Palmesøndag del 159
(Ken Loach, UK
Cannes 1993, Jury Pris)
En ting jeg opdager ved at skrive den her serie: Det er virkelig svært at inddele Ken Loachs film i grupper. Han har simpelthen lavet så meget, i så mange perioder, i så mange retninger. Og selvom der er meget som er forskelligt, så minder rigtig meget af det også om hinanden. Men hvis man skal snakke om en periode-inddeling, så er starten af halvfemserne virkelig centrale for Loach. Det var her han fik sit comeback med Hidden Agenda, og det var de film han derefter lavede, som lagde fundamentet til de næsten tredive år han derefter har tilbragt på toppen af filmverdenen. De tre film, Riff Raff (91), Raining Stones (93) og Ladybird, Ladybird (94), de er på mange måder arketypiske Loach-film, virkelig indbegrebet af hans sene stil. Af de tre, så er Riff Raff nok den bedste, mens en film som Raining Stones virkelig virker som om den præsenterer hans nye stil på godt og ondt. For at være helt ærlig, så fornemmer jeg her, at der er gået noget tabt siden halvfjerdserne.
Bob vil gerne give sin datter en pæn kjole til hendes første nadver. Men han har ikke pengene, og han er nødt til at bruge mange tricks for at finde dem. Han laver lidt småfuskerier her og der, det er meget morsomt. Det bliver en del mindre morsomt da han låner pengene, og kommer til at stå i gæld til områdets farligste gangster.
Men vi får til gengæld fint forklaret hvad det alt sammen skal betyde. For at låne en bil opsøger Bob sin svigerfar, som arbejder for et socialistisk parti. Det er svigerfar, der fortæller: When you’re a worker it rains stones seven days a week. Det er svigerfar, der mener religion er mumbo jumbo. Svigerfar er fra den gamle generation, måske endda lidt samme generation som Loach. Bob er fra en yngre generation, hvor idealerne er blevet smadret af Thatcher. Og de to går udenfor og kigger på den endnu yngre generation, der for alvor ser ud til at blive fortabt, som de vokser op uden håb og arbejde, men bare med kriminalitet og hårde stoffer.
Forholdet mellem arbejderklassen og kulturen, det har altid været lidt komplekst hos Loach. Sådan noget som at bruge alle sine penge på at fejre et religiøst ritual, det er ikke ret kosher for en socialist. Men man ser det også i The Price of Coal fra 77, hvordan mange af arbejderne også selv er virkelig benovede over besøg af de royale. At de har en lidt suspekt smag, ikke så meget agit-prop cinema verité kunst med de rigtige holdninger, som man kunne ønske, men lidt mere småborgerlige ting. Og man fornemmer lidt, at Loach ikke rigtig bryder sig om den længsel, men at han lidt modvilligt accepterer det.
Nogen gange, så fornemmer man også en sådan form for modvillig accept i filmsproget. Der er nogle elementer, som er nærmest demonstrative. Som f.eks. Loachs brug af musikalske soundtracks. Den slags hører i virkeligheden ikke rigtig hjemme i cinema verité, det er alt for manipulerende, der er mange af hans tv-film som er uden musik. Men i halvfemserne, så begynder der at være musik, og det stikker virkelig ud. Musikken her lyder som noget fra Gøngehøvdingen. Det er som om det virkelig skal sende et signal: ‘Bare rolig, jeg ved det godt, det her er ikke en streng og asketisk film, du må godt være underholdt mens du bliver belært om verdens uretfærdighed.’ Hvilket er en ok holdning! Men samtidig, så holder de her soundtracks bare ikke i dag.
Ligeledes med både de komiske elementer, samt gangster-fortællingen. Det er ikke rigtig godt. Og det tager lidt væk fra det interessante, skildringen af livet på en ‘estate’, hvor arbejdsmulighederne lige så stille er ved at fordufte. I virkeligheden den samme fortælling som Looks and Smiles. Men den var minimalistisk. Her skal der blandes genereelementer ind, for at gøre det mere tiltrækkende. Jeg ved ikke om Loach nogensinde havde forestillet sig, at han sådan skulle gå hen og blive nærmest folkekær, men det blev han lidt. Og det blev han altså også, fordi nogle af hans film fra den her periode var decideret ufarlige.
Ken Loach er en af de få instruktører, der har vundet Guldpalmen to gange. Men han er samtidig også den instruktør, der, sammen med Andrea Arnold, har vundet Jury-prisen flest gange. Hvilket som regel regnes for den mindste pris, som man kan få som instruktør. Tre gange er det blevet til, for Hidden Agenda, Raining Stones og The Angels Share. Andrea Arnold kan man nemt forklare, hun er fremragende, men også en kvinde, så hun vinder den mindste pris i sexistiske Cannes. Ken Loach er lidt sværere at forklare. Men jeg synes det er sigende! For der er noget med mange af hans film, som er glimrende, og føles væsentlige, men samtidig virkelig ikke rykker ret meget ved noget som helst. Det er også en evne. Og dén evne, den kom første gang til udtryk med Raining Stones. Som vel så derfor også har sin plads i Ken Loachs filmografi…