50. Smag på dig selv – SPDS
Som i alle andre lande har danske kunstnere en tendens til at inspirere hinanden, og derfor til tider lyde lidt ens. Fordi Danmark er så lille et land, kan det let føles lidt kvælende, f.eks når det lyder som om at alle jazzbands vil lyde som Bremer/McCoy eller Little North. Så det er skønt når en trio som Smag på dig selv sparker døren ind med et udtryk, der måske minder om andre internationale navne, men som er unikt i dansk sammenhæng. Trommer, tenorsax, barytonsax, det bliver en blanding af riffs og rytmer, der lyder lidt hen af London-scenen og navne som Sons of Kemet. Med inspiration fra avantgarde saxofonist Colin Stetson, samt et godt skvæt punk og techno. Ikke årets mest gennemarbejdede plade, men en af årets mest forfriskende debuter.
49. AV AV AV – All Inclusive / Need 4 Speed
De tre herrer bag supergruppen AV AV AV er nogle erfarne fyre fra den københavnske elektroniske undergrund, og de brugte efter sigende hele fem år på at lave debuten No Statues fra 2019. Hvorefter corona ødelagde trioens store live-planer, og slog dem helt tilbage til start. Så det giver meget god mening, at de efter et par års pause lavede hele to albums til udgivelse i 2024. Men det endte nu også som to lidt rodede albums, der måske havde stået stærkere, hvis enten højdepunkterne var blevet samlet på én skive, eller hvis der havde været lidt mere forskel på de to. Men de to plader havde store højdepunkter, f.eks numre som de Fred Again-agtige ‘In the Name of Love’ og ‘Loving’, og her blev man først og fremmest glade for at trioen har så meget mere de vil ud med.
48. Jeppe Zeeberg – Six Additional Pieces of Piano Music
‘I never thought I would make an album primarily consisting of jazz standards’ står der på Jeppe Zeebergs bandcamp om hans seneste plade, og nogen vil påstå, at det har han heller ikke rigtig lavet. Selvom der står folk som Fats Waller og Duke Ellington bag fem af de seks sange på pladen, så håndterer Zeeberg dem med den samme dekonstruktivistiske energi, som han tidligere har brugt til at fortolke bl.a. Aquas ‘Barbie Girl’. Til tider lyder det mere som et gammelt pianola der selvdestruerer, mens de simple melodier speeder op og ramler sammen om sig selv. Ironisk nok er det pladens eneste Zeeberg-komposition, der får lov til at fremstå som en simpel ørehænger.
47. Haannah – Stuzzicadenti
Den danske drone/ambient/kosmiche trio Haannah udgav et væld af musik i 2024 – foruden det her album også en række ep’er med musik til en udstilling i 2022, samt to plader med Kosmiske droner. Men den bedste udgivelse var den mindre konceptuelle Stuzzicadenti. Titlen betyder tilsyneladende ‘tandstik’, og grunden til alt var italiensk var et stort ‘hvorfor ikke?’. Til gengæld var musikken god, der var en klædelig lethed, og så var pladen gennemarbejdet og dynamisk som helhed, ledende op til det 17 min lange og intense ‘Abbiamo trovato l’oro nella miniera, parti uno, due e tre’ hvorefter fem minutters behagelige droner gav hjernen lidt mulighed for at slappe af igen.
46. Katinka Band – Vi lader bare som om / Nymalet – Venter på fortællinger
Katinka Bands fjerde og måske bedste album virkede umiddelbart som et breakup-album, særligt på den fantastiske ‘Ekskæreste’. Men i stedet var det bandet, der var ved at gå fra hinanden, hvorefter Katinka koncentrede sig om sit andet band Nymalet – som bl.a. indeholder hendes åbenbart overhovedet ikke eks-mand Daniel Buchwald. Vi lader bare som om var fuld af god pop. Venter på fortællinger var, som titlen antydede, overraskende søgende og afventende fra den danske supergruppe (der også indeholder bl. Christian Hjelm, Johan Olsen og Asger Teschau fra Kashmir) men særligt balladerne var vidunderligt opulente, som også Nymalets debut-ep var det.
