Palmesøndag del 344
(Tori et Lokita, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2022, 75 Anniversary Prize)
Dardenne-brødrene er efter sigende inspireret af filosoffen Emmanuel Lévinas teori om, at grundlaget for moralske relationer er mødet ansigt-til-ansigt mellem mennesker. Derfor er de også optaget af ansigter. Deres film bruger ansigtet i close-up ganske strategisk, så det bevarer sin moralske kraft. I Tori og Lokita begynder filmen med et close-up af Lokitas ansigt mens hun befinder sig i en af det moderne samfunds mest problematiske relationer: Relationen mellem asylansøger og de embedsmænd, der forsøger at bedømme hvor værdig hun er til ‘beskyttelse’, dvs helt reelt en fremtid.
Det billede er ret nyt for Dardenne-brødrene, for selvom de har lavet bemærkelsesværdigt mange film om immigranter – Løftet, Lorna’s Silence, såmænd også Kvinde, ukendt, Unge Ahmed – så har tematikken i mange af de film netop været fravær af reel moralsk relation mellem Belgien og immigranterne. I Løftet og Kvinde, ukendt handler det om folks moralske relation til døde immigranter, mens Lorna’s Silence og Unge Ahmed er så dramatiske i fortællingerne om arrangeret ægteskab, mord-intriger og islamistisk terror, at de små grundlæggende moral-relationer lidt bliver væk.
Tori og Lokita er således et lille nybrud for de to instruktører. Det er to store kunstnere, der selv i film nummer ti i rækken af social-realistiske fiktions-film, stadigvæk binder nye krøller af nuancer på deres samlede fortælling. Respekt for det. Desværre er der nu endegyldigt sket det, at deres æstetik er brudt helt sammen.
På overfladen er det ret nemt at sige hvad Europa som samfund – som den strukturaliserede moral-relation vi kalder ‘velfærdsstaten’ – skylder Lokita: Ikke en pind. Hun lyver for at få asyl, hun påstår Tori – der har opnået beskyttelse fordi han har været forfulgt som ‘heks’ i Benin – er hendes bror, selvom de har mødt hinanden undervejs på rejsen mod Europa – på ‘båden’, som de siger. Nu sidder hun fast i en farlig spiral, hvor hun skylder penge til menneskesmuglere, desperat mangler penge at sende hjem, så hendes familie kan få et bedre liv, og samtidig bliver skubbet længere og længere ud i periferien af samfundet. Og det er her ansigtet kommer ind i billedet, for selvom vi helt abstrakt, og efter alle samfundets regler, kan sige det helt hundrede er hendes egen skyld, har vi så alligevel ikke en helt grundlæggende menneskelig ansigt-til-ansigt moralsk forpligtelse overfor hende?
Tori og Lokita er virkelig sympatisk, men æstetisk set er den en fiasko. For selvom Dardenne-brødrene formår at videreudvikle deres brug af ansigter, så er deres filmiske brug af kroppe faldet helt fra hinanden. De to brødre udviklede et helt særligt filmsprog, baseret på kroppe i bevægelse, og det de kaldte et ‘camera-corps’, eller krops-kamera. Kameraet, fæstnet fast på fotografens krop, fulgte efter filmens karakterer, og på den måde skabtes en visuel beskrivelse af karakterens indre, omsat til den måde de bevægede sig på, omsat til den måde kameraet bevægede sig på. Det var storslået, men det var også ekstremt fysisk krævende fra fotografens side, og som tiden er gået, er Dardenne-brødrenes film blevet mindre og mindre prægede af den slags fysiske kraftudfoldelser. Deres faste fotograf fra Løftet (95) og frem, Alain Marcoen, var født i 1940 og kunne simpelthen ikke holde til det til sidst, så på Unge Ahmed blev han skiftet ud med Benoît Dervaux, der er ‘blot’ 57 år gammel. Han gjorde det udmærket på Unge Ahmed, men i Tori og Lokita er det som om alle involveret endegyldigt har opgivet at få den gamle energi tilbage igen. Og ingen af dem har regnet ud hvad der skal sættes i stedet.
