Uundgåeligt på festivaler sker der det, at omstændighederne får film til at spejle sig i hinanden. Søndag så jeg f.eks. to film hvoraf den anden, João Pedro Rodrigues The Ornithologist, var alt det den første, Alain Guiraudie’s Staying Vertical, burde have været. Begge film er af instruktører kendt for lgbt-film, begge film handler om mænd der bevæger sig i landskabet, begge film er mystiske blandinger af humor, surrealisme og landskabsbilleder. Men The Ornithologist er fantastisk, og Staying Vertical er tung. Tag bare titlerne, begge hentyder i filmene til noget med bevægelse og linier. Staying Vertical bliver sagt i filmen, det handler om at være oprejst, det handler om at bevæge sig med oprejst pande. Fuglekiggeren fra den portugisiske film bevæger sig i kajak gennem landskabet, mens fuglene svæver hen over floden. Begge film forsøger at behandle hvordan vi mennesker lever i verdenen, ved at behandle hvordan mænd bevæger sig gennem deres omgivelser. Men den franske film knytter det til en samtale, det er en skrevet film. Den portugisiske, derimod, er knyttet til et filmisk materiale, billeder af fugle, billeder fra fugles perspektiv, den fortæller sine pointer og tematikker via filmiske virkemidler. Derfor fungerer den, ganske enkelt.

The Ornithologist foregår i det nordøstlige Portugal, og helt forsimplet viser den hvordan en række af individer bruger området. Fuglekiggeren Fernando, og fuglene for så vidt også. Der er to kinesiske pilgrimme, som dels ser landskabet indvævet i religiøse betydninger, dels er gået forkert – de sku have været på vej til Santiago de Compostela, i det nordvestlige Spanien. Der er en fårehyrde, der bruger området som arbejdsplads. Der er en hedensk kult. Og der er nogle amazoner, der jager hjorte med luftrifler. Filmen sætter dem ikke blot ind til at beskrive hvordan folk ser områder forskelligt, den sætter også billeder ind, viser hvordan karaktererne kaster deres blik på landskabet, omformer derved landskabet filmisk: Mange klip er optaget som gennem Fernando’s kiggert, vi ser en række billeder taget af pilgrimmenes kamera, og når amazonerne rider på hest suser kameraet med dem og landskabet bliver til et uformeligt sus.

Som plot-beskrivelsen nok antyder, er The Ornithologist en sær film vævet ind i myter og legender, som især henviser til den portugisiske region filmen foregår i. En gruppe unge ‘caretos’ danser rundt om natten i farvestrålende kostumer, de kinesiske pilgrimme er sikre på de er dæmoner, men det bygger på virkelige traditioner, og gruppen taler da også mirandese, det lokale sprog. Lidt mindre mening giver det med de latin-talende amazone-krigere, men området har da en latinsk fortid. Én myte står dog over dem alle: Tidligt i filmen finder de kinesiske pilgrimme ud af, at Fernando i virkeligheden er den katolske helgen Skt Antonius af Padua, som var født i Lissabon og oprindeligt hed Fernando. Mange scener i filmen minder om hændelser fra helgenens liv, inklusive den berømte episode hvor den ekstremt vel-prædikende præst ifølge legenden ikke fandt anden publik til sin præken end en gruppe fisk, som dog heller ikke lod til at tage sig voldsomt meget af prædikens budskab. En episode som Mahler skrev en sang over, og siden inkluderede som scherzo i hans anden symfoni. Det er en af de store europæiske legender, om den vises vilkår i samfundet. João Pedro Rodrigues leget med de tunge symbolikker, men gør det så let og legende at man aldrig sidder fast i det.

Som sagt foregår The Ornithologist i det nordøstlige Portugal, nærmere bestemt provinsen Trás-os-Montes, hvilket også var det område den legendariske portugisiske filminstruktør og -teoretiker Antonio Reis beskrev i sine film, først og fremmest storværket Trás-os-Montes. Reis blev underviser, har haft en kæmpe indflydelse på portugisisk film, også på João Pedro Rodrigues – en af Rodrigues’ kortfilm blev vist da Harvard lavede en retrospektiv om Reis. Reis dyrkede en sted-specifik, nærmest etnografisk filmkunst, med mytomanisk betydningslagsdannelse ovenpå. Hans indflydelse kan ses i Pedro Costa’s tetralogi om immigrantslummen Fontainhas såvel som i Miguel Gomes’ forsøg på en national historieskrivning i Arabian Nights. Det kan ligge så tæt op af dokumentarisme, at tre nylige portugiske storfilm, Arabian Nights, Pedro Costa’s Horse Money og João Pedro Rodrigues’ The Last Time I Saw Macao alle tre havde premiere på DOX-festivalen frem for PIX.

João Pedro Rodrigues havde sit eget spin på disse stedmyter. I hans tidlige film som O Fantasma (2000) og To Die Like a Man (2009) udsprang stedernes betydningsdannelse fra en homoseksuel brug af rum. Hovedpersonen i O Fantasma cruiser gennem Lissabon’s mørke gader, på udkig efter det flygtige, det sanselige, indtil han selv bliver til et fantasme. I essay-filmen The Last Time I Saw Macao (2012) kombinerede instruktøren en krimiintrige med et essay om kolonial-historie og kulturmøder i den tidligere portugisiske koloni Macao. The Ornithologist synes som en foreløbig kulmination på værket, en visuelt overdådig og idémæssig overfyldt beskrivelse af myter og opførsler i det moderne Portugal, samtidig også med en lgbt subtekst i mødet med den unge smukke hyrde Jesus. Antonio af Padua så efter sigende også det unge Jesus-barn engang, men lad os bare sige han behandlede ham lidt anderledes end Fernando/Antonio gør med sin hyrde. Det er sigende for den ikonoklastiske tilgang til myte-blandelse som ligger og nærer The Ornithologist, en herlig, energisk kunstfilm, der er endnu et bevis på Portugal som en af Europa’s vigtigste filmnationer lige nu.