45. Toechter – Epic Wonder
Den Berlin-baserede trio Toechter, med Katrine Grarup Elbo som medlem, rykkede til det prestigiøse label Morr Music med deres andet album. Deres musik er stadig baseret på klassiske stryger-instrumenter, samplet og manipuleret og tilføjet fremmede lyde, indtil det fremstår som umanerlig organisk lydende IDM. Epic Wonder er mindre poppet end debuten Zephyr, men er i stedet en electronica-rejse, der til tider lyder henad noget Björk, andre gange mere filmisk, men som finder sin helt egen lyd et sted mellem klassisk og electronica. Grarup Elbo har udforsket dette rum de seneste par år, og vedbliver at finde interessante variationer derinde.
44. Den danske strygekvartet – Keel Road
At Den danske strygekvartet er næsten lige så glade for folkemusik som de er for Carl Nielsen og Beethoven har de bevist over tre albums med gamle danske numre, og hos violinist Rune Tonsgaard Sørensen er det endnu tydeligere pga hans anden gruppe Dreamer’s Circus. Keel Road rejser over atlanten og blander engelske sange op med skandinaviske, men det er altid gruppens nærmest telepatiske samhørighed der gør hvert eneste nummer levende og medrivende. Jeg synes dog stadig ikke musikken er lige så interessant som Nielsen, og i modsætning til Dreamer’s Circus er det ikke nogle banebrydende nye fortolkninger de får lavet. Det var stadig et af årets bedste danske søndagsalbums.
43. Lars Bech Pilgaard – Folklórica
Også guitarist Lars Bech Pilgaard (Svin, Klimaforandringer) var inspireret af folkemusikken på hans soloalbum, hvor guitar i alle afskygninger blev præsenteret som ligeså antikt et instrument som citer og sækkepibe. Der blev spillet guitar med bue så det lød som violin, præparerede guitarer plink-plonk’ede som på en gammel etnografisk optagelse, og endelig dronede en elektrisk guitar som var det et stueorgel. Et dybt fascinerende værk, omend det også blev noget langstrakt og udynamisk, når pladen fokuserede på først den ene lyd og så den anden, så den kun hvert kvarter skiftede karakter.
42. Courtesy – intimate yell
Første nummer på Courtesys anden plade hedder ‘I’m Glad I’m Not Susan Sontag’, men eftersom Courtesy har omdøbt hendes nylegendariske pladeselskab fra Kulør til Against Interpretation skal det nok ikke forstås som en kritik. Som Sontag fokuserer Courtesys albums på det euforiske, det sensuelle, så meget at det næsten bliver for meget. Det blev for meget for mig på debuten fra eufori med coverversioner af cheesy eurodance-hits, men intimate yell er mere bare god dansemusik. Der er stadig noget påtaget ligegyldighed over interludes som ‘Wrote this for somebody’ og ‘an Interlude’ men det meste af tiden gør Courtesy det hun er bedst til som DJ og producer: Sammenstykker musik der sætter gang i et dansegulv.
41. Søren Huss – Vi fik mere, end vi kom for
Søren Huss vendte tilbage fra en længere pause med hans måske bedste solo-album – i hvert fald den bedste siden den sorgbearbejdende debut. Hvis man må være lidt grov, så har Huss’ og Saybias musik for mig altid lidt lydt som et modsvar til den ultrapoppede The Second You Sleep, men her turde han slappe af, omfavne simple glæder som f.eks et fløjtehook i ‘Sensommerdrøm’ og et drøn af et omkvæd i ‘Lyden af os under ét tag’, men tog samtidig også åbningsnummeret ‘Sælsom fred’ på en syv minutters rejse fra jazz til nænsom house. Resultatet var en af Danmarks bedste sangskrivere der føltes frisat og tilfreds, måske for første gang nogensinde. Det var flot!