Palmesøndag del 73
(Rester Vertical, Alain Guiraudie, Frankrig
Cannes 2016)
Da jeg startede denne blog besluttede jeg mig for at skrive om alle film der har været nomineret til Guldpalmen. Det startede som en måde at lave ‘content’ på, med en idé om jeg ville komme til at skrive om de fleste af de bedste film i filmhistorien, men har efterhånden udviklet sig til et had/kærligheds-projekt, mens jeg kigger på dels de mange fantastiske film der har været i Cannes gennem årene, samt de mange blinde vinkler, dårlige inklusioner, mærkelige tics, som også er en uundgåelig del af historien om Cannes. Et sådant tic er forholdet mellem Cannes og ‘genre’. På anden Cannes, i 1947, blev priser uddelt på genrebasis: Musical Comedy, Social Film, Psychological and Love Film, Adventure and Crime Film (+ en pris til Dumbo for animations-design) Tænk tilbage på sen-fyrrernes film, og er det sådan man ville se på det, eller vil man kalde genrerne ‘film noir’ eller ‘western’? Cannes har altid repræsenteret gode krimi-film, men havde ikke en western i programmet for Jeremiah Johnson i 1972 – men siden western-genren holdt op med at spille en populær rolle er de naturligvis kommet til Cannes med jævne mellemrum. Eftersom enkelte lande kunne indstille deres egne film blev der sendt mange genre-film af sted, på et tidspunkt valgte præsidenten at udelukke japanske og sovjetiske film, fordi han var træt af film om samuraier og Den Store Fædrelandskrig. Nu til dags skriver jeg mest om hvordan Cannes-festivalen så gerne vil have gode genre-film inkluderet, men også om hvor dårlige til at vælge dem. Det bliver for seriøst (Sicario) eller for sødsuppet (The Search) eller også falder de tilbage på en retro-western, så når de endelig får et pletskud som Nikolaj Winding-Refn’s Drive, så har instruktøren vist fripas til at deltage med de næste mange film. Jeg forstår derfor også godt hvis festivalen ærgrede sig gule og blå over i 2013 at smide årtiets bedste franske genre-film, Alain Guiraudie’s Stranger by the Lake, en thriller om mord begået ved en nøgenstrand/cruising spot for smukke solbrændte bøsser, i Un Certain Regard, ligesom jeg ligeledes forstår at instruktørens opfølger Staying Vertical, så fik lov at komme i hovedkonkurrence i år. Men jeg kan forestille mig at resultatet har været ligeså skuffende for dem, som det er for mig, for Staying Vertical er ikke en ny billedskøn og særegen lgbt-thriller, men derimod en konventionel og for kedelig kunstfilm.
En bil kører gennem landskabet, til det passerer en smuk ung mand. Ud træder Leo, en midaldrende manuskriptforfatter, og forsøger at overtale den unge mand til at lave en ‘audition’. Uden held. Leo rejser videre, vandrer rundt på ‘prærien’, et flot ruralt fransk landskab, til han møder hyrdinden Marie. De sætter sig og snakker om fransk fåreavl, snart kysser de, Leo tager med hjem til Marie og hendes familie, hvor de har sex i grafiske detaljer. Men Leo rejser videre til en by, snakker med en tigger. Og så rejser han videre, og er pludselig tilbage ved den unge mand, og så ved Marie, og pludselig ser vi hende føde en søn – i et fødsels-closeup der ikke er for de sarte! – og pludselig roterer alle karakterer rundt mellem hus, fårefarm, by, hytte hvor en doktor ser til Leo ved hjælp af nogle mærkelige planter, og diverse andre steder. Rundt i ring går historien, uden mål og med, mens Leo forsøger at passe på sit barn, og undgå at skrive sit manuskript færdigt.
Da jeg skrev om Hong Sang-soo’s nye film skrev jeg også om hvordan hans karakterer går i ring. Men her er der en klangbund under det, som forbinder de cirkulære bevægelser med følelser og tanker. Staying Vertical hedder Staying Vertical fordi det er vigtigt at forblive oprejst her i verden, det er ikke ret subtilt. Men karaktererne bruger store dele af filmen vandret, i de mange eksplicitte nøgenscener – både mand-mand og mand-kvinde – og når Leo ligger med armen om sin søn, eller om et lille lam. Det vandrette er tosomheden, det lodrette er en-somheden, og hvad er de cirkulære bevægelser? Det hele er mest noget pjat.
Problemet er, at Staying Vertical synes at forsøge at være en genre-film, et indslag i kunstfilmgenren ‘slow cinema’. Den bruger landskab og by, og handler først og fremmest om bevægelser i disse landskaber. Enkelte gange fanger den noget glimrende, som når Leo arbejder som hyrde, eller nogle af de mange smukke nattescener. Men som ‘slow cinema’ er det bare ikke ret godt, det går for hurtigt, er for overgearet. Og samtidig er det ikke overgearet nok til at være rigtig vildt, det er for villet, for forceret. Af andre Cannes-film minder Staying Vertical mig først og fremmest om Guillaume Nicloux’s Valley of Love fra sidste år. Guillaume Nicloux havde også netop lavet en glimrende sær og personlig lille film, The Kidnapping of Michel Houllebecq, og fulgte så op med noget langt mere konventionelt kunstlet og kedeligt. Det er en kedelig fransk tendens, at gode instruktører på vej frem nærmest synes at have grejet hvilken slags film der kan komme i Cannes-konkurrence. Cannes vil måske gerne have slow cinema også, men franskmændende er bare ikke ret gode til at lave de her film. Der var en fransk slow cinema-film i Cannes i år, nemlig catalanske Albert Serra’s franske produktion The Death of Louis XIV, men den måtte nøjes med at blive vist uden for konkurrence – og da den også bliver vist på PIX kan jeg snart sige om det er fortjent eller ej.
Franskmænd laver ikke slow cinema, og generelt står det bare skidt til med fransk eksperimentalfilm. De er vanvittigt gode til at lave kunstnerisk stærke fortællende film – bare som eksempler Bertrand Bonello, Arnoud Desplechin, Mia Hansen-Løve, Olivier Assayas – men de har ikke ret mange folk som Albert Serra, instruktørerne af de bitte små og egensindige kunstværker, og dem som er der – Eugene Green og Phillippe Garrel, f.eks., og de tilbageværende Nouvelle Vague instruktører – er efterhånden noget op i årerne. Måske mangler der ny energi fra dokumentar og essay-filmen, det er ofte i hybrid-værker at de bedste nye instruktører dukker op for tiden, men hvordan faen kan det ske for Frankrig, landet med Jean Rouch, Raymond Depardon, freaking Chris Marker? Forstå mig ret, der laves som altid skide gode film i Frankrig i disse år. Men de kan ikke alt. Og Alain Guiraudie forsøgte sig med noget ufransk, og resultatet falder lidt fra hinanden.