Palmesøndag del 479
(Dossier 137, Dominik Moll, Frankrig
Cannes 2025)
Dominik Moll har fundet sin egen niche med sine tre seneste film Only The Animals (2019), The Night of the 12th (2022) og Interne affærer: Sag 137 (2025). Det er alle tre film om forbrydelser, der ikke bliver opklaret. Det er meget forskellige film. I Only The Animals og Interne affærer: Sag 137 får vi som publikum at se hvad der sker, forbrydelserne bliver bare ikke opklaret i teknisk forstand, mens pointen The Night of the 12th er uvisheden, i stil med f.eks David Finchers Zodiac (2007). Over de tre film har Moll foruden uvished kredset om ting som skyld, ondskab, misogyni, strukturel ulighed og retssystemet. Interne affærer: Sag 137 er den mest politiske og samfundsorienterede af de tre.
Det er altid cool med en instruktør, der har sin egen niche, og Moll er efterhånden så god og erfaren en instruktør, at store dele af Interne affærer: Sag 137 bliver leveret med stort filmisk overskud. Han leverer også filmens politiske pointer med befriende ligefremhed, efter at han i starten af karrieren altid var for cool til at sige noget som helst ligeud, og nogle af hans film derfor bare endte med at føles tomme. Men pudsigt nok hopper han denne gang lige ned i krukken med politifilms-klichéer, som han ellers også plejer at navigerer uden om. Og det får filmen til at føles en del mere ordinær, end den egentlig er.
Stéphanie Bertrand (Léa Drucker) arbejder i politiet, med at undersøge politiets egne betjente. Efter at folk begynder at demonstrere iført gule veste i 2018 får Stéphanie, som stort set alle andre dele af politikorpset, ekstra travlt. Et væld af klager begynder at strømme ind, og det er ret tydeligt at politiet blev indsat på noget kaotisk maner. En enkelt sagsmappe begynder dog at nage hos Stéphanie, sag nummer 137, hvor en ung mand er blevet skudt i hovedet med en gummikugle, og hans ven senere blev anholdt og dømt. Ingen politipatruljer har noteret sig, at de har affyret skud på den pågældende gade, så hvad er der overhovedet sket? Stéphanies efterforskning leder til modstand internt i politiet, men begynder samtidig at få fat i en rimelig grum historie.
Moll har efterhånden lavet mange film hvor forbrydelser, kriminal-gåder og opklaringer spiller store roller, men han har indtil nu altid villet lave anderledes politifilm. Interne affærer: Sag 137 er den første film han har lavet, der giver publikum de traditionelle glæder ved at se en krimi, med et mysterie, der på behørig vis bliver opklaret, af nogle dygtige og kloge efterforskere. Og Moll skildrer det med stort overskud. Netop fordi vi har set hvad der sker så mange gange før, så krydsklipper han, laver montager, sætter det frit sammen. Det er virkelig godt lavet. I en film som Lemming insisterede han på at hans film ikke måtte passe ned i normale kasser, men endte med at det rent æstetisk blev ret så ordinært. Her passer filmen lige ned i krimi-kassen, men den er virkelig godt lavet.
Lidt mere styret udenom klichéerne kunne han dog godt have prøvet på. Særligt i Stéphanies privatliv har man set det hele før. Hun har naturligvis en eksmand, som ikke altid er der for deres søn, særligt fordi han naturligvis har fået en ny og ung kæreste. Som naturligvis også er politibetjent, og imod det som Stéphanie laver, hvilket vi finder ud af, fordi de alle sammen naturligvis støder på hinanden i den bowling-hal, hvor Stéphanie er taget hen med sine kolleger. Hver gang hendes kolleger mødes uden for arbejdet vælter klichéerne ud af skabet, så meget at man virkelig bare gerne ville have dem til at holde op.
Der er også en anden kliché, nemlig dén, at Stéphanie bliver for personligt involveret, fordi hun har en personlig forbindelse til den unge mand. De er nemlig fra samme lille franske by, og mandens mor har faktisk passet Stéphanies mor. Kæmpe kliché, omend det her ender med at blive brugt ret fint. For ledelsen ser nemlig også skeptisk på forbindelsen, det er et brud på retssikkerheden, hvis en efterforsker er gået mere efter én sag af personlige årsager. Men giver det nogen som helst mening? Er det så ikke lige så åbenlyst, at det naturligvis ikke skal være politiet, der skal efterforske politiet, som de jo også må regnes at føle ret meget personlig velvilje for? Her sætter Moll med befriende åbenhed fingeren på problemet, uden at bekymre sig om, hvor simpelt og usofistikeret det virker, efterhånden som Stéphanie mere og mere skærer filmens pointer ud i pap. Jeg kan som regel ikke lide overtydelige film, men Molls problem har generelt været, at han så gerne ville virke klog og abstrakt og cool, og det var aldrig rigtig rigtig godt, så det klæder ham at komme ned på jorden. Han er blevet god med alderen.
Det ser man også i filmens stærkeste subplot. Stéphanie regner ud, at man måske har kunnet se hvad der skete fra et åbent hotelvindue, hvilket leder hende til tjenestepigen Alicia, spillet af Guslagie Malanda, som var så suveræn i Saint Omer. Samspillet mellem de to kvinder bliver hurtigt komplekst, hvor Stéphanie både har ret i at Alicia bør hjælpe hende, og også loven på hendes side, men samtidig også må indrømme hun ikke kan fortænke den sorte kvinde i ikke at ville hjælpe hende med en efterforskning, når politiet aldrig er der for hende i hendes eget område. Ville Stéphanie have reageret på samme måde, hvis det var en ung sort mand fra forstæderne, som det var gået ud over? Og hvilken forskel gør det, for politibetjentene som gør den her slags er jo de samme.
Det er også til filmens fordel, at den ret nuanceret får vist hvilke fejl politiet begår, og hvorfor. Det er ikke ondskab, det er tilfældigheder, der dog stammer fra ulige magtforhold og strukturer. Her er den ikke så prædikende. Men det tør den så være på andre områder.
Det er vældig fint uden at være prangende. Det er den slags film man kunne håbe på en instruktør som Ole Bornedal kunne være blevet moden nok til at lave herhjemme. Ikke mesterværker, jeg er egentlig ikke sikker på jeg helt kan se hvad det skal gøre i Cannes. Men fin film til hjemmepublikummet, over middel.