Palmesøndag del 367
(Le Havre, Aki Kaurismäki, Finland/Frankrig
Cannes 2011, FIPRESCI Pris + Økumenisk Pris Special Mention + Palm Dog Special Jury Prize (Laika))
Der skulle ske noget for Aki Kaurismäki. Fem år var der gået siden Lys i tusmørket, og havde han bare lavet endnu en kort lille typisk Kaurismäki-film, så havde folk nok mistet interessen. Men heldigvis gjorde han det modsatte. Miraklet i Le Havre er selvfølgelig først og fremmest anderledes fordi den foregår i Frankrig – første gang i årtier Kaurismäki havde lavet film udenfor Finland – men derudover gør den rigtig mange ting bare en lille smule anderledes. Den er med sine 93 minutter faktisk til den lange side for den finske minimalist. Den er lys og farvestrålende. Den er politisk. Og melodramatisk. Og selvom den er fotograferet af Timo Salminen, ligesom næsten alle andre af Aki Kaurismäkis film, så er billedsproget ofte helt nyt og anderledes.
Resultatet er en af Kaurismäkis aller bedste film, sammen med Drifting Clouds min yndlings blandt hans Cannes-værker. Den forener den egensindige energi fra Kaurismäkis tidlige karriere med roen og det gennemarbejdede fra hans senere periode. Og beviste næsten 30 år efter Kaurismäkis begyndte at lave film, at der stadigvæk var nye ting at komme efter.
Miraklet i Le Havre føles med sin migrant-positive beretning som om den kommer fra en helt anden tid, før syrere i 2015 gik langs motorveje og Marine Le Pen begyndte at føre i de franske meningsmålinger. Det er ikke så meget det, at den beskriver migranter med sympati, det er der trods alt mange film som gør. Men alle karakterer i filmens synes også at se positivt på de stakkels migranter, der bare lader til at være kommet i klemme på grund af en art omverdenens racisme, der anes gennem f.eks avisoverskrifter, men som ikke findes hos de flinke karakterer i havnebyen Le Havre.
Så da unge Idrissa (Blondin Miguel) stikker af fra politiet, der ellers er i færd med at anholde den gruppe migranter han ankom med, så står der på forsiden af avisen at det mistænkes den unge fremmede har forbindelser til Al Qaeda, men det er ikke noget skopudseren Marcel Marx (André Wilms) tror på. Han opdager Idrissa stående alene ude i vandet, og gemmer ham for politiinspektør Monet (Jean-Pierre Darroussin), der ellers ikke virker som om han lader sig snyde. Samtidig kommer Marcels kone Arietty (Kati Outinen, Kaurismäkis sædvanlige finske kvindelige hovedrolleindehaver) på hospitalet, men vil ikke have at Marcel får at vide hvor slemt det står til med hende. Så Marcel forsøger at få smuglet Idrissa til London, hvilket kræver hjælp fra hele det lille samfund, og snart trækker det op til et brag af en melodramatisk slutning, med op til flere ting der kan kaldes for ‘mirakler’.
Det var ikke første gang Kaurismäki lavede film på fransk, Bohemeliv (1992) foregår i Paris, og skaffede i øvrigt André Wilms en European Film Award for Bedste Birolle. Men det er alligevel næsten chokerende hvor nyt og anderledes det føles at karaktererne i Miraklet i Le Havre f.eks taler fransk frem for finsk, et sprog der synes utroligt meget lettere og hurtigere end det brummende toneleje andre Kaurismäki-film synes at foregå i. Lyset er også helt anderledes, der drikkes vin frem for øl, og byen føles ældre og mere sammenbygget end Helsinki. Det er genkendeligt som Kaurismäki, men hvor blandingen af filmiske kulturer nogle gange resulterer i det miskmask der kaldes ‘europudding’, så er det her endt helt naturligt, men alligevel helt anderledes. Wilms er fabelagtig som Kaurismäki-protagonist, en lakonisk underdog, men med energi og finesse. Monet er meget langt fra de bureaukratiske hundehoveder der bestemmer i Kaurismäkis Finland, snarere er han en ensom detektiv som taget fra en poetisk realistisk 30’er-film, men det passer også ind. Og Kati Outinen er måske dubbet, men fungerer alligevel fremragende som en lidt outsider-agtig type, der alligevel har sin helt egen styrke.
De føles måske som arketyper, ligesom mange andre Kaurismäki-karakterer kan gøre det, men mere som eventyr-figurer end som genre-klichéer. Måske fordi Kaurismäkis film altid er lettere uvirkelige, altid føles som om de foregår i et egensindigt Kaurismäki-univers, så fungerer rejsen til Frankrig upåklageligt. Det hjælper også at Kaurismäki igen arbejdede virkelig meget med farver. Kaurismäki er ikke kendt som den mest farvestrålende instruktør – og så sent som med Juha (1999) lavede han da også sort-hvid film – men film som Drifting Clouds (1996) og Miraklet i Le Havre er helt vildt smukke med deres store farveflader der står imod hinanden. Læg dertil også i Miraklet i Le Havre nogle gevaldige total-billeder af f.eks Monet der trisser rundt nede på havnen blandt neon-oplyste containere, og filmen føles som en af Kaurismäkis ‘største’. Der er simpelthen så mange ting i den her film, den føles lige knap minimalistisk.
Da jeg ledte efter billeder til den her tekst opdagede jeg, at Miraklet i Le Havre ret demonstrativt fik dårligere anmeldelser i de borgerlige aviser frem for dem til venstre for midten. Og det kan man måske godt forstå, for der er da noget meget eksplicit politisk over skildringen af emigration i filmen, som nogle måske endda vil kalde for prædikende. Men i mine øjne er det ikke mere prædikende end skildringen af det lille solidariske miljø uden for statens bureaukrati i Manden uden fortid, eller af kapitalisterne i Hamlet Goes Business. Kaurismäki har altid været en old school politisk instruktør, der måske særlig er politisk der hvor man fornemmer hvilke karakterer der har hjerter, og hvem der ikke har. Det føles på mange måder virkelig gammeldags. Men det tror jeg også godt Kaurismäki ved. Der siges rigtig meget om de gammeldags elementer i Kaurismäkis film, brugen af gammel musik, gamle biler, jukeboxe, gammeldags frisurer, etc. Det virker måske også nostalgisk. Men en film som Le Havre, der har knap så mange gammeldags elementer, og som med sin skildring af emigranter omkring den såkaldte ‘jungle’ ved Calais placerer sig enormt nutidig, viser også hvordan de her elementer har givet filmene noget andet end bare nostalgi. De gør dem en anelse uvirkelige, og Kaurismäki er en mester i at bruge den her uvirkelighed konstruktivt. Det gør at Miraklet i Le Havre kan bevæge sig ud i det håbløst naive, og man bliver ikke irriteret, det er bare smukt og håbefuldt.
Det er min centrale pointe i de her tekster. Kaurismäki opbyggede i det væld af film han lavede i de første femten år af sin karriere et helt særligt Kaurismäki’sk univers. Og i filmene siden da har koblingen mellem den virkelige verden og den Kaurismäki’ske verden generelt været tydeligere, og Kaurismäki har brugt den uvirkelige Kaurismäki-verden til at kommentere på virkeligheden. I Miraklet i Le Havre gør han det på en helt anden vis end i de andre af hans sene film. Og at filmen ikke er socialrealisme får også alle miraklerne i slutningen til at glide ned. Det er endnu en triumf for den tilgang til filmkunsten, som Kaurismäki havde arbejdet med i nu snart tre årtier.