Palmesøndag del 106 Den finske instruktør Matti Kassila har instrueret en film, der ofte kaldes den bedste i finsk filmhistorie. Men det var ikke den film han fik med i Cannes. Nej, hans kendte film er krimien Inspector Palmu’s Error fra 1960, den første i en serie af fire, og unægtelig en fremragende kriminalfilm. Hans Cannes-film er […]
Palmesøndag del 105 Jeg kan godt regne ud hvad ‘Misterio’ betyder, men hvad hævlede er ‘Duende’? Jo, ifølge wikipedia er det ‘a Spanish term for a heightened state of emotion, expression and authenticity, often connected with flamenco.’ Jeg er begyndt at være en smule allergisk overfor de her sproglige termer der skal betyde noget helt særligt forbundet med landet […]
Palmesøndag del 104 De første par år af Cannes-festivalen fungerede den lidt som en verdensudstilling. Lande fra alle kontinenter – omend flest fra Europa – mødtes i et par uger og så hinandens film. Det var en hyldest til internationalisme og samarbejde i årene efter Anden Verdenskrig. Men netop på grund af Anden Verdenskrig var […]
Palmesøndag del 103 Der er en pointe med at jeg blogger om tilfældige Cannes-film. Min idé er at skrive om film der måske ikke er så kanoniserede i dag, men engang var set som det bedste af det bedste. Mange af de bedste film transcenderer deres samtid. Men laget lige under gør ikke, så det kan […]
Palmesøndag del 102 af 1716 Af en eller anden mærkelig grund har vi en tendens til at se på den tidligere ‘Østblok’ som en, nå ja, blok. En stor, stabil frossen masse, ensformig og uforanderlig fra Sovjetunionen overtog magten efter Anden Verdenskrig og indtil revolutionerne i 1989. I virkeligheden var det naturligvis meget mere kompliceret. Der […]
Palmesøndag del 101 af 1716 Den franske instruktør Valerie Donzelli er virkelig dramatisk. Hvor dramatisk? Parret i hendes gennembrud War Is Declared fra 2011 hedder Romeo og Juliette. Deres søn? Han hedder Adam. Valerie Donzelli er også en af arvtagerne til energien fra Nouvelle Vague. War Is Declared flintrer derudaf i bedste Godard-stil, fyldt med jumpcuts og voiceover. […]
Palmesøndag del 100 af 1716 Der er et tilbagevendende billede i James Gray’s film, som jeg virkelig godt kan lide. Jeg har nævnt det et par gange allerede. De er de fantastiske total-billeder han laver af huse, gader, baggårde, tagtoppe, med store slagskygger. De er store, flotte, altid ualmindeligt klare. Så åbningsbilledet af The Immigrant er en smule […]
Palmesøndag del 99 af 1716 Man kan dele James Gray op i to perioder. Først tre krimi-film, Little Odessa, The Yards og We Own the Night. Så tre ikke-krimi-film, Two Lovers, The Immigrant og The Lost City of Z. Det fortæller os dog nærmest intet, at hans seneste film ikke er krimi-film, men der er en udvikling hen mod noget mere personligt […]
Palmesøndag del 98 af 1716 Den første sekvens fra We Own the Night, James Gray’s opfølger til The Yards efter syv års pause, er så James Gray som det overhovedet bliver. Vi lægger ud på en klub i ‘Brooklyn, New York’ (læg mærke til specificiteten, der vil blive snakket meget om muligheden for at udvide helt ovre på Manhattan), […]
Palmesøndag del 97 af 1716 James Gray er stor i Frankrig. Af den ene eller anden grund. Hele fire gange har han været i konkurrence i Cannes, med The Yards, We Own the Night, Two Lovers og The Immigrant. Han har aldrig vundet nogen pris fra festivalen, men det er ok, for han har heller ikke vundet så mange […]