Palmesøndag del 477
(Jim Jarmusch, USA
Cannes 1999)
Det er svært med en filmkarriere. Det ene øjeblik er man tidens hotteste indie-instruktør. Det næste øjeblik har tiden ændret sig. Skal man følge med tiden, med fare for at miste det, som oprindeligt gjorde én til noget særligt? Eller skal man blive ved med at lave sine film, og håbe på, at det vil blive opfattet som tidsløst snarere end gammeldags?
Med Dead Man lykkedes Jim Jarmusch med noget ganske særligt. Han ændrede stil fuldstændig, og stilen kom klart mere i tråd med hvordan amerikansk indie-film så ud i 1995, men samtidig var det 100% en Jim Jarmusch-film, der lignede de film han lavede ti år forinden. Men måske han syntes det var lidt for nemt? For med Ghost Dog: The Way of the Samurai skiftede han igen stil. Igen lavede han en genre-film, og ligesom med Dead Man lykkedes det ham meget tydeligt at lave et Jarmusch take på gangster/samurai-filmen. Men samtidig virker det som om, at Jarmusch hellere end noget andet ville lave en film, der lignede 1999-indie på godt og ondt.
Det var måske nødvendigt, og at han var mere i stand til at skifte stil har nok gjort, at hans nye film stadig blive taget seriøst her over 25 år efter. Men jeg kan ikke sige, at Ghost Dog: The Way of the Samurai er en af mine yndlings-Jarmusch-film.
Ghost Dog har et ret typisk gangster-plot. Ghost Dog (Forest Whitaker) arbejder som lejemorder for mafiaen, og bliver en dag blandet ind i en lidt speget sag. En mafioso ved navn ‘Handsome Frank’ har en affære med bossens datter, hvilket er fuldstændig utilgiveligt og noget der potentielt kan bringe en masse andre i livsfare, så nogle af de andre gangstere hyrer Ghost Dog til at likvidere Frank. Men det er også strengt forbudt at myrde sine kolleger, så efter Franks død forsøger de at skaffe Ghost Dog af vejen så han ikke kan fortælle nogen hvad der er sket. Og så må Ghost Dog ene mand tage kampen op mod mafiaen.
Så langt giver det meget god mening. Men så er der den anden del af filmens titel ‘The Way of the Samurai’. Ghost Dog lever som en samurai, han læser samurai-manualen Hagakure, og hele grunden til at han myrder for mafiaen er, at en mafiosi reddede hans liv for år tilbage. Han lever i en verden af ære og respekt for sine omgivelser. Mens mafia-medlemmerne er fuldstændig uduelige, uden nogen som helst form for principper, og alle sammen godt kan lide at se tegnefilm. Det er virkelig fjollet.
Men blandingen af mafia og samurai giver jo faktisk rigtig god mening, eller gjorde det i hvert fald i sluthalvfemserne. Det var jo meget det samme som Wu Tang Clan gjorde i deres hiphop-univers. Og Ghost Dog har da også et soundtrack fra RZA, der også producerede de bedste Wu-udgivelser. Det var lidt af et skift. Jarmuschs musikalske verden var ellers ret gammeldags, det var jazz og Elvis og soul og Neil Young. Jarmusch selv spillede faktisk musik før han fik lavet film, han var aktiv på No Wave scenen i New York, og spillede med i bandet The Del-Byzanteens, sammen med bl.a. John Lurie, der senere var med i en del Jarmusch-film. Det var meget bevidst, at Jarmusch ikke ville have soundtracket til Permanent Vacation til at lyde som No Wave eller anden tidstypisk New Yorker-musik, og i stedet blev der brugt meget jazz og gamelan. Han ville have at filmen lød anderledes og overraskende, det skulle ikke være en forventet firser-hipster-musik.
Og selvom RZA og Wu Tang var noget af det mest tidstypiske musik man kunne finde i halvfemserne, så var det stadigvæk overraskende, at det pludselig dukkede op i en Jim Jarmusch film. Og det er måske hele humlen ved Ghost Dog. Han var blevet så god til at forny sig og indoptage tidstypiske idéer, og omforme dem til de passede ind i Jarmusch-stilen, at det på det tidspunkt måske faktisk var det mest overraskende og alternative, hvis han ikke omformede det, men i stedet lavede en meget mere typisk halvfemserfilm? Med halvfemsermusik på soundtracket, og et billedsprog, der virkede meget mere postmoderne post-Tarantino cool.
Fotograferingen af Ghost Dog er igen af Robby Müller, og den er selvfølgelig på højt niveau. Men den ligner godt nok mere en typisk halvfemser-indie-genrefilm, end en film som Dead Man. Der er bilture rundt i byen, Ghost Dog med et sværd på en terrasse. Det ligner næsten en Guy Ritchie film her og der. Samtidig er der de umiskendelige Jarmusch’ske træk. Isaach de Bankolé er f.eks med igen – efter Night On Earth – som issælger, der ikke taler et ord engelsk, men alligevel er Ghost Dogs bedste ven. Den slags emigrant-karakter har Jarmusch lavet konstant og hele tiden. Og Gary Farmer dukker også op i en cameo, og spiller hvad der måske er reinkarnationen af hans karakter fra Dead Man, han siger endda den samme catchphrase. Det ér en Jarmusch-film. Og den er næsten vigtigere end Dead Man, jeg ved ikke om film som The Limits of Control og Only Lovers Alive var så nemme at acceptere som Jarmusch-film, hvis ikke han havde skubbet så meget til sin stil, som han gør her. Jarmusch udvider grænserne for, hvad der kan indgå i en Jarmusch-film, hvilket f.eks peger frem mod brugen af etiopisk musik i Broken Flowers og dronemetal i The Limits of Control.
Men det er ikke min yndlings-Jarmusch. Billederne er bare ikke lige så flotte, som når Jarmusch er mest Jarmusch. Selvom filmen blander genre-klichéer på innovativ vis, så er meget af det stadigvæk også klichéer, og jeg har aldrig fundet mafia-karaktererne særligt interessante, hverken som skurke eller semitragiske hjælpere, hvorfor jeg har lidt svært ved at engagere mig i plottet. Så for mig er det lidt mellemvare-Jarmusch. Han kunne egentlig nok have lavet rigtig mange af den her slags film, den er da ret sjov, men jeg føler lidt at han skruede op for ambitionerne igen senere i karrieren. Og heldigvis for det.