Palmesøndag del 13
(Ken Loach, UK
Cannes 2014)
Though I am old with wandering
Through hollow lands and hilly lands,
I will find out where she has gone,
And kiss her lips and take her hands;
And walk among long dappled grass,
And pluck till time and times are done
The silver apples of the moon,
The golden apples of the sun.
Yeats – The Song of Wandering Aengus
Det kommer ca en halv time inde i filmen. Over flotte billeder af Jimmy Gralton, alene, i færd med at høste korn under en blå himmel, begynder ordene fra William Butler Yeat’s The Song of Wandering Aengus på soundtracket. Et smukt digt om en mand der fanger en laks, som viser sig at være en ung kvinde, som stikker af. Nu er han på evig vandring for at finde lakse-kvinden, for at plukke diverse metal-æbler. Det er et digt der har talt til forfattere og musikere, den uendelige vandring efter det diffuse, det kan betyde hvad som helst. I læsekredsen i Jimmy’s Hall ridser en ung mand spørgsmålet op: ‘Does all that longing, does it break your heart or does it fill you up with hope? You know, the way she’s always just out of reach, or changing shape or whatever, you know. But I suppose in fairness to him, he tried till his dying breath to find her.’ William Butler Yeat’s var selv en Wandering Aengus, og hans lakse-pige hed Maud Gonne.
Jimmy Gralton er en Wandering Aengus og hans lakse-pige er et frit og retfærdigt Irland. Ken Loach er også en Wandering Aengus, og hans lakse-pige er en socialt retfærdig verden. Jimmy Gralton vender hjem fra USA, hvor han har opholdt sig i eksil i ti år, siden han blev tvunget til at flygte fordi mægtige kræfter var vrede over hans sal, hans taler og hans kamp for den lille landarbejder mod den store godsejer. Nu, ti år efter, vil han blot leve i fred, men hurtigt kommer han til at gøre præcis det samme han gjorde sidst: Genåbner hallen, og går ind i landspørgsmålet. Resultatet er stort set det samme. Jimmy prøver og prøver, og taber hver gang, det eneste der sker er, at han bliver ældre. Hvis man kan se Jimmy som standin for Loach selv, så er det et ret tragi-komisk statement at afrunde en karriere med.
Loach hævdede dengang i 2014 at Jimmy’s Hall blev hans sidste film. Nyttede det noget? Blev situationen i Irland bedre af Hidden Agenda eller Guldpalme-vinderen Vinden som ryster kornet? Fik de fattige det bedre af My Name is Joe eller Sweet Sixteen? I 2014, hvor Ken Loach var blevet 78, og havde instrueret 25 spillefilm som jeg tæller det, foruden en mængde dokumentar- og tv-film, havde han så reelt udrettet noget med hele hans karriere? Eller var han blot blevet ved fordi han var en af dem der aldrig kunne andet end at vandre søgende rundt efter den diffuse drøm? Og i så fald: ‘does it break your heart or does it fill you up with hope?’
Der er noget smukt over at slutte sin karriere af med en film om en mand, der slutter sin karriere af med at lave de samme fejl, med samme fiasko til følge, som han har lavet før. Og det bliver endnu mere melankolsk fordi Loach bruger et meget sjældent brugt filmisk redskab: Han præsenterer historien om et projekt der ikke fungerer, i en filmisk form som heller ikke rigtigt fungerer. Det er ganske passende, men i sagens natur er det ikke så medrivende, eftersom det ikke rigtigt fungerer.
Jimmy’s Hall bliver hurtigt til en kamp mellem to poler: På den ene side Jimmy Gralton, jordarbejderen, manden med forlystelseshallen, danseren, folket, livet og alt det der. På den anden side Father Sheridan, den mørke præst, loven, ordet, religionen, repressionen. For at filmen skal kunne fungere, så skal de to stilles over for hinanden, og Gralton’s side skal være den stærkeste. Det betyder at de mange dansescener fra Hall’en bliver helt essentielle for at filmen skal virke, de er det helt særlige filmiske stof, som resten af fortællingen drejer sig om. Og desværre fungerer nærmest ingen af dem.
