Palmesøndag del 368
(Ken Loach, UK
Cannes 2023)
Ken Loach må være den instruktør, der har fået mest ud af de seneste årtiers omnikrise. Frem til han første gang erklærede sig på pension i 2014 havde han lavet en række ligegyldigheder, hvor småkriminelle stjal whisky eller en mand snakkede med Eric Cantona. Men filmene efter han vendte tilbage i 2016 har været væsentlige og givet sig i kast med samfundets største problemer: Nedskæringer og bureaukrati i Jeg, Daniel Blake, gigkultur og effektiviseringer i Sorry We Missed You, og nu med The Old Oak en fortælling om flygtningekrisen, om racisme, og i bredere forstand om hvordan det nordlige England er gået fuldstændig i stykker siden minerne lukkede.
Det er en film der føles som et dybfølt og empatisk suk over tingenes tilstand. Et værk, der ikke udstikker løsninger for fremtiden, og som måske først og fremmest virker træt. Hvis det bliver 87-årige Ken Loachs sidste film, så er det en melankolsk afrunding. Men kunstnerisk langt stærkere end hans første farvel film Jimmys Hall.
The Old Oak foregår i en lille landsby i det nordøstlige England. Hertil ankommer en gruppe syriske flygtninge, til stor frustration for mange af områdets beboere, mens kun en lille gruppe forsøger at hjælpe de nytilkomne på plads. Blandt hjælperne er TJ (Dave Turner), der ejer pubben The Old Oak, hvor de gamle stamgæster sidder og vrisser over tingenes tilstand. Der er et baglokale på The Old Oak, som engang blev brugt til vældige arrangementer, gerne arrangeret af arbejderne i den lokale mine. Nu er det som så meget andet i den lille landsby ved at falde sammen. Men så får nogen den idé, at bruge baglokalet til at arrangere fællesspisning for syrere og alle andre sultne, ligesom man gjorde det under strejken. Det skaber måske håb om sammenhold, men samtidig også stor frustration hos stamgæsterne, der nu føler de mister endnu et af deres rum.
Rum spiller en kæmpe rolle i The Old Oak. Karaktererne taler hele tiden om, at de mangler rum, og filmen foregår mest enten i deres små huse, der i øvrigt har mistet al værdi eftersom huspriserne er faldet, eller udenfor på gader og græsplæner, eller på pubben. Der mangler de offentlige rum, der engang var – vi ville kalde dem forsamlingshuse eller sportshaller – ligesom der mangler de rum fagforeningen leverede. Resultatet er en befolkning, der intet sted har at forsamles, at diskutere, at foredrage. At blive klogere, vakte, mere politiske. At møde nye mennesker. Det betyder også at filmen føles klaustrofobisk og smal.
I det rum der er, TJs lille pub, sidder man mest og giver hinanden ret mens man langsomt bliver mere og mere fuld. I en tidlig scene diskuteres der faldende huspriser og luskede udlejere, dvs ‘diskuterer’ er måske et lidt stort ord, for mest gentager de hinandens pointer og giver hinanden ret. Det er ikke fordi jeg er uenig i hvad der bliver sagt, faldende huspriser i provinsen er et kæmpe problem, men det er et stort skifte fra Loachs tidligere film. I en film som Land and Freedom, om borgerkrigen i Spanien i trediverne, var der lange scener hvor der blev diskuteret, hvor folk fremførte deres idéer om socialistisk politik op imod hinanden, indtil enten den ene idé eller den anden vandt. Loachs filmografi var i lang tid dialektisk, den skildrede interne kampe og uenigheder, helt tilbage fra tv-serien Days of Hope fra 1975, der endte med at skildre generalstrejken i 1926, og frem til Vinden som ryster kornet og dens skildring af hvordan kampen for Irlands selvstændighed endte i borgerkrig. Der er ikke ret mange diskussioner i The Old Oak. Fordi der alligevel ikke længere er nogen fælles kamp for filmens arbejdsklasse, så det gør ikke så meget hvis man er uenig. Men hvordan skulle der ellers også være diskussioner, når der ikke er noget rum til dem længere? Kampe kræver planlægning, kræver rum.
