Palmesøndag del 158
(Ken Loach, UK
Cannes 1981, Young Cinema Award & Økumenisk Pris – Special Mention)
Det her bliver den længste serie jeg nogensinde laver i mit Palme-projekt. Ken Loach er med afstand den instruktør der har været flest gange i Cannes. 15 gange er det blevet til – så vidt jeg kan se ligger Wim Wenders nummer to med 10, og så bl.a. Lars von Trier på en delt tredjeplads med 9 deltagelser. Der er to ting som gør det her ekstra vanvittigt. For det første, så er det altså lidt sært, at det lige præcis er Ken Loach som fører Cannes-listen, for så elskede er hans film heller ikke. Internetsiden They Shoot Pictures, Don’t They har lavet en top 1000, sammenkørt fra et væld af filmlister, og her er der kun en enkelt Loach-film på listen. Og det er ikke engang en af dem der har været i Cannes, men tværtom Kes fra begyndelsen af hans karriere.
Og det er den anden del, som er ret vanvittig. For selvom Loach har været i Cannes flere gange end nogensom helst anden, så er der stadig en kæmpe del af hans karriere, der er underbelyst. Han fik sit gennembrud med Kes, i 1969. Han kom først til Cannes med Looks and Smiles i 1981, tolv år efter. Og herfra gik der ni år inden han kom med igen, med Hidden Agenda fra 1990. Først herfra blev Loach fast indslag. 21 år efter han lavede den film, som stadigvæk er hans mest elskede. Det er da vildt mærkeligt, er det ikke?
Den virkelig ubelyste del af Loachs filmografi er de mange tv-film han lavede både i tresserne og halvfjerdserne – rigtig mange af dem ligger i øvrigt, ligesom Looks and Smiles, på youtube. I 1971 lavede han The Rank and File om en strejke på en glasfabrik. I 75 serien Days of Hope i fire afsnit, det længste værk Loach nogensinde har givet sig i kast med, næsten syv timer langt, en krønike fra 1. Verdenskrig og indtil, selvfølgelig, en strejke i 1926. Rigtig meget af det historiske arbejde der siden blev videreført i film som Land and Freedom og The Wind That Shakes the Barley blev grundlagt her. Og i 1977 kom The Price of Coal i to dele, to historier fra en mine i Yorkshire, først om et royalt besøg, dernæst om en fatal eksplosion. Til sidst i halvfjerdserne gik Loach dog tilbage til biograf-filmen, først den historiske familie-film Black Jack i 1979, så den virkelig smukke og meget minimalistiske arbejds-skildring The Gamekeeper i 1980, og det kulminerede nærmest med Looks and Smiles i 1981. Første gang i Cannes. Og jeg mener det virkelig som en ros, det er en artistisk kulmination. Desværre for Loach ikke på nogen specielt kommerciel måde.
Looks and Smiles føles plotmæssigt som en kulmination, fordi det er fjerde og sidste Loach-film, der er baseret på en bog af Barry Hines. Efter Kes, The Price of Coal og The Gamekeeper. Den foregår igen i Yorkshire, i Sheffield. En by der er hårdt præget af arbejdsløshed. Unge Mick har ikke de store fremtidsudsigter, han er på støtte, har en uddannelse, men ikke en prangende en af slagsen, hans far nægter at lade ham hverve som soldat, som hans ven Alan ellers gør. Der er ikke meget at lave, men på et diskotek møder Mick unge Karen, som han forelsker sig i. Hun føler sig også fanget, har ikke karaktererne til at blive sygeplejerske, så arbejder som skosælger, og skændes med sin nyligt fraskilte mor. De to unge mennesker forelsker sig, men det er ikke nemt at danne par et sted hvor der intet håb er. Det er sådan set det.