Værst er den første, hvor Jimmy skal lære dem at danse jazz. Musikken spiller på grammofonen, og så snart han begynder på de eksotiske trin ryger alles opmærksomhed ned på hans fødder: Hvad er det dog de fødder laver? Dvs, næsten alles: Kameraet filmer ham stadig fra livet og op, selvom det ikke er der der sker noget. Da han laver nogle åh så farlige hoftestød klipper kameraet væk i stedet for at zoome ind, og da han laver et eller andet sjovt med knæene bliver heller intet af det fanget. Måske er det svært at vise milde jazz-trin som farligt liv og sex, men filmen forsøger ikke engang, den antyder dem blot. Det er et problem hele vejen igennem. I en scene danser Jimmy vals i månelyset med Oonagh, som han ikke kunne tage med da han flygtede ti år før, og som siden har giftet sig og fået børn med en anden. Det skulle være himmelsk smukt, det skulle være en forløsning af årtiers længsel. I stedet bliver det en udmærket smuk vals.
Det er et problem for en film, når skurkens beskrivelse af dansen er mere tillokkende end filmens beskrivelse. I den centrale sekvens bliver scener fra en hal-fest sammenstillet med Father Sheridan’s prædiken søndagen efter: ‘Jazz music. Rhythms from darkest Africa that inflame the passions. Pelvic thrusts and salacious body grappling, instead of the elegance and beauty of our own Irish dances.’ Men i sekvensen derfra ser det hele langt mere tilforladeligt, og rent ud sagt kedeligt ud. Kameraet glider stille og roligt rundt blandt glade par, der hopper rundt og frem og tilbage uden at gøre så meget ud af hinanden. Det skulle være mere sexet. Det er i hvert fald ikke meningen at det skal være federe at høre på præstens præken, men der er reel sprogglæde i den måde Sheridan holder kunstpause foran ‘…Darkest Africa’ eller taler om ‘unsuitables on the prowl from distant parts in their motor cars.’ Når filmen skal skildre det kropsliges kamp mod det sproglige, så skal instruktion altså være mindst lige så god som manus. Når Jimmy raser i skriftestolen til Sheridan, der har forsøgt at knægte ‘what is best in us, our imagination, our sense of fun, by threats of damnation’ så skal Jimmy’s dansescener også være reelt sjovere og mere imaginative end Sheridan’s dunderdaler. Men nope.
Det er er spøjst at filmen sætter Sheridan så stærkt op i forhold til Jimmy, og det kan sagtens ses som et valg. Father Sheridan er ikke usympatisk overfor Jimmy, faktisk synes hans had-kampagne at bunde i en gevaldig overvurdering af den simple Jimmy, og andre mener da også at de går alt for hårdt ind mod et ikke særlig stort problem. Men Jimmy har også selv mere respekt for Sheridan, en mand med sine holdningers mod, end for den unge Father Seamus, der vil gå på kompromis for ikke at støde ungdommen fra sig. Filmen ser en bestandig kamp mellem fremskridtet og reaktionen, en kamp der kan være nobel på begge sider. Ude i kulissen står de voldelige fascistoide idioter i riffelgrupperne, som blot følger og udnytter præstens bud til at komme af med deres aggressioner, dem har ingen i filmen respekt for.
Der er ikke nok der er filmisk forløst, det forblir i skitseform. Men det er en interessant skitse. Det er godt tænkt at vise ikke den mest dramatiske passage, som var det der skete første gang Jimmy måtte flygte, ti år før, kort efter den irske borgerkrig, men i stedet vise hvordan alt forbliver det samme selv efter de politiske forhold burde have ændret sig til det bedre. I 1932 overtog Eamon de Valera, en tidligere kæmper på den tabende side i borgerkrigen, magten i Irland efter at have vundet et demokratisk valg, og uden at hans modstandere greb til våben. Det er det rette tidspunkt at sætte en film om, hvordan nogle kampe ganske enkelt aldrig ændrer sig, på tværs af verdenshistorien.
Ken Loach var en Wandering Aengus. Hvis han havde sluttet sin vandring med denne film, så havde det været det tydeligt, at han måske nok fik plukket en masse metal-æbler, men heller ikke i denne sidste omgang fandt han nogen lakse-pige. Men måske er det vandringen i sig selv der er pointen. Måske derfor havde Jimmy’s Hall, på trods af alle dens svagheder, været en rigtig interessant film for Loach at slutte af med. Nu fremstår den mærkværdigt i filmografien. For blot to år senere vendte Loach tilbage. Og her føltes det som om han havde fået ilden igen, og han fandt om ikke et guld-æble, så en anden gylden træ-dims.