Hvis man er vant til at se Dardenne-film er der scener i Tori og Lokita, som er helt forbløffende rudimentært filmet. Særligt unge Tori har krudt i røven som en ægte ung Dardenne-karakter, men kameraet følger aldrig nogensinde med. Når han piler igennem byen står kameraet bare stille og så klippes der mellem forskellige veje han cykler forbi. I Drengen med cyklen var cykel-scenerne noget af det bedste, hvor kameraet fulgte efter drengen nærmest svævende over vejen, og på den måde videregav hvor fri han følte sig i den hastige bevægelse. I Tori og Lokita er der intet som helst æstetisk at komme efter i de scener, det skal bare vise at han tager fra en restaurant og hjem. Det er til tider nærmest deprimerende at se på. Filmens centrale særlige ting er vel sammenholdet mellem de to hovedpersoner, sådan et forhold har Dardenne-brødrene nok aldrig skildret før, men når f.eks de rutsjer på slæde ned af en skrænt, så står kameraet også bare oppe på toppen og kigger ned. Der er intet som helst gjort for at omsætte den særlige fælles bevægelse til et særligt billede. Og hvis ikke de kan det længere, omsætte måderne deres karakterer bevæger sig på til helt særlige billeder, så ved jeg ikke rigtig hvad filmkunsten skal bruge Dardenne-brødrene til længere.
Der er rigtig mange gamle mænd i Cannes i de her år, og generelt er kunstfilmen ved at blive ældre og ældre, hvor f.eks også Ken Loach har været ude og sige, at han rent fysisk har svært ved at instruere film længere. Tori og Lokita er det mest tydelige eksempel jeg har set hidtil på, at instruktører simpelthen er blevet så gamle, at de ikke længere rent fysisk har kræfterne til at lave deres film på den måde, som gav dem deres kunstneriske særpræg. Det er på den ene side utrolig trist, og et wake up call om at der simpelthen snart skal ske noget, hvis ikke kunstfilmen skal ende i en voldsom kunstnerisk krise. På den anden side, så er Dardenne-brødrene nogle af deres generations største – og mest sympatiske – kunstnere, og jeg synes helt ærligt også, at måden deres æstetik er faldet fra hinanden på, er ret rørende. For der er jo nyt i Tori og Lokita, i dens brug af ansigter, og det er en interessant ny fortælling den fortæller om immigrantens situation i Europa, og som rent manus-båret melodrama, så er den hverken værre eller bedre end så meget andet. Og ironisk nok, så minder et ødelagt Dardenne-filmsprog, hvor kameraet synes hæmmet, begrænset, forvirret, også om den kliché-prægede håndholdte arthouse-æstetik som f.eks Thomas Vinterberg benytter når han har mindst lyst til at gøre særligt meget væsen af sig. Så det er ikke fordi det er en decideret skodfilm. Jeg vil anbefale den til alle filmfans, men jeg mener også generelt det er værd at gå i biografen tit og ofte, også til film der ikke lykkes på særligt mange planer.
Jeg ved ikke hvad Dardenne-brødrene skal gøre nu. De brugte rigtig mange år på at finde deres eget filmsprog, lavede først en række dokumentar-film, forsøgte derefter to gange at lave fiktions-film, hvor det begge gange endte skidt på grund af konflikter med producenterne. Det tog rigtig lang tid før de fik udarbejdet deres billed-sprog, som de så til gengæld brugte til at skabe et af de sidste tredive års vigtigste store film-værker. Men nu har de ikke det billed-sprog længere. Måske de skal lave dokumentarfilm igen, måske de skal fokusere mere på deres prisværdige arbejde som producenter, hvor de f.eks har hjulpet tunesiske Mohamed Ben Attia med at lave nogle af den arabiske verdens bedste film de sidste ti år. Måske de helt grundlæggende skal forny deres æstetik. De er sikkert stadig i stand til at føje nye tematiske facetter til deres store værk om Europa i det nye årtusind. Men et eller andet er der nok nødt til at ske nu, for deres krops-kamera er gået i stykker.