Der er én detalje, som får Looks and Smiles til virkelig at skille sig ud for Loach. Det er den eneste sort-hvid film han har lavet, efter at man holdt op med at lave sort-hvid film. Så bemærkelsesværdige visuelle valg har Loach ellers ikke lavet så voldsomt mange gange. Men fotograferingen er generelt en udsøgt fornøjelse, fotografen er Chris Menges, der også var med på Kes og The Gamekeeper, og så ellers ikke arbejdede med Loach igen frem til Route Irish i 2010, men som ellers lavede rigtig mange prestige-film der vandt Oscars. Menges er helt enkelt en god billedskaber, og når man ser det portræt han kan lave af kriseramte Sheffield, så er det lidt trist at han har lavet så meget glansbilled sidenhen. Der er en fornemmelse af verden i Looks and Smiles, en ånd af knuste drømme, der kommer til udtryk rent æstetisk, på en måde der ellers sjældent sker hos den ellers noget narrativt optagede instruktør.
Det føles som en alternativ vej, der aldrig blev taget for Loach. Der skete nemlig det, at filmen fik dårlige anmeldelser, og ikke solgte så meget. Og Loach selv var også frustreret, for efter sigende syntes han også dem der egentlig godt kunne lide filmen ikke forstod den. De blev ikke oprørte nok over den tydelige uretfærdighed som filmen skildrer. Det er ikke helt uforståeligt, for der er en uforglemmelig sødme hos det centrale teenage-par, som gør filmen til et ret blødt bekendtskab. F.eks. beder Karen på et tidspunkt Mick om at tage hende med til en fodboldkamp med Sheffield United, men dumme Mick gider ikke, for så kan han jo ikke være ‘lad-like’ sammen med gutterne, være dum og brovtende og lave dårlige vittigheder. Klip, og så er vi på stadium, hvor Karen og Mick står sammen. Det viser sig Mick havde ret, Karen synes ikke det er interessant, men der er noget sødt over den måde de prøver sig frem og finder ud af hvordan man er kærester.
Men der er noget lidt utilstrækkeligt over Looks and Smiles som politisk film, det kommer man ikke udenom. Scenen hvor Alan er kommet hjem på orlov efter at have være i Nordirland et halvt års tid er fabelagtig, en helt nøgtern skildring af forråelse og begyndende ptsd. Der er ingen store armbevægelser, der er bare fortællinger om blod, om dehumaniserende opførsel. Alan er en god knægt, men det er bare hvad krig gør ved drenge. Der er bare det, at Falklandskrigen jo udbrød året efter, hvilket nok altid vil stå som startfirsernes store britiske krigstraume, og det er jo ikke filmens skyld at den ikke kunne vide hvor galt det ville gå, men alligevel. Selvom Loach virkelig lader til at være indigneret over hvor slemt tingene står til under starten af Thatchers vælde, så blev det hele jo lige straks så utrolig mange gange værre, så det kommer nærmest til at virke lidt nostalgisk.
Det er igen en lidt ironisk ting med Loach. For han er de seneste halvtreds års helt store britiske politiske instruktør – måske bare politiske kunstner generelt? – men han havde nærmest intet at sige om Thatcher. Det skyldtes langt hen ad vejen omstændigheder, for det han havde at sige var kontroversielt nok, så han fik simpelthen ikke mulighederne for at lave film i firserne. Det hjalp jo så heller ikke at Looks and Smiles floppede. Men sådan er det, den lakune der er i Loach filmografi, den falder ret meget sammen med Thatchers regeringsperiode. Han fik for alvor gang i karrieren under den konservative efterfølger John Major, og var en kras kritiker under Tony Blair. Så tabte han igen lidt tråden, men det kommer vi til. Han har fundet den igen, det er det vigtigste.
Det jeg bare gerne vil sige er, at Ken Loach har haft en mærkeligere karriere end man lige tror, hvis man bare koger det ned til de store successer. Der er en del der godt kunne graves frem igen. Og blandt det guld, så er der ikke ret meget der glimrer lige så strålende som Looks and Smiles. Jeg kan virkelig godt lide den film.