Sicario

Hos Denis Villeneuve er volden aldrig langt fra hverdagen. Det understreges eminent i de aller første momenter af hans nye Sicario, med et total-billede af en lille forstads cul-de-sac hvor pludselig tungt bevæbnede politifolk vandrer over skærmen. De første sekunder af filmen siger nærmest det hele, og derefter formår filmen ikke rigtig at sige så meget mere.

Denis Villeneuve er langsomt steget i agtelse siden han i 2009 vendte tilbage efter 9 års filmpause med hans tredje film Polytechnique. Nawals Hemmelighed fra 2010 var oscarnomineret som Bedste Ikke-Engelsksprogede film. De to engelsksprogede Prisoners og Enemy fra 2013 etablerede ham som én af den amerikanske prestige-scenes nye store navne, og to år efter lander Sicario så som hans første Cannes-film. Han laver film der fortæller om verdens problemer gennem en thriller-form, desværre uden at levere de store indsigtsfulde pointer, snarere henfalder han for ofte til en tom relativisme. Men når han er bedst, så løfter hans film sig over politiske og samfundsmæssige betragtninger, og billedsproget skaber i stedet stemningsskildringer af en verden i paranoidt forfald.

SICARIO Day 01

Det hemmelige våben, både i Prisoners og Sicario hedder Roger Deakins. Den legendariske fotograf fik sin 11. oscar-nominering for Prisoners, og har f.eks. fotograferet størstedelen af Coen-brødrenes film. De senere år har han også markeret sig som en absolut mester når det kommer til at omdanne genre-film til billedskønne neurotiske verdens-portrætter, med Skyfall som det helt store mesterværk. I Prisoners var Pennsylvania tilpas trøstesløs og vinterkold til en fortælling om fraværet af religion og retfærdighed. Sicario rykker sydpå, til grænselandskabet mellem USA og Mexico i Texas og Arizona, og det er som om Deakins har lidt svært ved at finde ud af hvad han skal gøre ved det nærmest skyggeløse landskab. Der er ellers rigtig mange landskabsbilleder, når heltene flyver til nye lokationer tages det som påskud til abstrakte landskabssekvenser der nærmest ligner Edward Burtynsky‘s fotografier, mens Jóhann Jóhannsson’s score underbygger den tunge stemning. Ørken og bjerge breder sig så langt øjet rækker, og får menneskeskabte grænser og byer til at virke som små ubetydeligheder i en nådesløs verden. Jeg skyder på, at det også er filmens grundbudskab, men det er lidt svært at tyde, for tematikken er for Villeneuve ukarakteristisk mudret.

S_D18_05049.NEF

Plottet i den her film er nærmest komplet ligegyldigt. Emily Blunt, Benicio del Toro og Josh Brolin forsøger at bekæmpe narko-smugling, det er sådan set så meget man behøver at vide. Derudover: Ja, der er eminente anspændte enkelt-scener, hvor f.eks. amerikanerne sidder fast i en bilkø mens skurkene nærmer sig. Det er scene for scene en spændende spændings-film. Men nej, det går ikke op i en højere enhed. Det er som om Villeneuve har villet uddybe sin normale tematik om at ondskab er noget skidt som det er svært at gøre noget ved, og han forsøger at sætte en ny dimension op om kaos kontra orden. Er ordnet ondskab bedre end kaotisk ondskab? Det er mere ambitiøst end det plejer, men det lykkes så heller ikke. Det bliver noget vrøvl. Det er noget vrøvl hvis man tænker over det i virkelighedens kontekst, for agenterne i filmen taler hele tiden om hvor vigtigt det er at ruske op i narko-handlen, og hvor umuligt det er at gøre en ordentlig indsats, når grundpræmissen er at 20% af amerikanerne bruger ulovlige stoffer. Der er aldrig én som påpeger, at man jo bare kunne legalisere handlen, det ville gøre præcis det amerikanerne gerne vil, helt uden at de var nød til at overtræde nærmest samtlige af landets love. Men det er noget udefrakommende, man kan ikke slagte en film fordi personerne ikke har de rigtige politiske holdninger, deres snæversyn kan fungere som en pointe i sig selv. Mere problematisk for filmen er, at den ikke formår at bygge nogle rammer op i filmen, så dens plot-indviklinger giver intern mening. I sidste ende kan jeg overhovedet ikke se, hva faen den endelige plan gik ud på, det er komplet sort. Der skal være twists, og det skal blive mørkere og mørkere på en overraskende måde, men det betyder også at vores evne til at vurdere strategiens kvalitet er komplet fraværende. Filmens slutning fungerer overhovedet ikke, for den bruger sin tid til at introducere præmis 1, 2 og 3, men den overraskende konklusion bygger på en ikke-formuleret præmis 4, så det er umuligt at forholde sig til.

S_D028_11555.NEF

Normalt slutter en Villeneuve film ellers med, at vi skal tænke over tingene, men det er komplet umuligt. Måske skal vi sidde med en fornemmelse af, at verden er så hamrende kompliceret, at vi ikke kan følge med, det synes i hvert fald at være begrundelsen for at Emily Blunt’s hovedperson bliver mere og mere marginaliseret som filmen skrider frem. Men her er det så at det bliver lidt skadeligt, når argumenterne netop ikke er komplicerede, så meget som de er snæversynede. Den dobbelthed kommer filmen sig aldrig over, og med den dobbelthed forbliver det en overfladisk affære. Men. Overfladen er nu også ret god, til tider nærmest eminent. Især en enkelt sekvens henimod slutningen, hvor amerikanernes overlegne evne til at se og overvåge drages ind i filmsproget, er fuldstændig fantastisk, noget nærmest aldrig set før. Den sekvens er først og fremmest grunden til at man skal se filmen.

Fortjent Pris

Nah.

Alle billeder er fra distributøren Lionsgate’s hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *