Palmesøndag del 208
(Ken Loach, UK
Cannes 2019)
Ken Loach har nu lavet to film der føles som farvel, Jimmy’s Hall og Sorry We Missed You. Begge har den frustrerede fornemmelse af afmagt, af ikke at have slået til. Men forskellen på de to film er virkelig slående: Sorry We Missed You formår at finde et æstetisk sprog der passer til afmagtsfølelsen, er faktisk en af de ret sjældne sene Loach-film der virkelig lever via æstetikken. Der er lidt typiske klichéer som vi har set i så mange Loach-film før, men det er helt ærligt en af Loachs bedste i min bog. Havde han stoppet her havde det været ret flot. Også selvom han virkelig var stoppet med et billede af afmagt og desperation.
Som med Jeg, Daniel Blake tager Sorry We Missed You skarpt sigte på de nye regler i den moderne britiske verden, denne gang om den nye prekære gig-økonomi. Ricky er en tidligere byggearbejder, som nu vil arbejde som pakkeleverandør. Her kan han være selvstændig! Han skal dermed stille sin egen bil til rådighed, og hæfter for reparationer og al udstyr. Men… Det er ikke fordi han får nogen som helst form for frihed igen. Sorry We Missed You fungerer nærmest som dokumentarisk vidnesbyrd om de grelle konsekvenser ved det nye arbejdsmarked, omend det virkelig også er et portræt af én persons problemer, hvor det ikke er helt nemt at se generelt hvor problemerne ligger. Ricky virker glad nok til at starte med, og da han får at vide, at han ikke kan tage datteren med i bilen, er det, fordi der er blevet klaget, men vi bliver aldrig klar over præcis, hvad der er sket. Ting eskalerer, men uden at vi helt forstår hvorfor.
Fortællingen om Rickys kone Abby er faktisk meget stærkere. Hun arbejder som hjemmehjælper, men på en såkaldt zero hour-kontrakt, hvor hun ikke er garanteret faste arbejdsforhold, men heller ikke partout skal sige ja, når der bliver ringet. Der er bare det, at Abby er en vidunderlig empatisk hjemmehjælper, så mange af de ældre spørger specifikt efter hende. Netop fordi hun er så fantastisk til sit arbejde, så kommer det til at slide hende op. Her er der noget vildt interessant, paradoksalt, uforglemmelig barskt. Alle de varme og smukke scener mellem Abby og hendes ‘klienter’ gør ualmindelig ondt.
Det bliver også til et fremragende portræt af selve aldringsprocessen. Der er et glimt af en gammel mands ben, mens han sidder på toilettet, han er jo nødt til at have døren åben, så Abby kan komme ind og hente ham bagefter, som med sin halvoffentlige karakter illustrerer, hvor ydmygende det kan være at blive gammel, selv når omgivelserne gør sit bedste. Frustreret lyder det ude fra toilettet ‘I never thought this would happen to me…’ Men det gør det. Vi bliver alle ældre. Og den ret tydelige pointe i Loachs film er, at ligesom det er en naturlov, at vi alle bliver ydmyget og kasseret af biologien, så bliver vi også alle hver og en, hvis ikke vi passer på og kæmper imod, ydmyget og kasseret af kapitalismen, der altid sætter økonomisk vinding over medmenneskelighed. Den braser forbi os, og giver os blot et hult ‘Sorry We Missed You’. Og fordi der ikke er blevet passet ordentligt på siden halvfjerdserne, siden Loach lavede sine tidlige og i mine øjne stadig stærkeste værker, så er det nu endt sådan her.
Da Abby fortæller en af de gamle kvinder om sit hektiske liv, spørger den gamle kvinde forundret What happened to the eight hour day? Klarere kan det nærmest ikke siges. Hvad i alverden skete der med alt det, tidligere generationer kæmpede for? Og hvordan i alverden skal en generation af prekært ansatte ‘franchise-ejere’ kunne kæmpe videre? I sidste ende sidder man med fornemmelsen af, at tingene falder fra hinanden, uden at vi kan gøre noget ved det. Abby sukker frustreret i sengen en nat: ‘It just seems to me that everything is out of whack’ hvorefter de snakker om at have fornemmelsen af at synke i kviksand.
Der var en tragisk poetisk retfærdighed i, at Sorry We Missed You fik dansk premiere samme dag, som Corbyn tabte til Johnson og meddelte, at han ville trække sig som formand for arbejderpartier Labour. For filmen er en tragedie uden falske forhåbninger. Heller ikke i dens skildring af alderdom. Det kommer bare til at blive værre og værre, ind til man ikke kan stritte imod. Og den samme fornemmelse sætter sig lidt i æstetikken.
Dele af Sorry We Missed You er lidt æstetisk famlende, ser lidt billig og spinkel ud, og jeg tror lidt at der er deciderede fejl. Som en scene, hvor Ricky og Abby skændes om, hvem der har haft den hårdeste og længste dag, en scene der tydeligvis skal foregå om aftenen, men hvor man kan høre morgenfuglefløjt i baggrunden. Men samtidig, så kommer den nærmest endelig et sted hen hvor den er så æstetisk stilren, at man vitterlig kan begynde at diskutere dens æstetik i ental!
Mange Loach-film er sådan lidt af hvert, er mest af alt bare funktionelle rent æstetisk, og så fungerer de i stedet på indholdsplanet. Men brugen af stationært kamera fungerer helt eminent her. Det er som om kameraet heller ikke længere kan holde sig oppe uden hjælp, som om selve filmen ikke kan holde sig oppe uden hjælp. Den er simpelthen træt. Det kunne man sagtens undgå, Loach virker selv som om han er frisk, og han kunne jo bare hyre en ung fotograf, men i stedet er der det her helt stive kamera, der bliver vippet lidt op og ned og til siden, når folk bevæger sig, og aldrig rigtig bevæger sig så vildt. Derudover er der igen ingen dum underlægningsmusik, og ingen dumme gangstere.
Der er ret meget sentimentalitet, det er nok dér mange står en lille smule af. Det er også dér jeg står en lille smule af, i de scener hvor den lille familie har det så dejligt med at synge med på sange i radioen, den slags som nærmest ingen familier jo gør i den virkelige verden. Her bliver der smurt for tykt på, som der er blevet gjort i mange Loach film. Men derudover er filmen for frustreret og desperat til rigtig at gide at manipulere os. Den giver os bare arbejdsmarkedets frustrationer som simpel dokumentation, og så kan det da for fanden ikke være meningen at tingene skal være sådan her? Slutter det her for Loach? Kommer han tilbage næste år med endnu et frustreret udbrud? Eller en historisk film? Eller noget om nogle dumme gangstere? (suk) Det er ikke rigtig til at vide. Han har været i Cannes 14 gange, og har vel nærmest carte blanche til at lave hvad som helst. Det er lidt fjollet at han har haft det, mange af hans film har mere hørt til i sidekonkurrencer – min liste over ni ville være Looks & Smiles, Hidden Agenda, Land & Freedom, My Name Is Joe, Vinden som ryster kornet, Looking for Eric, Jimmy’s Hall, Jeg, Daniel Blake og Sorry We Missed You. For Sorry We Missed You, den hører til i den bedre halvdel.