Palmesøndag del 268(光, Hikari, Naomi Kawase, JapanCannes 2017, Økumenisk Pris) Der er nogle instruktører, som er så søde at markere, når de skifter stil. Lars von Trier arbejdede meget med trilogier, Eric Rohmer med serier af film. Andre gange, så er det ret svært at opdage mens det sker, og det er først bagefter, at […]
Palmesøndag del 267(朱花の月, Hanezu no tsuki, Naomi Kawase, JapanCannes 2011) Hanezu starter med en af de mest særlige og egensindige scener jeg har set meget meget længe. Til at starte med nærmest dokumentarisk om en udgravning, grus kører rundt på maskiner, den slags. Håndholdt kamera. Så fanger kameraet pludselig solen genspejlet i en vandpyt, og […]
Palmesøndag del 266(殯の森, Mogari no mori, Naomi Kawase, JapanCannes 2007, Jury Grand Prix) Naomi Kawases værk er meget personligt, og vender gang på gang tilbage til hendes egne erfaringer. Men der er dog alligevel også plads til portrætter af andre. F.eks udgav hun i 1997, samme år som fiktionsdebuten Suzaku, også dokumentaren The Weald, der […]
Palmesøndag del 265(沙羅双樹, Sharasōju, Naomi Kawase, JapanCannes 2003) Nu kommer vi til en af de vigtigere serier i det her kæmpe Cannes-projekt. Det er vigtigt at skrive om japanske Naomi Kawase af tre grunde. 1) Hun er den kvindelige instruktør, der har været i Cannes flest gange. Endda med afstand. Hun har været med 5 […]
Egentlig havde jeg tænkt mig at grine lidt af den danske titel. Naomi Kawase’s nye film hedder An på original-sproget, navnet på en slags bønnepasta der indgår i en snack der hedder dorayaki, som sælges i den butik der er filmens centrale location. På wikipedia står den engelske titel stadigvæk som Sweet Red Bean Paste, selvom den hed Sweet […]
Palmesøndag del 29(２つ目の窓, Futatsume no mado, Naomi Kawase, JapanCannes 2014) Naomi Kawase var selv ret glad for Still the Water. “There is no doubt that this is my masterpiece,” sagde hun. Pressen var dog ikke enig, så Indiewire skrev året efter: ‘Her previous feature, “Still the Water,” played Cannes just one year ago, premiering to an array […]