Palmesøndag del 480
(Affeksjonsverdi, Joachim Trier, Norge
Cannes 2025, Jury Grand Prix)
Efterhånden var jeg begyndt at tro, at Joachim Trier og hans faste manus-partner Eskil Vogt kun kunne lave gode film, hvis deres hovedperson var forfatter. Deres bedste scener tog udgangspunkt i skrevne tekster, romaner eller essays, så hvis ikke en person ind imellem skrev, så vidste de to norske filmfolk ikke helt hvad de kunne gøre. Det var selvfølgelig lidt en begrænsning, men det kunne da være værre. Det er da lidt originalt, altid at lave film om skribenter, tænk nu hvis de i stedet gjorde som næsten alle andre instruktører, og begyndte at lave film om filmfolk, om instruktører, producere, og, suk, skuespillere! Så ville det da for alvor gå galt…
Eller også ville det ikke. Med Affektionsværdi laver Joachim Trier en mere typisk Cannes-film end hans Oslo-trilogi, der hovedsagligt bestod af ungdomsportrætter. Her er den centrale kunstner en aldrende filminstruktør, hvis karriere har mistet pusten, perfekt til Cannes, som jo mere og mere er de aldrende og tæt på irrelevante filminstruktørers alderdomshjem.
Men det er pudsigt. Affektionsværdi er Joachim Triers bedste film siden Oslo, 31. august. For første gang siden da føles det faktisk som om, at han finder en vej videre. At han formår at skabe den samme blanding af personligt drama og poetisk essayistik, som gjorde hans første film så egensindige, uden at han er nødt til at tærske rundt i de samme figurer og samtaler. Filmen undgår ikke helt et par klichéer, og Triers æstetik er stadigvæk stærkest når han er i sin comfort zone, men Affektionsværdi er både Triers store internationale gennembrud, og samtidigt en film, der lover godt for fremtiden.
Faktisk bliver der stadig skrevet en del i den her film. Vi starter med et høre om en skolestil, som skuespilleren Nora (Renate Reinsve) skrev da hun var lille. Den handlede om hendes hus, der har været i familiens eje i generationer. Filmen igennem får vi fortalt historier om det hus, helt tilbage fra Noras tipoldeforældre og frem til hendes forældres generation. I nutiden skal huset igen skifte ejer, for Noras mor er død, og egentlig tilhørte huset hendes far, den kendte filmskaber Gustav Borg (Stellan Skarsgård). Han kommer til Norge til begravelsen, men også fordi han også har skrevet noget: Et manuskript, som han håber Nora vil spille hovedrollen i, og som skal filmes i deres hus. Det nægter hun dog fuldstændig at være en del af, men Gustav finder en anden hovedrolleindehaver, amerikanske Rachel Kemp (Elle Fanning) og forsøger alligevel at lave filmen. Som viser sig at være en virkelig personlig fortælling om Gustavs mor, og hvad der skete med hende i det store hus. Og så går det ellers lige så stille, i en blanding af satirisk film om moderne filmskabelse (inkl. obligatoriske jokes om Netflix), forskellige mere essayagtige sidespor, og fortællingen om hvordan Gustav forsøger at reparere forholdet til Nora og lillesøsteren Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas).
Det bedste er, hvor mange forskellige former for film Trier får blandet ind i den her film. Helt uden at have brug for påskud om forfatterstemmer, eller kapitelinddeling som i Verdens værste menneske, driver fortællingen rundt. Mange forskellige små plottråde flettes sammen, og i flere af sekvenserne folder Trier sig mere ud rent filmisk. Der er et enkelt klip, som skal forestille at være fra en af Gustav Borgs gamle film, og det er et fuldstændig forrygende lavet klip, som med det samme viser, at Borg kan have været en rigtig stor instruktør. Det er mageløst, og også lidt forvirrende, hvorfor Trier ikke selv laver flere af den slags æstetiske ting i hans film, når han er så god til det.