Ken Loachs film har i mange år fungeret som en kunstens rum for arbejderklassen. Han har skildret arbejderkampe, skildret arbejderes personlige kampe, og leveret rigtig mange klagesange om tingenes forfald siden storhedstiden før Thatcher. Helt tilbage i Raining Stones (1993) beklagede en karakter sig over, at den nye generation ikke havde nogle positive visioner for fremtiden, men bare kæmpede mod hinanden om krummerne fra de riges bor. Nu er det ikke engang en ung generation længere, nu er det midaldrende førtidspensionister, der aldrig har levet i en verden med håb og kamp for en bedre fremtid. TJ nåede lige præcis at være voksen under minestrejkerne i firserne, men han var aldrig en del af det fællesskab som hans far havde med kammeraterne under jorden. Det har de andre heller ikke. Det virker det ikke som om nogen har. Det er noget af det, som gør The Old Oak til den måske mest melankolske film Loach nogensinde har lavet.
Men den melankolske grundstemning kommer også i høj grad fra filmens æstetik. Som helt ærligt er ved at falde fra hinanden. Når Loach siger at det nok er hans sidste film, så er det fordi han synes han er ved at blive for gammel til at lave film. Han har ikke kræfterne længere. Og helt ærligt, det kan man godt fornemme med den måde The Old Oak er blevet filmet på. Det virker som om scenerne er stykket sammen af ret få takes, der er ikke mange billeder hvor det føles som om der er brugt tid og kræfter på kompositionen, og skuespillet fra de mange amatører er også mest af alt effektivt. Der er mange følelsesfulde monologer, men det bliver ikke til ekspressivt skuespil. Det fungerer dog i sin melankolske sammenhæng. Hvor det hos Dardenne-brødrene gik voldsomt ud over Tori & Lokita at filmsproget mistede sin kropslige energi, så passer den minimalistiske og trætte æstetik fint til filmens indhold i The Old Oak.
Kunst er også en slags rum, og via f.eks filmkunsten kan publikum bearbejde og fortolke på deres omverden. Hvilket ideelt set kunne give grobund for nye sociopolitiske bevægelser. Det ses i The Old Oak hos karakteren Yara (Ebla Mari), en ung syrisk kvinde, der fortolker verden gennem sit fotografi-apparat. Filmen åbner med en sekvens af billeder hun tager ved ankomsten til den lille by, og i en af filmens smukkeste scener vises hendes sort-hvide billeder af såvel syrere som indfødte englændere til akkompagnement af syrisk musik. I de fotografier har karaktererne kraft og skønhed, her er den værdighed som det britiske samfund ikke kan give dem. Man kan dog så også spørge sig selv, om ikke filmen havde været bedre, hvis alle billederne havde set sådan ud? Det er ikke noget fjollet spørgsmål, for flere af Loachs gamle film som f.eks den Chris Menges-fotograferede Looks and Smiles havde lige præcis en sådan kraftfuld sort-hvid æstetik. Det havde været en helt anden type film, nok en langt mindre realistisk beskrivelse af nutidens England. The Old Oak er også smuk i sin ramponerede melankoli. Men jeg gad også godt se den anden type af film.
Problemet er mere Cannes som rum. For en festival som Cannes er lige netop også et rum for en særlig type af film. Og de sidste år har det i meget høj grad været for film som The Old Oak, film af ret så erfarne instruktører, som vi nok har set en masse gange før, og hvor vi lidt ved hvad vi forventer. Og så bliver der meget lidt plads i det rum til alle mulige andre stemmer, som faktisk måske kunne bidrage med nogle anderledes veje frem – som f.eks Maryam Touzanis forunderligt håbefulde Den blå kaftan, hvis nu vi skal blive lidt ved Mellemøsten. The Old Oak er bestemt ikke for dårlig til Hovedkonkurrence, men der var heller ingen grund til at den ikke kunne have overladt pladsen til en instruktør der havde mere brug for den, og så haft premiere lidt mere i periferien, den skulle nok blive købt og vist alligevel.
Men TJs ramponerede pub er et langt bedre forløst symbol på Ken Loachs sene filmkunst end da han skildrede Jimmys dansehal i 2014. Dengang skulle dansehallen virke moderne og energisk og lidt farlig, mens TJs pub er ramponeret, træt og skrøbelig. Og de sidste mange år har Ken Loach altså været bedre til at skildre melankolsk træthed end energisk farlighed. Melankolien har han stadig. Og hvis Ken Loach stopper nu, så får han også stoppet mens hans film stadigvæk er væsentlige. Og mens de lige nøjagtigt stadigvæk har æstetisk styrke, omend det i høj grad kommer af hvor skrøbelige de er.