Palmesøndag del 204
(Ken Loach, UK
Cannes 2009, Økumenisk Pris)
Ken Loach er med afstand den filminstruktør, der har været flest gange i Cannes. 15 gange. Det er fem gange mere end Wim Wenders, der er nummer to med ti. Det er ikke helt retvisende, jeg tror helt ærligt ikke ret mange vil hævde Ken Loach er den største instruktør siden 1946. Men Loach har bl.a haft så mange deltagelser fordi han har et højt bundniveau, han er sjældent faldet på halen. Det var der dog nogen der mente han gjorde med Looking for Eric i 2009, første gang Loach var med efter han havde vundet Guldpalmen. Jeg synes dog det er noget andet der sker. Looking for Eric er nemlig en film, der har noget på spil, det er en film der prøver noget nyt. Og nej, det lykkes ikke rigtigt. Men det var helt ærligt på tide at Loach tog nogle nye chancer.
Der er to Eric’er i den her film. Den ene er Eric Bishop, et postbud fra Manchester, der er i krise. Han bor med to stedsønner, der ikke respekterer ham. Han klarer sig ikke ret godt på jobbet for tiden. Og hans datter har fået et barn, hvorfor hun er ved at have for travlt til at gøre sin uddannelse færdig, og hun har derfor brug for at hendes forældre hjælper hende. Det betyder at Eric må genoptage forbindelsen til eks-konen Lily, som han simpelthen forlod uden at sige et ord mange år forinden. De mange kriser lader til at drive Eric til et selvmordsforsøg i filmens åbningsscene, og senere lader han til at få et sammenbrud og begynde at hallucinere. Det er så her filmens anden Eric dukker op, Eric Cantona, den kendte fodboldspiller, der begynder at hjælpe Eric postbud med lidt livsfilosofi…
Det lyder måske lunt, sådan med en kendis der spiller sig selv, og lidt lommefilosofi og den slags, men Looking for Eric er en overraskende mørk film. Vi begynder med et selvmordsforsøg, og fornemmelsen af depression og skuffelse hænger over filmen. Det er også en overraskende visuel mørk film, rigtig meget af den udspiller sig i skyggefyldte lejligheder. Historien om hvordan Eric Postbud fik panikanfald efter sin datters fødsel, og til sidst bare vendte ryggen til alle dem der havde brug for ham, er også ret mørkt fortalt. Ting går galt her. Ofte hos Loach er det samfundet som der er noget galt med, hvorimod arbejderne selv har en indre styrke, men det har Eric vitterligt ikke. Han er gået i stykker. Og han kan ikke finde ud af at spørge om hjælp.
En anden overraskende ting ved filmen er, at Eric Cantonas livsvisdom egentlig er ret fin. Især når den bliver koblet op til klip fra gamle fodbold-film er det medrivende filmkunst. Han siger især én ting, som gælder både i fodbold såvel som i film: Every game, I tried to give them a gift. Han taler om at lave ét eller andet specielt, noget særlig smukt, særlig svært, så det hele ikke bare bliver automatisk rutine.
Og det er så her jeg gerne vil lave en metadiskussion. For det er måske lige præcis her jeg vil påstå, at Ken Loach mangler en del. For jeg synes helt ærligt lidt for mange af hans film mangler de her ‘gifts’, de her overraskende sublime scener. Jo, der er nogle stykker, der er fodboldkampen i Kes f.eks, ligesom jeg elsker enkeltscener i flere andre film, som den vidunderlige måde slagscenen går over i politisk diskussion i Land and Freedom. Men film som Carla’s Song, Bread and Roses og The Angels’ Share, det er kompetente film. Men har de en ‘gift’? Giver de publikum det de forventer, en sejr, eller giver de noget mere, noget overraskende, noget sublimt? Det gør Looking for Eric ganske kort efter, hvor Cantona hiver fat i en trompet og spiller en let haltende version af Marselleisen, mens kameraet glider ned og fanger nogle unge drenge der spiller fodbold nede i gården. Det øjeblik er melankolsk, overraskende, umanerlig smukt. Det er en ‘gift’. Det er til tider de små ting, som en sublim aflevering, eller en overraskende kameravinkel.
Jeg vil personligt påstå, at Loach misforstod hvilken slags ‘gifts’ publikum efterspurgte. For i stedet begyndte han at fylde sine film op med hvad jeg tror han har tænkt folk vil have, falde-på-halen komik, overflødige kærlighedshistorier, og alt alt alt for meget vold og gangstere. Af en social-realist at være er der helt absurd mange af Loachs karakterer der bliver indblandet i noget gangster-kriminalitet. Og jep, således også i Looking for Eric. Den ene stedsøn, Ryan, passer på en pistol for en lokal gangster. Og så må Bishop, med hjælp fra Cantona, finde på en måde at vinde over volden. Hvilket ikke på nogen som helst måde giver mening, og det får mest af alt filmen til at falde fra hinanden. Der er ingen som helst ‘gaver’ her. Bare dumhed.
Looking for Eric indleder en let mørk fase i Loachs filmografi. Jeg vil gå så langt som til at kalde 2009-2014 for kriseår, hvor hans film virker som om de forsøger at komme ud over et eller andet. Det synes jeg faktisk har været et tilbagegående tema hos Loach, helt tilbage fra halvfjerdserne. Flere af hans tv-film fra dengang handlede om fejlslagne strejker, og han forsøgte at finde frem til hvorfor arbejderklassen ikke kunne vinde. Så kom yderligere nederlag, især Thatcher, og i en periode kunne Loach nærmest ikke finde funding til noget som helst. Så da han igen fik hul igennem, så var der for mig lidt en fornemmelse af, at han stadigvæk forsøgte at finde et eller andet, forsøgte at finde en mellemvej, hvor han sådan nogenlunde kunne sige tingene som han så dem, men stadig få publikum med. Og gøre en forskel? Men Loach gjorde ikke nogen stor forskel, for New Labour fortsatte med at være dybt nederen, og det må have været meget tydeligt i 2009, at indtil videre tolv år med Arbejder-regeringer ikke havde gjort nogen stor forskel for folk som Eric Bishop og hans familie. Hvad gør man så?
Endnu en Cantona-replik: Try something, it doesn’t work, try something else. Det er hvad Loach her forsøger. Helt ærligt havde han forsøgt det samme rigtig mange gange, han var i 00’erne begyndt at gentage sig selv en del, og det blev sjældent bedre anden gang han gjorde det. Men på nogle punkter, mørket, fantasien, de sublime ‘gave’-øjeblikke, forsøgte han noget nyt. De der åndssvage gangstere var der stadigvæk, og det virker som om han stadigvæk troede det var en afvigelse fra sædvanlig social-realistisk æstetik, snarere end efterhånden den største Loach-kliché i hele verden. Det er synd og skam for en film, der ellers til tider er blandt de aller bedste i Loachs omfattende filmografi.