Palmelørdag del 10
(Ken Loach, UK
Cannes 1995, Fipresci Pris & Økumenisk Pris)
Land and Freedom er en af mine yndlings-Loach. En af de bedste siden halvfjerdserne. Her fusionerer han elementerne der fungerede i Hidden Agenda såvel som Raining Stones, med et politisk engagement der mere minder om de gamle dage. Når en sen Loach fungerer har den tre ting: Den er filmisk solid, den har social-politisk indsigt, og den er fængende og interessant for et bredere publikum. I Land and Freedom balancerer de tre ting. I en lang sekvens balanceres der så perfekt, at det er en af de bedste sekvenser Loach nogensinde lavede.
Det var også hans mest ambitiøse film i mange år. Som med Hidden Agenda og den senere palmevinder The Wind That Shakes the Barley (2006) har vi at gøre med en genre-film, i dette tilfælde en krigsfilm om den Spanske Borgerkrig. I filmens åbningscene er gamle David Carr død, og derefter udspilles resten af historien som ét stort flashback, mens hans barnebarn læser gamle breve fra dengang Carr var frivillig i POUM-millitsen i Spanien i 30’erne. Oprindelig er Carr kommunist, og han bliver overtalt under et møde med lysbilleder i en kommunistisk forening til at rejse ned og kæmpe. Men han møder tilfældigt frivillige fra den anden millits, og slutter sig i stedet til dem. Præcis hvilken slags venstre-snoet millits man skyder for er nok ikke noget de fleste filmskabere ville gøre så meget ud af, men det er essentielt for Loach. For Loach er en skildring af den Spanske Borgerkrig mellem fascisterne og socialisterne ikke blot en undskyldning for at lave bulder og brag, det handler essentielt om at diskutere venstrefløjens idealisme, dens muligheder, og de fiaskoer den render ind i, dels på grund af kompromisser den er tvunget til at indgå, men lige så meget fordi den bliver forrådt. Her spiller især Stalinismen en stor rolle, naturligvis.
Den essentielle sekvens, en af de mest essentielle sekvenser i hele Loach’s filmografi, starter omkring en halv time inde i den 105 minutter lange film. Indtil da har Carr kun deltaget i skyttegravskrig, i nogenlunde sikkerhed, men nu skal der angribes for at befri en lille landsby. Slagscenerne er godt eksekverede, der er ikke så megen spænding om Carr vil overleve, når nu vi har set ham som gammel, men gruen ved at løbe gennem kugleregn fra dækning til dækning er godt ramt. Ikke Saving Private Ryan eller noget, men udmærket ramt. Det udvikler sig snart til noget mere grumt, når kampene bevæger sig ind i landsbyen, og de civiles skrig begynder at optræde på lydsporet. I den desperate borgerkrig er der ingen nåde, og snipere samt desperate soldater sætter snart også civilbefolkningens liv på spil. Efter lidt over fem minutter er kampene overstået, og filmen skifter til patos-ladet efterspil. Først henrettes en præst, der, fordi han stak unge guerilla-sympatisører, forårsagede mange unge mænds død. Derefter er der begravelse af en af de centrale kæmpere fra militsen, komplet med ‘Internationale’ på spansk, med ekstra strygere og trommer på soundtracket, stålsatte blikke og hænderne knyttet i vejret, og klip tilbage til barnebarnet der kigger gamle fotografier. Det er næsten for meget. Set for sig selv er det alt for meget. Men Loach slipper af sted med det fordi han 1) tjente det hjem med den effektive kampsekvens, og mere vigtigt 2) fordi han stiller scenen op som et ideal, der straks herefter undermineres af den reelle verden.
For når nu landsbyen er blevet renset for fascister, så er det tid til at finde ud af fremtiden. De næste tretten minutter skildrer en debat om hvorvidt landsbyen skal kollektiviseres. Det er en forbløffende sekvens, alene fordi hvem i alverden følger op på krig og patos med tretten minutters debat om kollektivisme? Men også fordi det er en fundamentalt spændende scene som Loach får skruet sammen, som man sidder opslugt af. Det er skægt at Loach ses som den essentielle venstrefløjsstemme i tidens film, når hans store talent på den anden side består i at skildre debat og uenighed. Men Loach er virkelig god til at skildre mange mennesker der snakker. Og snakken i Land and Freedom er spændende. Det handler om et helt reelt dilemma, uden rigtige løsninger. Kollektivisering er løsningen langt de fleste landsbybeboere vil have, og det er det som POUM kæmper for, men det kan ikke ske uden tvang overfor de få småbønder der helst vil stå udenfor for sig selv, og samtidig er der signalet overfor omverdenen hvis POUM skal kunne fortsætte med at få international støtte og respekt. Til sidst, efter 13 minutter, forstår man begge sider, det er umuligt at forestille sig en situation hvor begge sider er tilfreds, så når det ender med en afstemning, hvorefter vinderne jubler og krammer hinanden mens taberne sidder slukørede og har mistet deres jord, så er det en ambivalent følelse man sidder med. Selvfølgelig også fordi man kender historien, at fascisterne i sidste ende vil erobre byen tilbage. Hele sekvensen: Kamp -> efterspil -> diskussion tager omtrent 25 minutter, og det er svært at forestille sig andre end Loach lave den og eksekvere den så godt. Det er for dens skyld at man skal se filmen.
Anden halvdel af filmen skifter fokus, og handler mere om kampen internt mellem POUM og kommunisterne i PCE. PCE tvinger deres regler nedover POUM-millitsen som forudsætning for militær støtte, hvilket bl.a. betyder kvinder ikke længere må kæmpe samt mere hierarkisk disciplin. Til gengæld får de dårlige våben, hvoraf et enkelt eksploderer i hånden på Carr, hvorfor han sendes til Barcelona for at restituere. Han forsøger at skifte side til PCE, han bliver skuffet over deres metoder og mentalitet, og skifter tilbage til POUM. Til sidst er der den afgørende tragiske konfrontation mellem de to sider. Det er igen glimrende og unikt Loach’sk at skifte skurk fra fascister til stalinister i anden halvdel af filmen, og det sørger for at filmen, i stedet for blot at handle om gode venstrefolk vs onde højrefolk, kommer til at handle langt bredere om magt, om selvbestemmelse og om idealer. Men der er ikke nogen sekvenser i anden halvdel så gode som i første, og det føles som om det hele går lidt for stærkt. ‘The party stinks […] it’s evil and corrupt’ skriver Carr hjem til sin forlovede Kitty, og det er ikke længere så voldsomt nuanceret.
Måske fordi der ikke er tid til at diskutere længere bliver pointerne leveret via patos. Carr har en forlovet hjemme i England, men alligevel indleder han et forhold med smukke Blanca, som bliver brugt til at fremkalde sorg, glæde og vrede på de rette tidspunkter. Når Carr skifter side er der en til at blive sur. Når han vender hjem er der en til at blive glad. Det er fint, så ved vi hele tiden hvordan vi skal reagere. Men det hele bliver lidt forudsigeligt henimod slutningen. Det er ikke så meget synd, for sådan er det med den her type film. Det er en heroisk skildring af en ung mands eventyr, der er en hel masse klichéer som vi er vant til. At Loach bruger dem til sidst er som man kan forvente af en krigsfilm til et bredt publikum, at han i store dele af filmen får smuglet nogle fantastiske og unikt Loach’ske sekvenser ind, er det der gør Land and Freedom til en af hans bedste.