Kwaidan

Palmesøndag del 188(怪談, Masaki Kobayashi, JapanCannes 1965, Jury Special Prize) Masaki Kobayashis anden store Cannes-titel, Kwaidan, er en af de film der er øjeblikkeligt iøjnefaldende. Den der titel. Og hvis man læser lidt om den, så finder man ud af, at det er en tre timer lang kompilering af japanske spøgelseshistorier, lavet engang i tresserne. […]

Harakiri

Palmesøndag del 187(切腹, Seppuku, Masaki Kobayashi, JapanCannes 1963, Jury Special Prize) Masaki Kobayashi* er en lidt mærkelig mellemvægter-instruktør. Jeg har besluttet at skrive om hans to Cannes-film Harakiri og Kwaidan fordi de er kendte nok til at være tilgængelige, de ligger til streaming på blockbuster, blandt ret få Cannes-film. Og jeg så Kobayashis store trilogi The […]

Kini & Adams

Palmesøndag del 186(Idrissa Ouedraogo, Burkina Faso / SydafrikaCannes 1997) Der står en lakonisk sætning om Idrissa Ouedraogo i Sharon A Russells opslagsværk Guide to African Cinema: ‘Ouedraogo’s work shows the kind of growth possible when a director can find the funds to make several films.’ Det er ikke verdens største ros, men det er sådan […]

The Turning Point

Palmesøndag del 185(Великий перелом, Velikij perelom, Fridrikh Ermler, SovjetunionenCannes 1946, Grand Prix) Der var rigtig mange film i Cannes 1946 der handlede om Anden Verdenskrig. Priserne blev tildelt krigsfilm fra både Frankrig, Tjekkoslovakiet, Danmark (Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De Røde Enge) og, pudsigt nok, Schweiz. Samt naturligivs Robert Rossellinis udødelige Rom, Åben By. Det […]

Mulholland Drive

Palmesøndag del 184(David Lynch, USACannes 2001, Bedste Instruktør) Hvad er det med Mulholland Drive? Hvorfor overgav alle sig til den her udgave af Lynch weirdness, når de hverken gjorde det før med Fire Walk With Me og Lost Highway eller efter med Inland Empire? Hvad har Mulholland Drive – og selvfølgelig også Blue Velvet og […]

The Straight Story

Palmesøndag del 183(David Lynch, USACannes 1999) Man kan egentlig godt sige, at David Lynch er en virkelig god landskabs-filmmager. Fra det industrielle månelandskab i Eraserhead, over de endeløse parcel-græsplæner i Twin Peaks, og til de nærmest psykedeliske lysørkener i Mulhulland Drive og Inland Empire, så skaber han ufatteligt smukke miljøer. Der er bare det, som […]

Twin Peaks: Fire Walk With Me

Palmesøndag del 182(David Lynch, USACannes 1992) Der er faktisk ret meget kontinuitet hos David Lynch. Jeg genså hans debut-film Eraserhead for nylig, og til sidst i den film, da hovedpersonen Henry begynder at dissekere sine traumer, så begynder elektriciteten at slå gnister. Lamper blinker, ledninger slår gnister. I Lynchs seneste værk, den tredje sæson af […]

Once Upon a Time in Hollywood

Palmesøndag del 181(Quentin Tarantino, USACannes 2019, Palm Dog (Brandy)) Once Upon a Time in Hollywood kunne nærmest kaldes for en ‘moden’ Tarantino-film. Det er i hvert fald hans mest afslappede. Hvor tidligere film var skarpt inddelt i kapitler, gerne med komplicerede narrative strukturer, så skildrer den her film bare tre dage for tre mennesker, stille […]

Inglourious Basterds

Palmesøndag del 180(Quentin Tarantino, USACannes 2009, Bedste Skuespiller (Christoph Waltz)) Der er et citat i romanen Mason & Dixon af Thomas Pynchon, som jeg holder meget af. Det omhandler en virkelig historisk begivenhed der fandt sted i en fængselscelle i Indien, hvor 146 europæere blev indsat natten over, hvorefter de naturligvis i løbet af natten […]

Death Proof

Palmsøndag del 179(Quentin Tarantino, USACannes 2007) Alle kunstarter er unikke, og man skal passe på med at hente idéer fra én form for kritik over til en anden form for kritik. Alligevel, jeg føler at forholdet mellem Kill Bill og Death Proof først og fremmest kan forklares med et fænomen fra musik-kritikken. Er Kill Bill […]