Palmesøndag del 478
(Jim Jarmusch, USA
Cannes 2013)
Efter sin største kommercielle succes, Broken Flowers, ramte Jarmusch en hård periode. The Limits of Control (2009) fik for første gang i årevis ikke premiere på en fin festival, men blev bare sendt ud på det amerikanske marked. Hvor den floppede og fik dårlige anmeldelser. Synd og skam, eftersom det er en af Jarmuschs bedste film. En utroligt langsom og abstrakt thriller, hvor Isaach de Bankolé langsomt og tavst rejser igennem Spanien, blandt en række navnløse karakterer, indtil han finder den mand, han er hyret til at slå ihjel. Det er Jarmusch kogt helt ind til benet, så minimalistisk og ‘cool’ at det nærmest bliver ekstatisk, hvilket soundtrackets æteriske drone- og postmetal fra Sunn O))) og Boris også bærer frem. Jeg kan sagtens forstå, at den ikke solgte mange billetter, men det var mærkeligt af festivaler og anmeldere ikke kunne lide den.
Måske derfor havde Jarmusch svært ved at finde finansiering til nye film. Han havde haft Tilda Swinton tilknyttet et manuskript til en vampyrfilm i årevis, en kombination man skulle tro var en no-brainer, men der var ingen der bed på. I sidste ende måtte Jarmusch indgå et kæmpe kompromis, og opgive rettighederne til filmens negativ, for første gang i karrieren. Men så blev filmen også lavet, og den revitaliserede Jarmuschs karriere. Det er måske den mest cool film Jarmusch nogensinde har lavet, med vampyrerne som udødelige hipstere, der først og fremmest elsker kunst og cool idéer.
Det var dejligt at Jarmusch fik hvad der lidt kan kaldes for et comeback. Men Only Lovers Left Alive er så cool og hip, at det næsten bliver for meget for mig.
Eve (Tilda Swinton) og Adam (Tom Hiddleston) er vampyrer, og har været et par i århundreder, selvom de for tiden bor på hvert sit kontinent. Eve bor i Tangier og hænger ud sammen med forfatteren Kit Marlowe (John Hurt), mens Adam bor i Detroit, hvor han laver musik i smug, samler på smarte guitarer, og har en aftale med en læge om at skaffe ham rent blod uden han skal slå folk ihjel. Men Adam lader til at være deprimeret, og da Eve fornemmer det, rejser hun til Detroit for at være sammen med ham igen. De skaber hurtigt et liv sammen igen, men idyllen ødelægges af Eves søster Ava (Mia Wasikowska), og det bliver startskuddet til en nedadgående spiral, som truer med at ødelægge alle vampyrernes omhyggeligt opbyggede liv. For det er svært at være bloddrikker i en så forurenet og overvåget verden som vores.
Vampyren er en hipster. Vampyren er en kunstner. Vampyren er snobbet, og ser ned på de almindelige mennesker, ‘zombier’, som Eve og Adam kalder dem. Vampyrens afhængighed af blod er mere som en heroinmisbruger. Det er virkelig en fortolkning af vampyr-myten, som giver rigtig god mening, og som passer godt til Jarmusch. Her laver han ikke bare en film, hvor hovedpersonerne er cool og hippe, han laver en film om den slags figur. Det er en film om kunstnere, om kulturbærere, om junkier. Det er tydeligvis også en film om ham selv.
Det er her Only Lovers Left Alive bliver lidt tung. Der er godt nok nogle kluntede replikker i den her film, som f.eks når Eve og Adam tager hen for at se der hvor Jack White voksede op, eller når Adam harcelerer over den måde Tesla blev behandlet på (i øvrigt begge ting, som optrådte i Coffee and Cigarettes). Jarmusch har altid brugt sej musik, og hans karakterer har altid haft en musiksmag, ofte en virkelig god én, men Adam og Eve er nedladende og arrogante om deres holdninger til musik. Idéen om, at Kit Marlowe i virkeligheden har skrevet Shakespeares skuespil er også en fortærsket kliché. Og endelig skal det siges, at Jarmusch for første gang selv lavede noget af musikken til en af sine film, med sit band Sqürl, og musikken bliver brugt i filmen som om den er virkelig fantastisk, mens den egentlig bare er god nok. Only Lovers Left Alive kommer til at virke som en meget selvsmagende film, hvilket er lidt træls.
Eller også er det mere melankolsk end selvsmagende. Den anden fortolkning af filmen er, at Eve og Adam er et par prætentiøse snyltere, der har overlevet sig selv. De tilhører en anden tid. Særligt Adam og Kit har tydeligvis skabt stor kunst, som ‘zombierne’ har nydt godt af, men prisen er så også betalt i zombie-blod. Nu er tiden en anden, og der er aldrig nogen idé om, at omverdenen har tvingende brug for dem. Hvis vampyrerne skal være et portræt af den hipster/boheme-verden, som Jarmusch tilhørte siden han var ung i New York i sluthalvfjerdserne med CBGBs, no wave, eksperimental film og teater performances, så er det også et portræt, der anerkender datiden som mere priviligeret end nu. Jarmusch var allerede i 2013 nærmest ‘last indiefilmmaker alive’ fra sin generation, han var i hvert fald nærmest den eneste, der stadig kunne lave film. Selv David Lynch var ude af stand til at finansiere sine projekter efter Inland Empire (2006). Den næste generation af indie-instruktører – Linklater, Soderbergh, Tarantino – stod ikke på samme måde uden for popkulturen, men var sovset ind i den, om de lavede mainstream film som Soderberghs Ocean’s 11, eller om de baserede deres æstetikker på rendyrket b-film og pop som Tarantino. Den aristokratiske indieauteur, nærmest vampyrisk i sin anderledeshed, forsvandt langsomt i vores århundrede.
Den melankoli fungerer godt i filmen. Som selvfølgelig hovedsagligt finder sted om natten, og har smuk cinematografi fra franske Yorick Le Saux, også kendt fra film af Francois Ozon og Olivier Assayas. Det er ikke lige så gode billeder som dem Robby Müller lavede når han var bedst, men særligt i scenerne fra Detroit, ruinøs og forfalden, men samtidig smuk og fuld af historie, finder filmen en nerve. Synes egentlig det er bedre som portræt af amerikansk by i problemer, end billederne af Memphis i Mystery Train.
Grundlæggende er det dog lidt en Jarmusch, der genfinder sig selv ved at hvile på laurbærrene. Ved mere end nogensinde at genkøre hans hippe smag i kunst, og glæde ved småfilosofiske samtaler, i en genre-film, der endnu mere end Dead Man og Ghost Dog fungerer som reel genrefilm. Det er rart og behageligt. Men Jarmusch havde stadigvæk ambitioner om mere, og havde heldigvis også stadigvæk evnerne til at lave et storværk mere.