For i ret store dele af filmen er æstetikken lidt anonym og uambitiøs. Der er meget med lidt håndholdt kamera blandet med nogle flotte kompositioner, som ikke er så iøjnefaldende, at man bliver taget ud af filmen. Det er pænt og fint og meget typisk arthouseagtigt. Men tidligt skete der noget, som fik mig til at tænke, at problemet måske lå et andet sted: Så snart Stellan Skarsgård træder ind i filmen er det som om Trier ved præcis hvad han vil med sit kamera. Gustav Borg træder ud af en bil og går ind i huset, klædt i sort og med solbriller, som en helt fra en western eller en krimi. Han oser af ‘main character energy’! Hans næste sekvens er næsten endnu bedre, hvor han er i Frankrig og møder Rachel Kemp, for han virker som en superstjerne, han har karisma som en kæmpe kunstner, men samtidig kan man lidt mærke hans forfald. Han mindede mig om Luchino Viscontis Leoparden, om en aldrende adelsmand, hvor man også på samme tid kan mærke den nærmest overmenneskelige person som har været engang, men samtidig også hele tiden kan fornemme at det er en gammel mand man ser på. Gustav Borg er simpelthen bare en vild præstation, en blanding af fortræffeligt skuespil (måske Stellan Skarsgård bedste præstation nogensinde) med det perfekte valg af kostumer, og et kamera som ved præcis hvordan det skal fremstille ham. Der er en filmisk forståelse af den her karakter, som er uovertruffen.
Og det er der altså ikke helt hos filmens andre to hovedpersoner, Nora og Agnes. Renate Reinsve og Inga Ibsdotter Lilleaas spiller også fabelagtigt, og særligt som søstre er de fremragende castet, for de ligner virkelig hinanden, men deres karakterer lever ikke i filmen på samme vis. Kameraet vil mest bare gerne se deres ansigter, så vi kan nyde det fantastiske skuespil, det ved ikke hvordan det skal gøre dem til figurer på den måde som Gustav Borg hele tiden bliver fremstillet.
Og det er lidt ved at blive en typisk ting for Trier. I Verdens værste menneske kunne man også pludselig godt mærke, at Trier bedre forstod den kvindelige hovedpersons lidt ældre ekskæreste, han havde lidt nemmere ved at finde de helt rigtige replikker til den karakter som havde samme køn og ca samme alder som ham selv. Gustav Borg er jo dog meget ældre end Trier, og han lader til at være en helt anden type, men af en eller anden grund har Trier haft nemmere ved at finde specificiteten i den her figur.
Jeg genså Triers debutfilm, Reprise (2006), den anden dag, og var overrasket over, hvor dårligt den holdt. Den er så specifik et billede af en speciel mandetype fra en speciel tid, lige mellem Gen X og Millenials, og selvom den udstiller alle sine mandekarakterers svagheder – og har en helt fantastisk rammende replik om det miljø, da en kvinde siger ca. ‘jeg tror ikke det her er en let vennegruppe at have problemer i’ – så ender den alligevel som en art kærlig hyldest, og her tyve år efter virker de her mænd bare som gedigne røvhuller. Det er som om Trier mister modet til sidst, og alligevel vil lave en happy end, selvom hans karakterer ikke har gjort sig fortjent til det.
Og det har været et tilbagevendende problem hos Trier siden Oslo 31. august. Selvom han har forsøgt mange andre ting, så er han vendt tilbage til sin comfort zone, til de karakterer han har skildret siden Reprise, til de filmiske idéer han perfektionerede i Oslo 31. august, og det er aldrig rigtig kommet videre. Affektionsværdi er første gang tingene har samlet sig for mig. Idéerne om huset, om hvordan vi er påvirkede af fortiden, helt tilbage til hvordan traumer går i arv, binder filmen sammen, og giver samtidig plads til, at filmen kan foretage et utal af fortællemæssige krumspring. Der er stadigvæk nogle ting, som gør, at Trier simpelthen bare aldrig bliver min personlige favorit: Nogle overtunge metaforer, uopfindsomt æstetisk arbejde, og at mandekaraktererne er bedre end kvindekarakterne. Men filmen som helhed rammer virkelig hårdt. Jeg tror Trier har flere film på højde med Oslo 31. august i sig.