Palmesøndag del 369
(怪物, Kaibutsu, Hirokazu Koreeda, Japan
Cannes 2023, Bedste Manuskript (Yuji Sakamoto) + Queer Palm)
Det er pudsigt at den danske titel på Hirokazu Koreedas forrige film kom til at være Regnen skyller alt bort, for netop det tema er begyndt at gå igen i den japanske instruktørs film. Det var den centrale pointe i Efter stormen, hvor karaktererne kunne håbe at genopbygge deres liv efter en tyfon, som Linda C. Ehrlich i sin bog The Films of Kore-eda Hirokazu – An Elemental Cinema kalder for ‘destructive, but also purifying’ (s. 73). Og nu igen i Monster er der et voldsomt regnvejr, der markerer klimaks i hver af de tre genfortællinger af filmens centrale og mystiske historie.
Jeg havde det lidt svært med Ehrlichs tese, jeg synes det skaber forvirring at sammenligne Koreedas filmsprog med f.eks Tarkovskijs sublimt elementære film, bare fordi Koreeda bl.a. har lavet Air Doll om en oppustelig sex-dukke, som jo er fulde af luft. Men jeg må indrømme han viser hvad det er han kan med vejret i Monster. Regnen skyller alt væk, på både godt og ondt. Og lys kan lysne selv det mørkeste sind og mest mystiske plot, hvis man ellers tør lukke det ind.
Når Koreeda leger med lyset, med vandet, med luften i blæseinstrumenterne, så er Monster blandt hans bedste film. Men på mærkværdigste vis går der noget tid før han kommer derhen. For han har også taget et andet motiv han for nylig er begyndt at gentage med i sin nye film: Sandheder og løgne, som vi også så det i retssalsdramaet Det tredje mord (2017) og den meget franske meta-film Sandheden (2019). Og Koreeda er stadigvæk ikke lige så god til at skildre kompleksiteten i forholdet mellem sandt og falskt, som han er til at skildre den helt vidunderligt simple glæde ved at løbe igennem noget højt græs.
Monster fortæller den samme historie tre gange, fra tre forskellige perspektiver (hvilket betyder at vi allerede en tredjedel inde i filmen ved, at den vil slutte med et regnvejr). Til at starte med møder vi Saori (Sakura Ando), hvis søn Minato (Soya Kurokawa) begynder at fortælle at hans lærer Hori (Eita Nagayama) har slået ham og kaldt ham ‘grisehjerne’. Da Saori klager til skolen begynder alle at opføre sig umanerlig mærkeligt, og på et tidspunkt påstår Hori, at det i stedet er Minato der skaber problemer, og mobber hans klassekammerat Yori (Hinata Hiiragi). Efterhånden som vi genser forløbet fra flere vinkler bliver visse ting mere forståelige, mens andre forbliver dunkle.
Når nu det er en japansk film, der genfortæller den samme historie fra flere personers synsvinkel, så er Monster naturligvis blevet sammenlignet med Akira Kurosawas klassiske Rashomon. Men de to film fungerer ikke på samme måde. I Rashomon får vi den samme fortælling fire gange fra fire personers subjektive synsvinkel, og pointen er at de hver især lyver om forskellige centrale detaljer. Der er intet i Monster, der virker som om det er fabrikeret, meget af det giver bare først mening i kontekst. Og endnu en forskel: Hvor karaktererne i Rashomon gentagne gange snakker om hvordan og hvorfor mennesker lyver, og dermed forklarer hvorfor filmen er konstrueret som den er, så forstår jeg stadigvæk ikke helt hvorfor Monster er struktureret sådan som den er. Koreeda kunne have taget den sidste fortælling og gjort det til hele filmen, og jeg tror jeg ville have været gladere.
Det er første gangs siden Maborosi (1995) at Koreeda har lavet en film efter en andens manuskript, og Yuji Sakamotos Cannes-vindende tekst er åbenlyst velskrevet. Den er skarpt konstrueret, med visse centrale ting der går igen i alle tre fortællinger – en brand i åbningsscenen, lyden af blæserinstrumenter i en central scene, det føromtalte regnvejr – så vi hele tiden ved hvor vi er i tid. Jeg er stadigvæk en smule forvirret over et par ting, som nogle referencer i de tidlige sekvenser som jeg ikke tror får noget payoff, og at karaktererne opfører sig måske lige lidt for forskelligt i de forskellige udgaver. Men jeg tror det hele mere eller mindre passer sammen, hvis man tjekker ved et senere gensyn.
Langt bedre til at binde filmen sammen er Koreedas æstetik. Sammen med fotograf Ryuto Kondo har Koreeda lavet en film, der til at starte med spiller på det mystiske og uklare. Karakterer fotograferes bagfra, eller kigger pludseligt den helt anden vej, og der er endda et par ekstremt skæve vinkler. Men efterhånden bliver alting klarere og lysere, og solskinnet kommer til at spille en kæmpe rolle. Det er ikke fordi fortællingen pludselig bliver uden knaster, men det er en anden slags problemer, som Koreeda postulerer måske rent faktisk ikke behøver at være fatale, men som også kan være ret så smukke. Og sidste del af filmen er vitterligt smuk. Og dybt rørende. Måske det virker så stærkt, fordi det kommer efter så meget mørke og skævhed. Men jeg tror nu også det havde virket hvis bare det havde været smukt og rørende hele vejen igennem.
Jeg har vendt og drejet det inde i mit hoved, men jeg kan faktisk ikke helt forstå hvad det er pointen skal forestille at være med at fortælle den her historie på den her måde. Jeg har sjældent set en film der bliver så meget bedre som den skrider frem, men de forskellige dele kommer aldrig rigtigt til at spille sammen, og den mystiske start kommer lidt til at dække over hvad det egentlig er filmen er god til skildre. Der har været de samme problemer med tidligere Koreeda film. Der var intet der faldt på plads i Det tredje mord, hvilket i sig selv var en pointe om det japanske retsvæsen, men samtidig var det som om der blev lagt op til et plottwist, som heller aldrig kom. Og Sandheden var bare kedelig, en masse rygter og intriger, som aldrig var engagerende nok til at jeg gad at sortere i dem. Der er Monster langt bedre: Den er altid som minimum engagerende, men dens payoff er så stort, at det bare bliver ærgerligt det blev holdt tilbage i så lang tid.
Et stykke inde i filmen var jeg faktisk der, hvor jeg begyndte at føle, at jeg havde set det Koreeda jeg havde brug for. Han har efterhånden lavet et væld af film, har forfulgt mange forskellige interesser, både dem han er god til at skildre og dem han stadig ikke har hånd om, og rent æstetisk er han blevet endog meget moden og klassisk humanistisk. Det er godt i Monster, de mange mærkelige scener med skjulte ansigter er objektivt set fascinerende at se på, men de er også langsomme og sjældent overvældende overraskende. Jeg synes ikke han har det niveau hvor han ligefrem behøver at være i Cannes hvert år, men det er Regnen skyller alt væk fra sidste år som burde have været i sideprogrammet Cannes Premiere i stedet for. Sidste stykke af Monster er det bedste Koreeda har lavet siden Efter stormen, en anden film, som meget bare var flot filmet vejr og vind og stille liv. Monster handler om børn, så den er ekstra rørende. Det ender med at blive til en kombination af Koreedas stærkeste sider: Hans fokus på natur og liv, og hans evne til at instruere børn. Men hans mysterie-kreation er stadigvæk ikke ret givende.