Vinden som ryster kornet

Palmesøndag del 161
(Ken Loach, UK
Cannes 2006, Guldpalmen)

Fun fact: Da Ken Loach vandt palmen for Vinden som ryster kornet havde han allerede tangeret rekorden for flest gange i hovedkonkurrence. Ingen havde dengang været med mere end otte gange, så vidt jeg kan se – både Loach, Wim Wenders og Lars von Trier har siden brudt den rekord. Så det burde ikke have været overraskende at han endelig vandt hovedprisen, med de her konkurrencer føles det nogen gange sådan, at instruktører får priser for deres karriere som helhed, snarere end et enkelt mesterværk. Og set fra én side er det heller ikke uretfærdigt. Jeg ved godt det ikke er den mest velansete Palme-vinder, men i min bog er det i det mindste en af de aller bedste Loach-film der har været i konkurrence. Og det tæller vel også lidt.

Det er igen en historisk film, og lidt efter samme mønster som andre historiske Loach-film som Land and Freedom og Days of Hope. En blanding af krig og politik, og så mere krig. Denne gang om den irske uafhængighedskrig 1919-21. De politiske diskussioner der var derefter. Og så den irske borgerkrig 22-23. Vi følger de to brødre Damien og Teddy O’Donovan (Cillian Murphy og Pádraic Delaney). Det er lidt skematisk. Alle må frygte det værste når der er to brødre med i en fortælling om borgerkrig… Men selvom det er skematisk og forsimplet, så er det på en ret livgivende måde. Det er skåret ind til benet, snarere end at der er snydt på vægten. Loach tager en kompleks situation, og insisterer på at se den fra en virkelig simpel vinkel, som godt nok er simpel, men samtidig er fuldstændig reel og ærlig. Det er sådan set ret stærkt.

Tag for eksempel beskrivelsen af den britiske hær, som i det store og hele beskrives som forråede voldsmænd uden nogen formildende omstændigheder. Det er rimelig meget den holdning Loach har til enhver besættelsesmagt. Og det er sådan set en fair nok holdning, den har ret meget med sandheden at gøre, han serverer den bare næsten uden nuancer. Men de nuancer har Loach leveret før! I Looks and Smiles ser vi hvordan Alan, en god og sympatisk knægt, bliver forrået af at være i Nordirland, indtil han kun kan se på katolikkerne som undermennesker, der fortjener den undertrykkelse han er en del af. Hvis vi ekstrapolerer, så kan man sagtens regne ud, at det samme må være sket for de fleste af de rå britiske soldater i den her film. Der er endda et øjeblik hvor en officer, midt under tortur, skriger op om at de stakkels briter har været i skyttegravene! Sådan ser resten af briterne nok også på sagen. Det er bare filmen ret uvedkommende.

Den bedste scene kommer ca halvvejs inde, efter at irerne så småt er begyndt at vinde overtaget og installerer f.eks. domstole. Her klager en fattig kvinde over ågerrenter, og en rig mand bliver dømt til at betale hende en bøde. Men Teddy freder den rige mand, for den rige mand støtter krigen. Damien farer op i det røde felt, er det da ikke retfærdighed de kæmper for, frem for bare nationalisme? Som når Loach er bedst er det er reelt dilemma, for hvordan kæmpe for retfærdighed uden penge, og hvordan få penge hvis man antagoniserer alle dem der har penge? Men det er igen et tema som han plejede at banke igennem i halvfjerdserne. Man er nødt til at tage den radikale, men svære kamp. Det nytter ikke noget at stoppe på halvvejen, heller ikke selvom man ser ud til at have vundet det meste af det man kæmpede for. Det så man i Rank and File, hvor fagforeningsledelsen vil stoppe en strejke inden den kører af sporet. Og i førnævnte Days of Hope, om generalstrejken i 1926, hvor man for Loach havde en virkelig chance for at ændre samfundet radikalt, men i stedet blot ændrede samfundet moderat.

Den radikalitet, den ser man ikke så meget hos Loach efter pausen i firserne. Måske fordi den store strejke i det årti ændrede med at ændre samfundet radikalt, men i den forkerte retning, til højre? Måske blev han bare blødere med årene. På det her tidspunkt havde Tony Blair og Labour taget UK ind i en forfærdelig krig i Irak, så det var nok også på tide at være vred pacifist og ikke tænke så meget på partihensyn. For en gang skyld hentede Loach radikalismen tilbage, og turde lave en film der var lige så simpel som hans nærmest trotskistiske værker fra dengang.

Måske var det derfor juryen gav ham hovedprisen, for ligesom at sige ‘Yes, mere af det her tak!’ Det forstår jeg i så fald lidt godt. Betyder det at jeg synes Vinden som ryster kornet ligefrem var blandt de bedste år film i konkurrence det år? Hell no! Der var film som Climates af Nuri Bilge Ceylan eller The Family Friend af Paolo Sorrentino, og langt vildere politiske film som Ærens Dage af Rachid Bouchareb eller Colossal Youth af Pedro Costa. Sidstnævnte er især en film der bare er på et helt andet plan end Loach når det kommer til at være radikal. Indholdsmæssig radikal i sin insisteren på at dykke helt ind i miljøet hos fattige immigranter i slumkvarteret Fontainhas i tre timer, og æstetisk radikal med digitale billeder af stadig forbløffende skrabet styrke. Loach insisterer på radikal politik, men æstetisk er Vinden som ryster kornet så traditionel som det kan blive. Det er stærk og solid filmkunst, men jeg kan ikke komme på et eneste overraskende filmisk greb. Historien er som nævnt skematisk. Der er puttet en kærlighedsfortælling ind, som ikke rigtig har noget med noget at gøre. Det er gammeldags. Heldigvis på den gode måde, at det føles som et pust fra en politisk radikal fortid. Men det er stadig fortid.

Alligevel. Jeg kan lide Loachs gammeldags film. Dem fra tresserne og halvfjerdserne, og dem hvor han minder om dengang i tresserne og halvfjerdserne. Problemet er mere når han laver en art mellemting. Så Vinden som ryster kornet er helt ærlig en rendyrket god film efter min mening. Det er helt ærligt fedt at se Loach gentage tredive år gamle idéer. Var han da bare blevet ved med at gentage dem. Men det var ikke det han gjorde. Desværre.