The Angel’s Share

Palmesøndag del 206
(Ken Loach, UK
Cannes 2012, Jury Pris)

Nogle gange så er det altså bare sådan, at der er små film og der er store film. Der er film der prøver meget, der fylder meget, og så er der glimrende film, der ikke rigtig gør så meget væsen af sig. Selv store instruktører laver små film. Og Cannes har i virkeligheden fine placeringer for små film af store instruktører: De kan være i Un Certain Regard, eller de kan være uden for konkurrence, måske endda som åbningsfilm. Men med nogle instruktører nægter festivalen bare at lade som om de laver små film. The Angel’s Share havde været en fantastisk åbningsfilm, det er en sjov bagatel, der ikke gør noget væsen af sig for mig. Hyggelig, men nærmest komplet ligegyldig.

Jeg kan bare ikke se hvad det på nogen som helst måde har at gøre i hovedkonkurrence, og så vandt den endda Jury-prisen? Og det i et år hvor UCR bød på Xavier Dolans storværk og stadig bedste film Laurence Anyways, imens Director’s Fortnight indeholdt Pablo Larrains gennembrud No? Nej, således bliver The Angel’s Share mest af alt emblematisk på at Cannes har et problem med store instruktørers små film.

The Angel’s Share foregår i Glasgow. Først ser vi en række mennesker blive dømt til samfundstjeneste, herunder den unge Robbie, der ellers er anklaget for et meget voldeligt overfald, men som med nød og næppe undgår fængselsstraf, ikke mindst fordi ham og kæresten Leonie venter barn. Gruppen udfører samfundstjeneste under ledelse af den flinke Harry, der især tager sig af Robbie, og ikke mindst former de to mænd et sammenhold da det viser sig at Robbie har næse og smag for whisky. Han er nærmest kender. På et tidspunkt lærer gruppen om en utrolig sjælden tønde whisky, og eftersom det efterhånden er klart for Robbie, at han aldrig kommer til at kunne flygte fra sin fortid uden penge, så beslutter fire medlemmer af gruppen sig til at stjæle en lille del af den dyre drik. Bare en bitte lille del.

The Angel’s Share. Det er fordi lidt af whiskyen fordamper mens den lagrer, og den del siger man så tilhører englene. ‘Englene’ er i den her film naturligvis de mange små folk i udkanten af samfundet. De har også ret til at tiltuske sig bare en lille del af gevinsten fra en elitær økonomi, der synes komplet frakoblet fra den verden de fleste af os bor i. Her er whisky-verdenen selvfølgelig et ekstremt eksempel, men det er naturligvis også bare en metafor. Filmens helt centrale Loach-pointe er, at når der findes så umanerlig meget rigdom i verden, og når dem der har al den rigdom helt automatisk accepterer lidt svind og fordampning og den slags, hvorfor faen bliver det så ikke delt bredere ud?

Det er en pointe Loach har arbejdet rigtig meget med siden comeback-filmene fra start-halvfemserne, med Riff-Raff som det måske bedste eksempel. Det er netop den slags personer, ‘riff-raff’, der befolker rigtig mange af hans sene film post-Hidden Agenda, ikke så meget ideologerne fra halvfjerdserfilmene eller historiske værker som Vinden som ryster kornet eller Jimmy’s Hall, men almindelige små mennesker, med fejl og mangler, der ikke kan se nogen stor kamp i samfundet længere, og som så i stedet kæmper for deres egen lille del af kagen. Det ses også med fåretyvene i Raining Stones, f.eks. Det helt unikke ved The Angel’s Share er dog hvor uproblematisk Loach behandler denne tematik. For han er jo dybt skeptisk overfor kriminalitet, hans film flyder over af onde gangstere der udnytter de små stakler, men den her gang er der intet af den slags. Der er bare fire tyveknægte, der får en god idé.

Det er her The Angel’s Share har en lille plads i Loachs filmografi. Den klargør en af hans tematikker, hvormed den også hjælper til at forklare hvad der sker i alle hans andre film. Kriminalitet er et gennemgående problem, og her tager han så krimi-motivet og forsøger at fremstille det i en form hvor det er renset for problematik. Så kan vi så gå tilbage og kigge på de kriminelle i de andre Loach-film, og diskutere hvor problemet så ligger, hvis ikke det er ved kriminaliteten som sådan. Jeg kan virkelig godt lidt mange små film af den her slags, hvor det føles som om der bliver zoomet ind på et bitte lille område af en instruktørs interesser. Det kan bare også blive for småt.

Og det gør det for mig i The Angel’s Share. Og hvad værre er, så er hans pointe jo netop denne gang, at der ikke er noget dilemma her, at det som sker er helt fint og prisværdigt, og så bliver det bare en utrolig simpel film. Karaktererne er gode og reformerte, og udover Robbie har de tre andre tyve alt for lidt personlighed. Alt er præsenteret på crowdpleaser-maner, med mange små jokes her og der, og energisk guitar når der kommer adrenalin-fyldte scener hvor Robbies voldelige fortid er ved at få konsekvenser. Og den slags står jeg bare af på, her føler jeg mig endnu mere manipuleret. SÅ PRØV DOG NOGET!

For her er det andet virkelige problem: The Angel’s Share er lavet umanerlig mange gange i UK, den her slags ‘riff-raff’ film fylder umanerlig meget. Og Loach har en stor del af æren for dette. Men han kommer aldrig nogensinde til at have lavet den bedste af dem. For det er naturligvis The Full Monty, hvor en anden gruppe også pludselig ser en lidt kontroversiel måde at tjene penge på. Men kan man forestille sig The Full Monty i konkurrence i Cannes? Nej vel? Enten så viser Cannes de bedste film af alle slags, eller også så viser de specifikke typer af film. The Angel’s Share er den der frustrerende mellemting, der er en kompetent udgave af en crowdpleaser, men den var aldrig kommet nogen vegne til en festival hvis ikke Ken Loach havde lavet den, og når så den er der så er anmelderne så glade for at den er der, fordi resten af konkurrencen er abstrakt og svær. Så put dog nogle reelle mainstream-film i konkurrence hvis det skal være!

The Angel’s Share er kompetent. Men den forsvinder fra mit hoved øjeblikket efter jeg har set den. På en festival med et højt bundniveau (og i øvrigt også et lidt lavt topniveau, men det er en anden snak) så er det måske den film af alle, der sige mig mindst. Selv Yousry Nasrallahs ret ubehjælpsomme After the Battle har i det mindste sublime øjeblikke. The Angel’s Share burde have så meget mere end det. I stedet er der jokes om mænd i kilt.