Palmesøndag del 483
(Julia Ducournau, Frankrig
Cannes 2025)
Man har en særlig udfordring, når man laver ikke-realistiske film. Hvis bare du laver film, der ligner virkeligheden, så skal publikum nok acceptere det, men hvis du f.eks laver film, hvor en kvinde har sex med en bil og derefter bliver gravid, eller om en sygdom som gør folk til marmor-statuer, så skal publikum helt grundlæggende acceptere, at det giver mening. Mening for dem. Det er en balancegang. Julia Ducournau vendt Guldpalmen i 2021 for Titane, som fik publikum til at acceptere nogle helt bizarre plot-idéer, hovedsagligt fordi filmen var så fremragende lavet, ikke mindst æstetisk. Men kritikere og publikum vendte tommelfingeren ned for opfølgeren Alpha fire år efter.
Det kan jeg godt forstå, for det er en mindre sikker film. Selve grund-idéen er egentlig ret simpel, men er så fremragende visuelt udført, at jeg fuldstændig accepterede den. Men tingene rundt om den grundidé, alt det som gør filmen to timer lang, fungerer langt hen ad vejen ikke. For nogle betød det, at filmen faldt helt fra hinanden, og den fik nogle af de dårligste anmeldelser fra Cannes 2025. Jeg kan alligevel godt lide de ting som virker i filmen, for den indeholder nogle af Cannes-årgangens mest mærkværdigt smukke billeder. Men den fungerer heller ikke for mig som helhed.
Den centrale idé i Alpha er virkelig simpel: Der er en sygdom, der gør folk til marmorstatuer, men som derudover smitter som AIDS og skaber stigma som AIDS. Det er egentlig det hele. I filmens første scene får 13-årige Alpha (Mélissa Boros) lavet en tatovering, og hendes mor (Golshifteh Farahani, som altid virkelig god, men eftersom meget af filmen handler om, at familien specifikt er af berber-afstamning, er det lidt mærkeligt at caste en persisk skuespiller til rollen) bliver bange for, at hun er smittet med sygdommen. Så Alpha må leve med frygt, og derudover hurtigt med udskamning og angst i hendes skole, ligesom forholdet til den jævnaldrende dreng Adrien rammer nogle problemer. Derudover flytter hendes onkel Amin (Tahar Rahim, en af hans bedste præstationer) hjem til Alpha og hendes mor, i et forsøg på at blive clean, men han er også smittet med sygdommen. Så samtidig med at Alpha går rundt og frygter, at hun er dødsdømt, skal hun også gøre klar til at sige farvel til sin onkel.
Det lyder nærmest mere komplekst end det er. Alpha skal have taget nogle tests, og så venter de på svar, og det er egentlig hendes udvikling, i filmen som bærer hendes navn. Det virker en anelse som om, at Ducournau aldrig helt regnede ud, hvad hun skulle gøre med resten af filmens spilletid, så der er en hel masse montager sat til musik, lange scener hvor hele Alphas store familie hænger ud sammen, nogle flashbacks, og meget andet. Til sidst overtager Amin nærmest filmen, hvilket i teorien ikke gør så meget eftersom Tahar Rahim er fremragende, men det får hovedplottet til at føles noget uforløst.
Men grundidéen er som nævnt virkelig stærk. Der er noget forfærdende over scenerne på klinikken hvor moren arbejder, hvor de smittede ligger i deres senge, mere eller mindre ukendelige som statue-menneske-hybrider. Det rammer et eller andet meget mærkeligt. Dels er der noget Freudiansk ‘unheimlich’ over blandingen af statue og menneske, det har psykologer snakket om i mange mange mange år, men der er også noget forfærdeligt ved, hvor smukke de smittede er. De er syge, de smitter, de er næsten umenneskelige, men samtidig er de så umanerligt flotte. Jeg nævnte Lillian Munk Rösings definition af ‘abjektet’ i min tekst til Titane, men det er nærmest endnu mere passende her: ‘en ting, der er ‘out of place’ og vækker en forargelse med undertoner af både tiltrækning og afsky.’ Jeg har sjældent set så perfekte abjekt-billeder, som i Alpha. Det understreger, hvad der er Ducournaus helt store forte. Hun har de her helt særlige idéer, der blander krop og objekt, skønhed med død og grimhed, gerne blandet op med sex og lyst, til noget helt unikt. Og rent æstetisk er det i Alpha stærkere end nogensinde.
Det er som om hun skildrer objektet/abjektet indefra. To af hendes film, Raw og Alpha, er coming-of-age fortællinger, hvor en del af plottet også handler om, at de unge kvinder skal håndtere pludselig at blive set på en ny måde, dels som kvinder, dels som noget mere monstrøst – det er her genreelementerne kommer ind i billedet – og i Titane kommer nogle af de stærkeste billeder også, når Alexia, der er vant til at blive beskuet og objektificeret som danser, pludselig i stedet bliver set på med væmmelse og forvirring. Nogle af de billeder jeg ikke kan glemme fra Alpha viser også de syge marmor-mennesker, der kigger tilbage på dem, der ikke kan lade være med at stirre. De bliver set som monstre, som farlige, men Ducournaus billeder skildrer også effektivt, hvordan de reagerer på at blive gjort til monstre. Det er en virkelig stærk tematik. Der er mange instruktører for tiden, der bruger genre-elementer til at skabe noget mere auteuristisk, og Ducournau har dels opdyrket sin helt egen tematik inde for det felt, og er også i stand til at vride imponerende billede på imponerende billede, ud af hendes idéer om objekt/abjekt, at blive set, objektificeret, gjort til farlig, etc.
Men. Hvis hun med Alpha beviser, at hun stadig har mange stærke billeder i sig, så fejler hun med at få skabt en overbevisende form til de billeder. Der er rigtig meget af filmen, som føles som fyld. Helt fra andre små visuelle idéer, som det stillads Alpha har stående uden for sit vindue, som virker nærmest overnaturligt farligt, og til lange passager der ingen steder kommer hen. Filmens dødssynd er dog, at den begynder at arbejde med twists og overraskelser, hvilket altså kun kan virke, hvis man reelt er engageret i plottet. Når en film siger ‘du troede plottet var sådan her, men det er faktisk sådan her‘, så fungerer det altså kun, hvis man har gidet at sidde og tænke over plottet. Her bliver det bare irriterende, og jeg kan forestille mig, at det er den irritation, der gjorde anmeldelserne af Alpha mere negative, end andre mere harmløst ligegyldige film fra Cannes 2025 fik.
Alpha er ikke harmløst ligegyldig, den prøver faktisk på noget. Noget ret så ambitiøst. Og den lykkes med nogle ret vilde ting. Men den falder også fra hinanden på nogle ret vilde måder. Det er faktisk ret vildt.