Les Autres

Palmesøndag del 214(Hugo Santiago, FrankrigCannes 1974) Vi mennesker har et behov for at finde mening og orden i tingene. Det er på mange måder godt, det gør det f.eks muligt at finde rundt i ret eksperimenterende film. Men nogle gange forstener orden og mening til ideologi, fordomme, og undertrykkende strukturer. Så må man revolutionere og […]

A Pure Formality

Palmesøndag del 213(Una pura formalità, Giuseppe Tornatore, Italien/FrankrigCannes 1994) A Pure Formality er en ren katastrofe. Det er nærmest uforståeligt. Instruktøren er Guiseppe Tornatore, stadigvæk kun fem år efter Mine Aftener i Paradis. Den er fotograferet af Tornatores faste fotograf Blasco Guirato. Manuskriptet er skrevet i samarbejde med den franske forfatter Pascal Quignard, der et […]

Mine Aftener i Paradis

Palmesøndag del 212(Nuovo Cinema Paradiso, Giuseppe Tornatore, ItalienCannes 1989, Jury Grand Prix) Guiseppe Tornatore har haft en ret sjælden Cannes-karriere. Han slog ekstremt meget igennem med Mine Aftener i Paradis i 1989, hans første gang i Cannes, hans blot anden film, som blot 33-årig. Herefter deltog han med hans næste to film Stanno Tutti Bene […]

Asako I & II

Palmesøndag del 211(寝ても覚めても, Netemo Sametemo, Ryūsuke Hamaguchi, JapanCannes 2018) Japansk film har egentlig haft et glimrende årti i Cannes, hvor både Naomi Kawase og Hirokazu Kore-eda bed sig fast som faste konkurrenter med tre deltagelser (og en palme!), krydret med deltagelser fra Takashi Miike og Takeshi Kitano. Men der har været lidt malurt i bægeret. Alle […]

Desert Moon

Palmesøndag del 210(月の砂漠, Tsuki no Sabaku, Shinji Aoyama, JapanCannes 2001) Shinji Aoyama fik et gennembrud med Eureka i 2000, og allerede året efter var han i Cannes igen. Det er ikke helt overraskende, for han var umanerlig produktiv, og i gang med at positionere sig selv som en af Japans vigtigste yngre instruktører. Det knækkede dog […]

Eureka

Palmesøndag del 209(ユリイカ, Yurîka, Shinji Aoyama, JapanCannes 2000, Fipresci Pris & Økumenisk Pris) Noget af det interessante ved at skrive den her serie om Cannes-film er at kigge på de film og de instruktører, der aldrig rigtig fik deres plads i historien. ‘The road not taken’, som jeg har set det beskrevet. I halvfemserne skete […]

Jeg, Daniel Blake

Palmesøndag del 207 (I, Daniel Blake, Ken Loach, UK Cannes 2016, Guldpalmen + Økumenisk ‘Commendation’) Ken Loachs otium holdt lige præcis to år. Ifølge pressemateriale var det parlamentsvalget i 2015, hvor David Camerons konservative fik et overraskende flertal, der fik den gamle instruktør til at trække i arbejdstøjet igen. Det kan virke en lille smule sært, […]

Route Irish

Palmesøndag del 205(Ken Loach, UKCannes 2010) Jeg mener det virkelig, når jeg kalder årene 2009-2014 for Loachs kriseår. Dels er filmene ikke vanvittig gode, dels er der en tvivl i tematikken, en forvirring, et mismod, som ellers ikke altid er der. Loach er indigneret, han er sørgmodig, han kan til tider være decideret deprimerende. Men […]