorstep. I mellemtiden havde instruktører som Hou Hsiao-hsien og Tsai Ming-liang fra Taiwan og Wong Kar-wai fra Hong Kong erobret den internationale film-verden, og i dag er det i langt højere grad disse instruktører der har formået at holde deres karriere på top-niveau, mens Zhang Yimou og Chen Kaige i højere grad laver lunkent modtagen mainstream som Zhang’s Flowers of War og Chen’s Caught in the Web. En ny, sjette generation har taget over, med navne som Lou Ye og især Jia Zhangke, der brillierer med stærke kunstfilm fra fastlandet, men alligevel er det svært ikke at se tilbage på Ju Dou som en film fra en tabt verden, en vej der blev lukket ned. Zhang Yimou og kinesisk film som sådan havde større triumfer i vente i årene fremover, men jeg ved ikke om det nogensinde igen var så nådesløst og syrligt som det fik lov at være her.

Skærmbillede 2015-07-09 kl. 17.09.25

Fortjent Pris

Jeg kan godt lide filmen, det er måske den bedste Zhang jeg har set. Men alligevel vil jeg holde på, at der var bedre film i konkurrence det her år. Og Zhang har vundet priser nok, så jeg har ikke ondt af ham. Hvis noget, så måske en teknisk pris for farvebrugen. Sådan en blev der uddelt dette år, men den gik til fotografen på Jean-Paul Rappeneau’s Cyrano de Bergerac. Uden at have set den film, så har jeg dog svært ved at forestille mig, at den skulle være flottere filmet end Ju Dou.

I næste uge skal vi til Rusland. Andrey Zvyagintsev vandt Bedste Manus i 2014 for Leviathan, og når nu jeg har fat i den, så skriver jeg nok også lidt om hans eneste anden konkurrence-film, The Banishment fra 2007. Den ligger nemlig på min tv-optager tilbage fra December.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *