Jeg, Daniel Blake

Palmesøndag del 207
(I, Daniel Blake, Ken Loach, UK
Cannes 2016, Guldpalmen + Økumenisk ‘Commendation’)

Ken Loachs otium holdt lige præcis to år. Ifølge pressemateriale var det parlamentsvalget i 2015, hvor David Camerons konservative fik et overraskende flertal, der fik den gamle instruktør til at trække i arbejdstøjet igen. Det kan virke en lille smule sært, eftersom de konservative sådan set allerede ledede landet i forvejen, og deres ‘austerity’ politik som Loach beskriver så stærkt i Jeg, Daniel Blake havde kørt i årevis. Jeg forstår igen ikke helt hva faen Loach havde gang i der i årene 2009-2014, hvor rødderne til Storbrittaniens gigantiske krise blev etableret. Men hvordan det nu end er, så fik Loach altså et gigantisk comeback, endda med en anden Guldpalme! Og det sådan nogenlunde fortjent, for selvom Jeg, Daniel Blake så langt fra er min favorit fra det år, ikke engang i top fem, og selvom kritikerne fra festivalen foretrak Palmen skulle gå til Maren Ades nyklassiker Toni Erdmann, så var Loachs film hans bedste i mange år, og formåede at revitalisere hans stil i skildringen af det kvælende bureaukrati, der under Cameron omklamrede samfundets svageste.

Daniel Blake er kun blevet en af de svage på grund af et hjerteanfald. Han har arbejdet som tømrer hele sit liv, men nu siger hans læge han ikke kan arbejde i en periode. Det første vi hører er dog Blake bliver udspurgt om alt andet end sit hjerte, men i stedet ud fra et skema der undersøger om han kan tage telefonen, gå så-og-så langt, og den slags. Da han i denne test kun opnår 12 point bliver han derefter bedømt arbejdesegnet, lige meget hvad doktorerne siger. Han forsøger at anke, men det kan først ske når han har fået en telefonisk bekræftigelse på afgørelsen, og selvom det er en fejl han ikke har fået den, så er han stadig tvunget til at søge arbejde indtil telefonisten får rettet op på sin fejl. Den slags kafkaske fælder er filmen fuld af, og de driver nådesløst Daniel længere og længere ned. Parallelt hermed er der historien om Katie, en enlig mor der har været nødt til at flytte fra London til Nottingham for at få en offentlig lejlighed, men som stadig forventes at kunne orientere sig i sin nye by fra dag et. Og for hver gang et individ ikke lever op til systemets krav stilles de over for en endnu sværere opgave, en logik der kun kan føre personerne ét sted hen.

Det uforglemmelige ved Jeg, Daniel Blake er de realistiske skildringer af den umenneskelige logik der hersker i arbejdsløshedssystemet. Som den første samtale vi hører endnu inden der overhovedet bliver sat billede på, hvor Daniel bliver udspurgt i forhold til et pointsystem, der skal afgøre hvor mobil han er, og dermed hvor arbejdsduelig. At han helt åbenlyst ikke skal gøre noget som helst, han har fået et hjerteanfald og doktoren har beordret ham i ro, betyder intet i forhold til udfyldelsen af det sindrige pointsystem af en ‘health care professional’, en af filmens mange obskurt benævnte myndighedspersoner, der har ubegrænset autoritet over for ‘brugerne’ fanget i systemet, uden at det på nogen måde er klart hvor de har den autoritet fra. Stor er også telefonsamtalen hvor Daniel leder efter svar på hvordan han kan anke, men bliver holdt hen med at en mærkværdig ‘decision maker’ først skal ringe til ham, inden det sker kan intet gøres, og underforstået er det bare ærgerligt hvis han i mellemtiden sulter ihjel. Systemet har virkelig kafkaske højder.

Stakkels Daniel er ekstra fanget fordi han er komplet elendig til at bruge computere, omend det overgøres en lille smule, hvor Daniel kommer til at virke som en komplet idiot. Det er også her der er en ret logisk indvending: Daniel får på et tidspunkt hjælp fra sin nabo China til at løse en digital opgave, og i sidste ende kunne han egentlig nok have trukket på hans hjælp meget mere. Det kunne man have gjort hvis man ville have lavet en film om den solidariske underklasse, snarere end om tragisk udnyttelse (det er i øvrigt en gammel diskussion: Den oprindelige manuskriptforfatter til den neorealistiske klassiker Cykeltyven sprang fra da han ikke fandt historien realistisk: Hvis en arbejder manglede en cykel for at arbejde, så ville han da bare få en af kommunistpartiet?) Jeg, Daniel Blake er således lidt en fortælling om hvordan en stolt mand bliver knækket. Som han skriver i den afsluttende tale: ‘I, Daniel Blake, am a citizen. Nothing less, nothing more.’ Det er det han ikke får lov til. Han kunne have prøvet at være en art kammerat Blake, men det havde nok mere været noget Loach gjorde i halvfjerdserne.

Hvis Loach altså ikke er tilbage ved politikken fra halvfjerdserne – og det behøver han da så sandelig heller ikke – så har han dog genfundet en del af den æstetiske styrke fra de mere cinema verité agtige ting han lavede, bl.a. til BBC. Filmsproget er nærmest afskrællet, det er f.eks klædeligt fri for den som regel virkelig dårlige filmmusik Loach havde benyttet sig af i årevis. Ligeledes er billedsproget behageligt roligt. Billederne holdes længe, glider lidt, klipper roligt, så vi får god plads til de mange samtaler. Samtalerne har altid været en af Loachs største styrker, og selvom det er en helt særlig form for samtale, ikke de dialogiske diskussioner fra film som Land & Freedom eller tv-serier som Days of Hope, men i stedet bureaukratiske diskussioner holdt i magtsprog mellem to ulige parter, så er Loach altså bare stadigvæk en umanerlig stærk skildrer af folk der taler sammen. Han er netop god til at fange tonefald, magtforhold, direkte og afværgende sprogbrug. Det er samtalerne, der gør Jeg, Daniel Blake til en af Loachs bedste film.

Men. Igen har jeg lidt Loach mistænkt for at fejlbedømme hvad hans publikum vil have. Samtalerne er filmens store salgs-vare, men filmen virker lidt som om den frygter det kan blive for meget med alle de farlige samtaler, og derfor også lige skal have nogle hjertevarme scener ind imellem. Og det… er fyld. Skildringen af Kate halter. Der er nogle fantastiske pointer, som hvordan hun er tvunget til at reagere, fordi hendes søn simpelthen ikke kan håndtere hvad systemet udsætter den lille familie, eller hvordan hun er ude af stand til at skaffe hygiejnebind via velgørenhed, fordi den slags donerer folk ikke så meget som de burde. Her er en stærk forståelse for den kønnede forskel i systemet. Man kunne næsten kalde det intersektionelt, hvis man havde lyst til det. Men i modsætning til Daniel Blake bliver Kate aldrig rigtig til et helt menneske, hun forbliver et offer for systemet, og kulminationen på hendes historie er så forudsigelig og gammeldags håndteret at det er brandærgerligt.

Som jeg skrev om The Angel’s Share, så er der små og store film i de fleste instruktørers filmografier. Jeg, Daniel Blake er uden tvivl en af Loachs store. Her fandt han ny energi, nye vinkler, nye måder at bruge sine styrker på. Den er oppe i det høje luftlag blandt de sene, på linje med Land & Freedom, My Name is Joe og Vinder som ryster kornet. Der er dog stadigvæk lidt af de samme frustrationer som har været hos Loach længe, for meget forudsigeligt melodrama især. Alligevel, der var grobund for noget at arbejde videre med. Hvilket da er ret godt gået for en instruktør, som måneden efter festivalen fyldte firs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *